International
Den britiske hærledelse er tilsyneladende forfærdet. Det er derfor, de øverskommanderende er kommet med undskyldende udtalelser i stil med: »Vi i Storbritannien har god grund til at være stolte af vores væbnede styrker. I Irak har de været med til at besætte et land på et grundlag, der har vist sig at være fuldstændig falsk, taget kontrollen over olien i landet og dræbt 100.000 civile irakere. Desværre er alt det gode, vi har opnået, ved at blive undermineret af nogle få hidsigpropper.«
Bortset fra de rent etiske problemer i det, der er foregået, kan det vel aldrig være godt for moralen i en hær, når en soldat tager billeder af torturscener og derefter går ned og får billederne fremkaldt hos den lokale fotohandler. Jeg går ud fra som Alfred Hitchcock også var klar over at alle forbrydere begår én afgørende fejl.
Den slags adfærd truer med at tage livet af krimihistorier. Der er ikke meget spænding i, at Miss Marple dukker op på gerningsstedet og får at vide, at »der er ét spor. Morderen har tilsyneladende taget et billede af sig selv, mens han begår mordet, har lagt billedet ud på internettet og tilmeldt det Worchester Evening Telegraphs konkurrence om årets pressefoto«.
Tortur på fortovet
Der er måske noget i krigens psykologi, der får folk til at begå tortur og derefter forevige ugerningerne. Vi skulle måske lige kigge på Bayeux-tapetet igen for at se, om der er et afsnit, hvor sakserne bliver stablet i en pyramide og bundet til en gaffeltruck.
Man vil gerne have os til at tro, at den ikke-godkendte tortur forekommer yderst sjældent, men rent statistisk er det tvivlsomt, at det kun er sket den ene gang, hvor torturen blev udført af ét regiment, der ikke kunne vente med at få negativerne indleveret hos fotohandleren.
Det er mere sandsynligt, at civile irakere er blevet torteret i flere andre tilfælde, der bare ikke er blevet dokumenteret på samme måde. Desuden er et af billederne, nemlig dét, hvor en soldat står oven på en iraker, der er fanget i et net, taget udenfor på et fortov.
Hvis man følte, at man var i færd med at foretage sig noget ulovligt, som ville udløse skandale, hvis det blev opdaget, ville man vel ikke gøre det midt på gaden. Det er også derfor, at en bankrøver normalt undlader at løbe ud på gaden med en pose fuld af penge og sige til sine medsammenvorne: »Jeg kender et sted, hvor vi kan tælle vores udbytte lige her midt på fortovet.«
Cheerleader-opførsel
De britiske soldater er dog endnu ikke nået op på samme absurditetsniveau som deres amerikanske kolleger. Forsvarsadvokaten for en af de tortursigtede amerikanere hævdede, at billedet af irakere, der under tvang var blevet stablet i en pyramide ikke var anderledes end det, amerikanske cheerleaders praktiserer hver eneste uge. Havde der bare været lyd på billederne, så havde det stået helt klart, og vi kunne have hørt deres slagsang: »Hvem er dem, der piner bedst: M-A-R-I-N-E-S-O-L-D-A-T-E-R!« Der blev kun brugt ledninger, fordi der er akut mangel på pomponer i Irak.
Forelskede soldater
Et nuttet lille krydderi på historien er, at to af de amerikanske tortursigtede er forelskede og har fået et barn sammen, som blev undfanget i Irak. De har forhåbentlig fortalt historien til Mills og Boon, da den må få selv den største kynikers hjerte til at smelte: »Da Lynndie satte elektroderne på, dvælede hendes øjne et øjeblik ved kollegaens fingre, mens han strammede rebet. De var maskuline, men sarte, faste men alligevel blide, da de med vemod bandt fangen fast til en stol. Han smilede varmt til hende, mens han fulgte hendes øjne. Du har nogle meget smukke øjne, sagde han. Du bliver nødt til at tale lidt højere, svarede hun nervøst, jeg kan ikke høre, hvad du siger i alt det her skrigeri.«
Indtil nu har man ønsket at viderebringe historien om, at der er forskel på de britiske og amerikanske styrkers fremfærd i Irak. De amerikanske soldater er udisciplinerede og skydegale, mens briterne udviser omtanke og beherskelse eller sagt på en anden måde: Opfører sig britisk. De har i det mindste indstillet torturen om eftermiddagen, så de ikke missede tepausen. Eller har givet fangerne lov til at tage deres hætter af en gang i timen, så de kunne følge med i fodboldlandsholdets testkampe.
Uafvendelig opførsel
Det virker som om, at den opførsel, som vi ser på billederne, er uafvendelig i krigstid. Der blev beviseligt begået tortur i Irland, og på Falklandsøerne skar faldskærmssoldaterne ørerne af deres ofre og tog dem med hjem som souveniers.
Detaljerne er forskellige, men forløbet er det samme. En besættelseskrig afføder uundgåeligt massiv modstand, og befolkningen bliver derfor i første omgang mistænkeliggjort og dernæst betragtet som umenneskelige. Tankegangen griber helt tilbage til den britiske opfattelse af, at slaver frit kunne torteres, som var de dyr uden sjæle.
Ellers må det siges at være noget af et sammentræf, at soldater tilsyneladende torterer civile i stort set hver eneste krig, mens problemet sjældent forekommer i nogen anden profession. Hvis fiskehandlere med jævne mellemrum blev grebet i at hive folk ud i baglokalet og trække dem rundt fæstnet til en hundesnor, ville der nok være nogen, der spurgte, om der var nogle bestemte elementer i jobbet, som fik dem til at gøre det.
Afslappet holdning
I stedet virker det nu som om, de anklagede soldater har været så afslappede i forhold til deres egne handlinger, at de sikkert har svaret nogenlunde sådan her, da den ansatte hos fotohandleren gjorde opmærksom på, at det var nogle forfærdelige billeder: »Nå ja, ham der, som jeg tvang til at simulere sex, har fået røde øjne, og på dét her billede har jeg ikke fået hele hætten med.«
Det er nok meget godt, at George Blunkett ikke længere er britisk indenrigsminster. Han ville have set på billedet af manden, der sidder fastbundet til gaffeltrucken og udbrudt: »Det er præcis det, vi skal gøre med unge, der laver grafitti.«
© Independent og Information
*Oversat af Nina Skyum-Nielsen
