Kronik

Det skæve tårn i Finland

Om den danske læreruddannelse...
7. januar 2005

Kronik
I kronikken den 4. januar 2005 argumenterer Andreas Rasch Christensen imod den genopdukkende ide om at universiteterne ville kunne uddanne bedre lærere, som er fagligt stærkere. Man kunne læse det som et partsindlæg for seminarieuddannelsen, men også som et forsøg på at forklare det faglige grundlag for lærerprofessionen, sådan som det har været intenderet siden den nye læreruddannelse blev grundlagt i 1966 (sammen med den nye folkeskole). Det følgende er ikke et partsindlæg for universiteterne – i det stykke er jeg vidtgående enig med ARC – men jeg vil som forsker i professioner og professionsuddannelse sætte et stort spørgsmålstegn ved grundlag for den diskussion som er blevet ført med stigende styrke siden den sidste Pisa-undersøgelse, og som ARC også skriver sig ind i. Jeg mener, at diskussionen bliver kørt af sporet på grund af en grundlæggende forkert opfattelse af, hvad forholdet mellem teoretisk læreruddannelse og praktisk lærerarbejde er. I ARC’s argumentation indgår at man ikke bliver en god lærer af at ’kunne faget på et højere niveau’ – som universitetstilhængerne og den almindelig populistiske bølge efter PISA antager. Han påpeger, at det ikke forbereder læreren på at formidle og slet ikke på at håndtere skolens hverdagsvirkelighed. Det har ARC sandt for den grønne lakrids ret i. Men så argumenterer han ellers ud fra den professionaliseringsmodel, som ligger i læreruddannelsen, hvor ’fagene’ er redskaber inden for en professionel lærerkompetence, der iøvrigt bygger på pædagogisk-psykologisk viden-(skab) og praktik.

Socialteknologisk
Denne professionaliseringsmodel er hentet fra de klassiske professioner – læge, jurist, arkitekt, ingeniør osv – der alle sammen er monopoliserede erhverv, hvis anerkendelse hviler på, at de som de eneste har den tilstrækkelige viden til at gøre et specielt arbejde bedst muligt (og derfor også får lov til at bestemme over det). Professioner har en (videnskabeligt autoriseret) vidensbase, og ved at anvende denne viden bliver de i stand til at udføre deres praktiske funktion. Den opfattelse af forholdet mellem teoretisk viden og professionelt praktisk arbejde er grundlæggende socialteknologisk i sin opfattelse af teori og praksis. Læger kan være et godt eksempel: De har en grundlæggende bio-medicinsk og klinisk uddannelse, og på basis af den er de i stand til at diagnosticere og behandle effektivt. Det passer jo ofte – men der er betragtelige elementer af, at det kun passer ved at file patienten til efter vidensmodellen, eller at lægen må udøve en betragtelig del af sit virke ved alment fingerspitzgefühl uden videnskabelig basis. Det gør de så heldigvis også ofte godt, og ingen er vel i tvivl om, at det er fordi, de lærer det i praksis – eller ’har det i sig’.

Dobbelt vidensbasis
I tilfældet med lærerne bliver sagen lidt mere indviklet, fordi der er en dobbelt vidensbasis – viden som skal formidles, og viden som skal give indsigt i, hvordan man underviser. Det første er ’fag-fagene’, det andet er de pædagogisk-
psykologisk-sociologisk-didaktiske-younameit discipliner. Altså to elementer i den treklang, som læreruddannelsen foregøgler, men som reelt er tre uharmoniske toner. Men det principielle problem omkring professioners vidensbasis er ikke spor specielt for læreruddannelse og lærerarbejde: Professionelt arbejde er ikke i særlig høj grad anvendt viden(skab). Og den videnskabelige vidensbasis er ikke særlig adækvat. Praktik er ikke afprøvning af den teori, man har lært, det er den studerendes lidet forberedte feltforskning, og det er afprøvning af een selv i en helt ukendt situation, under maksimalt pres. Jeg har lige skrevet i et udkast til en ny bog om professioner: »Det lader sig meget nemt konstatere på symptomplanet, at denne betragtningsmåde ikke holder vand: Praksischok, professionelles oplevelse af utilstrækkelighed og kritik af professioners faglige ballast eller relevansen af denne faglighed....« Det er måske en forhastet formulering? Altså det med at det er nemt at konstatere? Men jeg vil gerne underbygge: Lærere (og de fleste andre professioner) får i deres uddannelse en faglighed, som er god til at normere og fastlægge en bestemt praksis. Men virkeligheden (børnene, omstændighederne, patienterne osv) stiller sig jo tit i vejen, og hvad så? Ja, så man jo improvisere – det lærer man hurtigt – så gør man det, som virker, og lægger i forbifarten mærke til at ’teori ikke er så nyttigt’. Det er, fordi den form for faglig viden, som grunduddannelserne giver, ikke primært er god til at analysere og forstå, hvordan tingene ser ud i marken (for børnene osv)? Dertil kommer, at uddannelsen stort set ikke giver noget vidensgrundlag for at reflektere over den måske allervigtigste side af professionelt arbejde, nemlig at den professionelle selv er personligt involveret til op over begge støvleskafter. Det er jo det allervigtigste aspekt ved professionelt arbejde. For lærere ikke mindst. Om det ved vi faktisk også en hel del, uden at der rigtigt er taget nogen konsekvenser af det. Lærere er meget følsomme over for de sociale og emotionelle a-spekter af deres daglige møde med børnene. Børnenes indbyrdes forhold og deres forhold til det, der foregår i skolen, afhænger mere af forhold uden for skolen end af hvad læreren gør – i hvert fald hvis han/hun bare underviser. Deres personlighed og engagement spiller en enormt stor rolle. Men uddannelsen indeholder kun i ringe grad – og temmelig tilfældigt – viden om de sociale og psykodynamiske aspekter af denne situation, og ingen systematiske redskaber til selvreflektion.

