Kronik

2300 København S

Et mirakel midt i city, kalder udenlandske eksperter andægtigt den forreste del af Amager. Nej, stædighed på Lorteøen, siger folk på Islands Brygge. Lars Weiss (S) stiller skarpt på den særlige Amager-mentalitet, som skal redde Ørestaden fra at lide den polerede død
Debat
2. februar 2005

Kronik
2300 København S. Betegnelsen er ikke kun en lokalitet, en adresse, men på det seneste også et hot diskussionsemne i internationale arkitektkredse.
Spørger man amagerkanerne selv, er der også en særlig mentalitet knyttet til Amagers status som skraldespand for alt det, som ’det fine København’ ikke ville have: lossepladser, limfabrik, oliemølle, galvaniseringsanstalt, klorproduktion, trankogeri, svovlsyrefabrik, medicinalindustri osv. På Amager er industrien ikke blot en del af jordbundens kemiske beskaffenhed, men også af den lokale identitet, som afspejler sig helt ned i vejnavnene.
Der er ingen falsk romantik over Saltværksvej eller Syrefabriksvej og for den sags skyld heller ikke over øens befolkning.
Da jeg blev opstillet til Folketinget for et par år siden, belærte en af de rigtige amagerkanere – det er sådan en, som både er opvokset, bor og arbejder på Amager – mig om, at »herude brokker man sig hellere en gang for meget end én for lidt«. Sandt nok, det er Islands Brygges forvandling fra forsømt havnekaj med forurenende industri til et af Københavns pt. mest vibrerende miljøer et positivt eksempel på.

Copenhagen Easy Life
Det er her, eksperterne udefra har identificeret fænomenet CEL. ’Copenhagen Easy Life’, kalder de det folkeliv, der om sommeren fra tidlig morgen til sen aften udfolder sig langs havnekajen ved Langebro.
Folk, som kommer gående i badekåbe for at tage 10 eller 20 længder i havnebadet og bagefter drikker medbragt morgenkaffe. Gymnasterne, der laver bøj-og-stræk på græsset, og senere på dagen boldspillerne, de læsende, solbaderne, skaterne, de kyssende, kortspillerne, familierne og grill-folket.
»Et mirakel midt i city,« siger de professionelle med andægtighed i stemmen. »Nej, stædighed på Lorteøen,« siger de lokale.
Parken på kajen blev i bogstaveligste forstand til med egen hakke, skovl og spade. Beboerne her i Københavns tættest beboede område gik i en slags selvtægt løs på den tomt, som de forhadte – og efter årtiers protester nedlagte – fabriksanlæg havde efterladt. Med håndkraft anlagde de deres egen park, og trods vrede ord og stivnede smil i Borgerrepræsentationen, turde ingen nedlægge den.
Siden er alt det andet kommet til, kulturhuset, caféerne, yogierne, kunstgallerierne, urtehandleren, den italienske isbar, metroen og havnebadet. De ligger der nu side om side med den traditionelle købmand, den gammeldags isenkræmmer med mellem 200.000 og 300.000 varenumre på sine uover-skuelige hylder, ligkistesnedkeren, cykelsmeden, mureren, værtshusene og de andre gammelkendte.

Ægte liv
Skaber livet på Bryggen begejstring, eller giver det naboen panderynker. Ganske vist går det så forrygende med at sælge byggejord i Ørestaden, at der må tages hul på næste fase før tid, men det nagende spørgsmål er, om man kan skabe en rigtig by. Et sted, som er mere end en praktisk og arkitekttegnet bebyggelse med alt, hvad hjertet kan begære, lige bortset fra ægte liv.
De fleste af bygningerne har femstjernede ophavsmænd, boliger bliver blandet med kulturinstitutioner, to universiteter, erhverv, et hospital og landets formentlig mest fremtidsrettede gymnasium. Det vil lægge særlig vægt på undervisning i informationsteknologi og medier, inspireret af naboerne IT-Universitetet og Danmarks Radio.
Modellen med en reel kontakt i dagligdagen kan varmt anbefales. Jeg har selv gået i skole i Vester Voldgade i det indre København, og undervisningen i historie og musik blev indimellem henlagt til genboerne, Nationalmuseet og Musikkonservatoriet. Det gav fed undervisning, som det hed dengang.

’Det rigtige Amager’
På plussiden tæller også den unikke beliggenhed på kanten af et fredet naturområde, der er dobbelt så stort som Dyrehaven og kun to kilometer fra Rådhuspladsen. Her vil en væsentlig del af naturplejen blive overladt til græssende heste, køer og får, og i tilknytning til det åbne land oprettes kolonihaver og sportspladser.
De fleste er sig bevidst, at ’det rigtige Amager’ ikke er en æstetisk nydelse i traditionel forstand. Klaus Rifbjerg, som har givet sin barndoms gade en smuk plads i litteraturen med digtet »Hjertefloden« om den evigt pulserende Amagerbrogade (Amagerdigte, 1965) ramte plet, da han for et par år siden skrev:
»Det er en uafsløret hemmelighed for de fleste, at Amager er en eventyrø. Og det siger jeg ikke kun, fordi jeg voksede op der og elsker stedet, men fordi øen i modsætning til næsten alle andre kvarterer i København, med sin kaotiske sammensætning og sit iboende demokratiske sindelag, ikke ligner noget, man overhovedet kan konstruere sig til på et tegnebræt eller i hovedet på et fornuftigt menneske.«
Hvad nu, hvis han har ret i, at det netop er ufornuften, der er Amagers charme? Det mærkelige rodsammen af beboelser, fabrikker, forretninger og havekolonier. Fine villakvarterer omgivet af etageejendomme med lejligheder som dem, fabriksarbejderen Karen og Palles far er glade for i Krøniken, men som det nu haster med at få byfornyet. Der er stadig kvarterer på det indre Amager, hvor en del af boligerne er på to værelser eller mindre, og flere er uden bad. Det er ikke en del af charmen. Slumromantikkens tid er forbi.

Amagers byggeboom
Amager fik sit store bygge-boom omkring forrige århundredeskifte. Huse skød op uden tilløb til planlægning, mange gader endte blindt, og fabrikker blev rejst, hvor der tilfældigt var plads i bymiljøet. Det betød, at mange kom til at bo ganske tæt på deres arbejde, præcis som det er visionen for Ørestadens mix af beboelse af arbejdspladser. Det betød også, at lokal-
patriotismen voksede sig stærk, for hvad skulle man med København, når man selv var leveringsdygtig i alt. Amagerbrogade er stadig Københavns bedste forretningsgade med specialbutikker af enhver slags.
Den korte afstand mellem bolig og arbejde gjorde Amager til cyklernes ø. Med sin jernhest var man selvhjulpen, også når man skulle ’på landet’. Amager har verdens største koncentration af kolonihaver, ca. 5.500 små jordlodder, som med en lov fra Svend Aukens tid som miljøminister er blevet gjort permanente.
Det spændende spørgsmål er, hvor mange fælles cirkler beboerne på det gamle og det ny Amager vil få. En af dem er den forvandlede strandpark, som åbner til sommer. Dens tilblivelse er et fint eksempel på stædigt græsrodsarbejde. 25 have-, sports- og sejlforeninger langs stranden slog sig sammen om et projekt, som skulle give Københavns eneste strand mere plads og kvalitet. Riviera-udvalget kaldte de sig med et glimt i øjet og brugte 20 år på at overbevise kommunen om projektets berettigelse. Ved det første spade-stik sidste sommer lod daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen forstå, at ideen altid havde ligget ham på hjerte. Godt at vide for dem, der har ventet på ham.

Velbegrundet frygt
Alt det, som i dag er Amagers profil, er groet op nedefra. I Ørestaden er det omvendt. I velbegrundet frygt for at byen ville ende som mausoleum for den gode smag med prisbelønnet arkitektur, men uden den eftertragtede sjæl, har man ansat folk til at skabe liv.
De slider i det som fødselshjælpere og event-magere, alt sammen for at undgå det, som arkitekturfilosoffen Carsten Thau har kaldt »den polerede død«. Opgaven lyder: Skab traditioner, så derfor har den ny by fået juletræsfest, naturvandringer, dansefestival, motionsløb osv. Ingen kan fortænke beboerne i at blive lidt stakåndede ved tanken om det tunge ansvar, der er lagt på deres skuldre. Tænk, hvis det skal give dårlig samvittighed, at man befinder sig bedre hjemme ved læselampen med Paul Austers nye bog.
Målet er, at Ørestaden bliver et sted, hvor folk fra hele Amager – og for den sags skyld fra København i almindelighed – hænger ud. Planlæggerne drømmer om, at det bliver her, man går til sport, sidder på café, hører musik, kigger på piger, jogger, køber ind og roer på kanalerne.
Det lyder ambitiøst, at Ørestaden i modsætning til andre store byudvidelser rundt om i Europa får held til hurtigt at skabe sin egen svingende atmosfære. Og dog. Måske er det slet ikke mirakler, der skal til, men blot den folkelige stædighed, der generelt har forvandlet Lorteøen til et smørhul for folk med sans for uforlorent storbymiljø.

*Lars Weiss er økonomisk konsulent og socialdemokratisk folketingskandidat i Søndre Storkreds

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her