Kronik

Hvad der tilkommer en

Hvad om man både kunne købe ind, få bankrådgivning og opbevaret sin valuta i Netto. Så er spørgsmålet blot, om man kunne få sin arbejdsgiver til at overføre lønnen direkte til supermarkedet?
14. januar 2005

Kronik
Gebyret udtrykker ifølge nudansk ordbog en afgift for ekspedition eller tjeneste. I gamle dage henviste gebyret til, ’hvad der tilkommer en’. En noget anderledes bestemmelse som hænger sammen med, at man med ekspedition forstod, at ’frigøre’ eller ’gøre færdig’ og med tjeneste forstod; ’noget eller nogen, der løber/flyder’. Sådan tænkte man det i gamle dage. Det interessante er imidlertid, at relationen mellem gebyr, ekspedition og tjeneste netop svarer til situationen i dag.
I hvert fald når man tænker lidt mere over, hvad der i grunden foregår. Bankerne mener, at de har ret til at få, hvad der tilkommer dem. Fordi de har ekspederet noget – dvs. givet muligheden – for noget til os – kunderne. De har frigjort muligheden for at noget kan gøres færdig, konkrete økonomiske transaktioner, som foregår når vi betaler for vores varer i for eksempel Netto. Banken har muliggjort (dvs. frigjort dette fra den tidligere nødvendighed, hvor det kun var muligt at betale kontant) og samtidig muliggør at handlen mellem Netto og undertegnet kan gøres færdig. Det er tjenesten, ekspeditionen og grunden til gebyret – afgiften. Spørgsmålet er blot hvor længe dette fortsat kommer til at foregå?
Hverken på det etymologiske, filologiske og formentlig på det legale felt, gør bankerne noget forkert. Heller ikke på det strengt økonomiske område. Her er det umiddelbart ligefrem et fremragende træk.
Men især på det legitime, reflekterende og på det politiske område er der visse problemer, som kan få uhyre konsekvenser for det økonomiske område. Men også andre områder; hvoraf et par højst kan blive skitseret her. Lad os betragte situationen således. Kunderne får nok – lader simpelthen være med at bruge dankortet mere. Hvis bankerne taler sandt, når de siger at de kun tager et gebyr som svarer til deres serviceydelse, så skulle der vel ikke blive nogen problemer. Så går alt lige op! Bankerne yder ikke noget – vi bruger ikke bankerne på det punkt.
Hvis der derimod er noget mere som gør, at bankerne har besluttet sig for at tage gebyr – ja, de kan vel også forventes at forhøje gebyrerne – vil det give sig udslag i en tilbagetrækning eller kompromissøgende adfærd. Så er det fordi bankerne (endda måske Finansrådet og Nationalbanken) skylder noget og/eller har indgået en deal med nogen. Hvis bankerne trækker gebyret tilbage, mangler de at indfri noget. Gad vide hvad der så vil ske? Lad os tænke lidt mere herover.

Sørgeligt
Bankerne kunne måske skylde noget til en eller flere virksomheder – evt. af udenlandsk oprindelse og gælden behøves egentlig ikke have noget med selve implementeringen og vedligeholdelsen af dankortsystemet at gøre. I så fald har bankerne investeret forkert i noget og er måske endda ved at gå bankerot (landets samlede økonomi ligger jo formentlig i udlandet). Og bankerne har brug for en back-up eller noget som igen kan skabe ligevægt eller endda fremgang i deres økonomi. Det skal gebyret sørge for.
Men bankerne kunne også have indgået en deal med nogen for eksempel regeringen på en sådan måde at liberalismens kynisme derved afsløres. Regeringen sænkede skatten og samtidig formindskede statens indflydelse, samtidig skulle der mere skub under militæret og investeringerne – Danmark skulle jo til at spille stor kanon på den globale scene. Innovation, kompetenceudviklingsprogrammer og teknologisk udvikling kom først og fremmest på agendaen. Det koster. Hvem skal betale? Os selv! Borgerne, kunderne.
Hvad man taber på karrusellen (skatten) tjener man på gyngerne (gebyret). Det ville velsagtens være en sørgelig situation. Eller hvordan ville vi have det med det? Når forargelsen først havde lagt sig, ville der måske opstå revolutionære tilstande – potentialet for Marxismens renæssance? En postkapitalistiskkritisk folkefront – oprør? Kunne den danske mentalitet – det netop seriøst fraværende temperament på disse punkter – håndtere en sådan evt. sandhed?
Endvidere kan man fremhæve visse andre forargende elementer i hele den sag omkring, hvad der tilkommer en. For det første dette faktum, at alle banker går ind for det. Må man det? Banker er jo som butikker forhåbentlig underlagt en lov, der gør, at for eksempel benzinpriserne ikke bare kan stige fra den ene dag til den anden efter aftale mellem samtlige virksomheder i den branche.

