Læsetid: 2 min.

Symbolpolitik standser samtalen

Debat
25. januar 2005

Spinneri
Så skete det igen. Italesættelse. Regeringen lovede som indledning til valgkampen masser af gaver ikke mindst til børnefamilierne. Det sker, efter at Anders Foghs løfter til børnefamilierne for et år siden i nytårstalen 2004 overhovedet ikke er blevet til noget. Det er et eksempel på, at politikere søger at italesætte bestemte temaer. Ikke mindst Anders Fogh og Venstre mestrer italesættelsen, hvor man siger noget, uden at man gør ret meget eller noget overhovedet.
Udpegning af en familieminister var også en slags italesættelse – det var ren symbolpolitik. Regeringen håbede dermed at give vælgere indtryk af, at man ville gøre noget. Men der er reelt ikke sket noget, der letter hverdagen for børnefamilierne. Tværtimod har mange børnefamilier under denne regering fået en mere presset økonomi på grund af stigende takster i daginstitutionerne.
I valgkampen i 2001 praktiserede Venstre noget af det samme på andre områder. Med Venstre i spidsen italesatte man kriminalitet som tema. Man signalerede, at man ville gøre noget ved kriminaliteten ved at foreslå højere straffe. Man lovede nok ikke direkte, at der ville blive færre kriminelle. Men man italesatte det på en sådan måde, at mange troede, at højere straffe ville give færre kriminelle. Vi har med VOK-flertallet fået højere straffe. Flere er også blevet dømt. Men vi har ikke fået færre kriminelle. Tværtimod. Ventelisterne til fængslerne er længere end nogensinde.
Samme form for italesættelse benyttes i diskussionen om folkeskolen, hvor PISA-undersøgelsen misbruges af regeringen. I undersøgelsen konstateres det bl.a., at danske børn klarer sig dårligt ved test i læsning og naturfag, men årsagsforklaring foreligger ikke. Alligevel fremlagde regeringen samtidig med offentliggørelse af undersøgelsen forslag til flere test af eleverne. Regeringens svar var klar før undersøgelsen forelå, og blandt andet ved hjælp af veludført spinneri lykkes det regeringen at få stort set hele pressen til at sluge påstanden om, at danske elever er dårlige til både læsning og matematik – selv om der reelt ikke er belæg for det sidste – samtidig med at det lykkedes regeringen at sælge budskabet om, at det hjælper med flere test, selv om der intet belæg er herfor.

At erobre dagsordener
Politik er i mindre udstrækning blevet et spørgsmål om, hvad man vil gøre direkte for at løse problemerne. Det er i højere grad blevet et spørgsmål om at erobre dagsordener og at italesætte på en sådan måde, at vælgerne får indtryk af, at man vil gøre noget – uden at love for meget. Derudover drejer meget politik sig om at skære politikken til og indpakke den på en sådan måde, at man kan sælge bestemte politiske budskaber.
Endelig er politik ofte gennem spinneri blevet et spørgsmål om at dreje og fordreje. Både i forhold til, hvad man selv vil og gør, og hvad andre vil og gør. Og desværre lykkes spinneriet ofte over for en for underbemandet og – synes jeg – ukritisk presse.
Spinneriet mestrer Anders Fogh og hans regering i høj grad. De bruger enorm mange ressourcer på spinneriet. Mere form, mindre indhold. Til skade for folkeoplysningen. Til skade for den reelle politiske diskussion. Til skade for samtalen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her