Fagfagligheden
Tilsammen tegner det et billede af, at der er et stort behov for en faglig styrkelse af læreruddannelsen, hvis den skal leve op til den nye betegnelse professionsbachelor. Der er både brug for nogle anderledes pædagogisk-
psykologi-ske redskaber, som ikke kun handler om eleverne men om børnene som ’hele menne-sker’og om læreren (som helt menneske). Og der er brug for en anderledes grundlæggende og reflekterende form for fag-faglighed. Man kunne sammenfattende kalde det »refleksionsfaglighed« – det er nemlig ikke kun »viden«. Det får man ikke bare ved at lægge uddannelsen ind på universiteterne – men heller ikke ved at læreruddannelsens nuværende idegrundlag føres bedre ud i livet.

Det skæve tårn i Finland.
Og Finland! Hvorfor hulen skulle vi interessere os for finsk læreruddannelse?
Fordi en videnskabeligt set fuldstændig uholdbar sammenligning af børnenes kompetencer i forskellige lande har vist, at finnerne klarer sig bedst (PISA-undersøgelsen). Allerede få dage efter kommenterede den finske skoledirektør Kirsi Lindroos (noget lignende departementschef i Undervisningministeriet) på dansk tv: Jovist har de gode grundlæggende færdigheder, men desværre lærer de ikke særlig godt at arbejde sammen om løsning af komplicerede problemer. Og de er ikke særlig glade for at gå i skole. Disse ting skal vi have rettet op på (gengivet efter hukommelsen). Min fortolkning af de måleresultater, som PISA bygger på, ville snarere være: Finland har et veludviklet skolesystem. Det er mere videnskabeligt baseret end det danske – faktisk blev det meget tidligt præget af, at den vigtigste faglige videreuddannelsesmulighed var en skolepsykologisk kandidateuddannelse, og sidst i 1960’erne blev ’seminarierne’ integereret i universiteterne. Men: I skolerne undervises der mere traditionelt end i Danmark, hvor reformpædagogikken har bidraget til en god rundkredspædagogisk tendens. Og finske børn er mere disciplinerede end danske – hvilket ikke har særlig meget med skolen at gøre, men med en alment kulturel baggrund i samfundet, som ikke mange, der har kontakt med Finland, kan være i tvivl om. Kombinationen af et godt uddannelsessystem, en traditionel faglighed og disciplinerede børn giver gode PISA-resultater. Nu kan vi slet ikke efterligne Finland – vi får ikke børnene til at blive disciplinerede på den måde – men spørgsmålet er da også: Er det, det vi skal? Vil vi have gode PISA-resultater eller gladere børn, der måske ikke bliver helt så gode i Pisa, men ofte kan noget andet?

Præstationshysteriet
Spørgsmålet burde være retorisk, i hvert fald i denne avis. På det seneste har præstationshysteriet og højrefløjens misbrug af nogle forskningsresultater i danskskolepolitik måske gjort det til et reelt spørgemål. Men jeg tror, der findes en meget bedre vej frem: En ny model for professionalisering af læreruddannelsen, som også kræver det delvist nyt refleksionsfagligt grundlag. Der kan et nærmere samspil mellem seminarierne og universiteterne sikkert være produktivt, hvis begge parter indlader sig på udfordringen.

Henning Salling Olesen er professor ved Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu