Kronik

Tvungen valgfrihed

I ‘Regeringens Moderniseringsprogram’ står det borgerpædagogiske projekt tilbage som det egentligt væsentlige. Det skal forestille at genvinde os vores myndighed
Debat
12. januar 2005

Kronik
Der bliver ikke trillet tommelfingre i regeringen, blot fordi vi stadig afventer ultimo 2005 og velfærdskommissionens anbefalinger til vores fremtidige samfund. Velfærdsstaten og den offentlige sektor bliver gransket nøje og proaktivt. ’Regeringens Moderniseringsprogram’ har eksisteret siden midten af år 2002 under udgivelser som; Med borgeren ved roret og Velfærd og Valgfrihed. Borgerens valgfrihed er hverken politisk eller ideologisk nogen nyopfindelse for VK-regeringen, men i den normale liberale beklædning vil valgfriheden lade borgeren bestemme frit på et marked af private aktører.
Moderniseringsprogrammets målsætning er dog hverken egentlige privatiseringer af offentlig service, ej heller en reformation af hele vores velfærdsstat. Den sorg tager vi i 2005.
Inden moderniseringsprogrammet er vores udgangspunkt en velfærdsstat, hvor borgerens afhængighedsforhold er et uomgængeligt faktum. Vi har behov, der må dækkes af offentlige services, slet og ret. Den offentlige sektor er styret efter disse behov og må indrette sig derefter. Det må den gøre fra top til bund – lige fra det øverste statsapparat til den enkelte børnehave.
Borgeren kan frit klage over børnehaven, folkeskolen og kommunekontoret, men hun opfordres ikke på den baggrund til at skifte institutionen ud med en anden. Som sådan er borgeren borger, hun er ikke forbruger. Hvad kan man lære af det forhold? Bliver borgeren ikke blot gjort afhængig og klientliggjort? Moderniseringsprogrammet svarer med klar røst Jo!

Valgfriheden i imperativ
»Det er regeringens opfattelse, at den enkelte borger som udgangspunkt selv kan og skal afgøre, hvad der er bedst for hende eller ham.« Sådan står det centralt i udgivelsen Velfærd og Valgfrihed. En gennemsigtig liberal bemærkning, var det da ikke for to forhold: For det første handler det om borgerens forhold til den offentlige sektor og ikke et marked. Der er altså slet ikke den samme bevægelighed og fleksibilitet i de enkelte institutioner som hos firmaer på et marked. Det kunne udgøre en forskel i de overvejelser og forventninger ’forbrugeren’ af den offentlige service gør sig.
For det andet er det en bydende sætning; Det er ikke nok, at det offentlige giver muligheden for valgfrihed. Borgeren dikteres at skulle vælge, hvad der er bedst for hende. Når det i programmet stilles som betingelse, at »der skal være noget at vælge imellem«, så skal det altså modsvares med en tilsvarende indsats hos borgeren til at udnytte dette valg. Men hvilke valg er det helt konkret borgeren skal tage stilling til?
Moderniseringsprogrammet holder tæt øje med udviklingen af de igangsatte initiativer. De tæller bl.a. sundhedsområdet, børneområdet, ældreområdet, handicapområdet, uddannelsesområdet, pensionsområdet og arbejdsmarkedet. Gennemgående er devisen, at hvor der var blot én mulig offentlig service, lad dér blive flere. Det giver valgfrihed mellem speciallæger til at vælge plejebolig og til at vurdere kvaliteten af forskellige folkeskoler, inden man lader sine børn indskrive. Intet behov er for simpelt til ikke at undergå et frit valg, og det skal alt sammen foregå uden geografisk tilknytning eller andre gængse offentlige fordelingsnøgler.

Umyndighed og oplysning
»Valgmuligheden er i sig selv en styrkelse af borgerens stilling i forhold til det offentlige og et værn imod den afmagt og umyndiggørelse, som borgeren til tider kan føle.«
Hvis de manglende valgmuligheder i hverdagen kan føre til reel umyndiggørelse, og valgfriheden giver myndighed, så har vi vel fat i den rigtige medicin i kuren af borgerens misforhold til den offentlige sektor?
Citatet her fra Velfærd og Valgfrihed har visse ligheder med et betydeligt ældre citat: »Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse.« Oplysningsfilosoffen Immanuel Kant skrev dette i 1783 og appellerede til, at borgerne måtte bruge deres forstand til at opnå frihed inden for samfundets rammer.
Umyndigheden står for Kant central som et onde, såvel som den gør hos vores nutidige danske regering. Og på tværs af årstal og kultur synes deres projekt også fælles: At aktivere borgeren og ikke lade hende falde hen i dovenskab og manglende selvbestemmelse i forholdet til samfundet. Vi har på det nærmeste at gøre med et nyt oplysningsprojekt. Det frie valg på de offentlige services skal fungere som en borgerpædagogik, der kan hjælpe os ud af afmagt og gøre bedre borgere af os. Vi genvinder vores tabte myndighed ved at vælge og vrage i offentlige services.

Frihed kontra valgfrihed
Men inden vi konkluderer en fælles intention hos det historiske oplysningsprojekt og regeringens moderniseringsprogram, står endnu et par punkter uklare. Hovedspørgsmålet er, om det, vi ser, er en farlig sammenblanding af de meget forskellige begreber frihed og valgfrihed. I Velfærd og Valgfrihed bliver problematikken klar:
»Undersøgelser viser, at borgerne gerne vil have valgfrihed, men også at de fleste brugere er ganske tilfredse med den service, de modtager fra det offentlige.«
Der refereres ikke til, hvilke undersøgelser vi egentlig har med at gøre, men det er heller ikke noget stort mysterium, at en borger i et demokratisk samfund gerne vil have sit frie valg – sin demokratiske ret.
Når borgeren i næste øjeblik kaldes bruger er det ikke tilfældigt. For brugeren er det frie valg ikke et spørgsmål om demokrati, det er et spørgsmål om at få opfyldt et privat behov bedst muligt – for hende er valgfriheden derfor en selvfølgelighed. Vores eksisterende offentlige sektor er et udtryk for, at vi som borgere har taget en demokratisk beslutning om at få nogle fælles behov dækket fra samme instans. Vi har som borgere demokratisk tiltaget os friheden til at blive passet på plejehjem, at have vores børn i børnehave og blive behandlet for sygdomme, når vi har brug for det. Kvaliteten af de offentlige services, der skal møde vores behov, er derfor også et fælles anliggende. Hvis velfærdssamfundet og den offentlige sektor skal ændres, så må det altså foregå demokratisk. I ’Moderniseringsprogrammet’ er det ikke, hvad der foregår. Her beholder man kun skindet og navnet af en offentlig sektor og forsøger at præge befolkningens brug af denne i en retning, der kan lære dem at agere som forbrugere nærmere end borgere.
For borgeren er det som en demokratisk pligt, at friheden udøves. Læser man i ’Regeringens Moderniseringsprogram’, er det nærmere vores pligt at opretholde vores valgfrihed og lade de enkelte institutioner i den offentlige sektor krydse klinger i en misforstået liberal og ’borgerpædagogisk’ bestræbelse.

Offentligt (gede)marked
Det frie valg af offentlig service kræver en offentlig sektor, der fungerer nærmest som et marked. Her skal kvaliteten være i top, og det nås ved at lade borgeren vælge frit og de offentlige institutioner konkurrere med hinanden. For så vidt den mekanisme fungerer, kan regeringens liberale grundlag godt forsvares. Men i en egentlig liberal tankegang, som den bl.a. er præsenteret i Anders Fogh Rasmussens bog Fra socialstat til minimalstat, er pointen at barbere det offentlige system, da det i sin blotte eksistens og funktion vil indgyde en ’slavemoral’.
Det ligner en sammenblanding af de liberale markedsspilleregler og den offentlige sektor. Ikke noget der er megen ideologisk eller økonomiteoretisk hjemmel for. Men hvad så? Vi venter jo også bare på ultimo 2005, inden vi for alvor kan tage fat på en reform af velfærdsstaten.
I ’Regeringens Moderniseringsprogram’ står altså det borgerpædagogiske projekt tilbage som det egentligt væsentlige. Det skal forestille at genvinde os vores myndighed. Men hvis det drejer sig om at lære de danske borgere at vælge Slagelse Hospital frem for Kalundborg Sygehus, så mister det straks sin parallel til oplysningens idealer om myndighed til den enkelte. Her var pointen netop, at borgeren selv må bruge sin forstand – valgmulighederne påduttes ikke fra oven.
Moderniseringsprogrammets frihed til valgfrihed i den offentlige sektor er tvungen og ikke egentlig fri. Og Kant ville næppe have kaldt vores frie valg på offentlige services videre myndiggørende.

*Stefan Gaarsmand Jacobsen studerer idéhistorie og er medforfatter til bogen ‘Samfundsfag for voksne’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her