Vanhelligelse
En vis priskrig skal der have lov til at være i den økonomiske liberalisme. I hvert fald hvis det står til den klassiske liberalisme. (Se bare kommunikationsteknologibranchen – pinligt og utroligt bemærkelsesværdigt, at man kan få smidt en superfed mobiltelefon i nakken – og ingen undrer sig i øvrigt over hvorfor). Monopolisme og karteller var bandlyst ifølge Adam Smith, m. fl., fordi de eliminerede konkurrencen og dermed det som blev betragtet som kilden til økonomisk vækst – nemlig markedets dynamik.
Ikke bare bryder banker således med det legale og det legitime felt – men selv det økonomiske felt vanhelliges. De gamle økonomer ville vende sig i deres grav – af forskellige grunde. Den økonomiske politik synes således ikke at være specielt langsigtet. Men måske er det et seriøst raffineret kneb fra regeringens side. Hvis det lykkes regeringen at få fjernet gebyret igen – kan det være en interessant skjult valgpropaganda. Så vil folket jo hylde regeringen – ligesom det jo også gør, når det hører hvor meget regeringen vil betale i nødhjælpsbistand til arbejdet omkring katastrofen i Asien. Håber selvfølgelig at det bliver realiseret – ikke bare fra dansk side. For tiden ser det jo egentlig ikke ud som, at der bliver talt om gældssanering, dvs. det tilbagevendende spørgsmål på den storpolitiske dagsorden. Og man burde skamme sig!
Vedrørende denne katastrofehjælp – eller endda ligefrem mangel på samme – vil det være nok den smukkeste gerning, hvis det viste sig, at bankerne betalte den samlede sum af betalte gebyrer i januar måned (dvs. flere hundrede millioner kroner) til nødhjælpsarbejdet i forbindelse med genoprettelsen af tragediens område i Asien. Således at hovedpersonen ikke går hen og dør som det var tilfældet i de gamle græske tragedier.
Men det ville være smukt i dobbelt forstand, nemlig med den ekstra finesse, at alle vi borgere ville blive konfronteret med graden af vores nærighed og dermed vores moral i praksis. Og samtidig ville de banker som skiltede med at gøre det – og gjorde det – uden tvivl trække kunder til. Alene på den konto. Vi borgere og kunder ville samtidig blive konfronteret med vores sande moralske grundlags beskaffenhed. Men uden tvivl ville de banker som valgte denne markedsføringsstrategi få langt de fleste kunder. Eller bedre; den eller de banker som fjerner gebyret, vil få mange kunder!

Forargelse
Afslutningsvist må det derfor være på sin plads at udtrykke sin forargelse over, at man ikke bare kan have sine penge, m.m. stående i elektronisk form i en slags lukket hjemmebank – som skulle være systemisk sikret så det ikke var muligt at snyde med størrelsen af sit beløb. I det pengeløse samfund er alt vel i sidste ende et spørgsmål om elektroniske koder!? Hvorfor er vi borgere og kunder i det hele taget tvunget til at være forbundet til bankvæsenet? Hvorfor kunne en anden butik fra en anden branche ikke ligeså vel varetage min økonomi? Netto kunne ansætte en bankkyndig eller flere, så man både kunne købe ind i Netto og få bankrådgivning og opbevaret sin valuta – sine økonomiske værdier. Så er spørgsmålet blot, om man kunne få sin arbejdsgiver til at overføre lønnen til Netto og ikke til banken. Det skulle der vel ikke være nogen ben i – det ville foregå elektronisk.
Hvis dette blev tilfældet for fremtiden, så ville bankerne få, hvad der tilkommer dem, nemlig borgernes og kundernes gebyr.
Hvis det var tilfældet så ville ’hvad der tilkommer en’ udtrykke en retfærdighed som hverken var den strengt økonomiske retfærdighed, det nuværende forfladigede og gennemtæskede begreb om politisk retfærdighed eller moralsk retfærdighed. ’Hvad der tilkommer en’ ville udtrykke Lovens retfærdighed (vel og mærke med stort L). Måske gælder det derfor om at huske på hvem der virkelig har brug for ’hvad der tilkommer en’ i dag, dvs. tænke ’tjeneste’ som i ordet Gudstjeneste. Og muligvis at se hvad ’afgift’ kommer fra, nemlig stærkt relateret til at give og dermed betoner gaven og gavmildheden. Men specielt; høre og handle på, hvad der lyder i ’ekspedition’ – nemlig som nært beslægtet med frigørelse. Ingen er jo frigjort før alle er frigjort!

*Kim Gørtz er filosof, økonom og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu