Alternativt
De sidste årtier har vi været vidne til en eksplosionsagtig vækst i antallet af nye terapeutiske teknikker. Hver især fremhæver de omhyggeligt deres eget særpræg. Den hårde konkurrence på markedet gør, at der lægges stor vægt på produktdifferentiering.
Men det meste af det, der bringes frem på det brogede terapimarked som det nyeste nye, er ikke nyt. De nye følelsesterapier er snarere variationer over et gammelt grundtema, nemlig tilbud om følelsesforløsende frigørelse via katharsis-fremkaldende metoder.
Hvad der oprindelige startede som en behandlingsform for den enkelte patient, er udartet til påtrængende forsøg på at frelse grupper, organisationer, ja, sågar hele samfundet.
Ingen ydmyghed
Det er lærerigt at sammenligne denne grove anmasselse med den langt mere ydmyge holdning, psykoanalysens grundlægger, Sigmund Freud, indtog. I en af sine sidste afhandlinger understregede han den minimale forandring, der kunne opnås gennem terapi: »Forskellen mellem den person, som ikke er blevet, og en person, der er blevet analyseret, er, når alt kommer til alt, ikke så radikal, som vi forsøger at gøre den og forventer og påstår, den vil være.« Freud var selv den første til at understrege, at »over for den udstrakte mængde af psykisk elendighed, er den mængde, vi kan afskaffe, næsten ubetydelig.«
Freuds nøgterne realisme er gået fløjten hos de nye sjælereformatorer. De lover letsindigt at kunne udrette mirakler på kort tid, ja, ofte skønnes en dramatisk følelsesfuld weekend at være tilstrækkeligt til at ændre deltagernes personlighed. De proklamerer netop terapiens ubegrænsede muligheder, foregøgler lette løsninger på de mest komplicerede livsproblemer og har den frimodighed at udråbe deres psykiske kvikrens som alfarvejen til lykke.
De mennesker, der føler sig fristet til at frekventere diverse terapier, er ofte de velsituerede og veluddannede, som blot bruger dem til at få en på opleveren, men terapiernes menneskesyn og metoder invaderer også det officielle behandlingssystem, der står afmægtigt i forsøgene på at reparere på den psykiske elendighed, et samfundssystem i krise daglig producerer med så stor effektivitet.
Terapibølgen er en ideologisk strømning i den almindelige tidsånd med dens tendens til at ville trylle vor virkeligheds reelle modsætninger og interessekonflikter væk via psykologisering. Objektivt tjener terapibølgen dermed det formål at opsuge social utilfredshed. Og gennem opmuntring til narcissistisk navlebeskuelse tapper den mennesker for energi, der kunne være anvendt nok så konstruktivt til i fællesskab med andre at bekæmpe de reelle onder. Disse lader sig nu engang ikke fjerne med humanistisk retorik om den indre revolution.
Et langtfra harmløst dogme, man kan støde på i de fleste terapier, er dette: at psykiske problemer kan reduceres til at bero udelukkende på emotionelle problemer, hvorved disse isoleres fra vores bevidsthed. Man tror, at løsningen blot ligger i at få givet hidtil blokerede følelser frit løb, hvorefter individet forventes at finde »sit sande selv«.
Når følelsesterapeuterne taler om følelser, er de i reglen besat af den idé, at uforløste følelser opdæmmes indvendigt og kun venter på at blivesluppet løs. Den idé bygger på formodningen om, at undertrykte følelser akkumuleres og oplagres. De taler om følelser, som om de er konkrete substanser i en beholder, som dels kan fyldes, dels tømmes for indhold.
Men selv om vi alle er slemme til at tale om følelser, som om de var konkrete substanser af en vis kvantitet, der kræver rum, så er og bliver det en vildledende og misvisende opfattelse.
Følelser er ikke ting, der lever deres eget selvstændige liv uafhængigt af vores beviddsthed. Følelser optræder næsten altid i forbindelse med en eller anden form for tænkning. Det emotionelle og det kognitive (erkendelsesmæssige) kan ikke adskilles. Men det er lige netop, hvad de fleste følelsesterapier gør. For dem er udladningen af indestængte følelser det eneste fornødne. .
Ud fra katharsis-terapiernes grundantagelse bliver følelser let noget, det gælder om at blive af med i stedet for noget, vi i kraft af deres handlingsregulerende funktion kan bruge aktivt til at ændre vores situation.
Terapibølgen er præget af et antirationelt indhold og rummer betænkelige træk af antiintellektualisme.
*Fork. af red.
