Kronik

Bang og bladguld

Tanker efter et besøg i hovedstadens aktuelle, kulturelle tilløbsstykke – og forslag til en ny romantitel
Debat
23. februar 2005

Tanker efter et besøg i hovedstadens aktuelle, kulturelle tilløbsstykke
– og forslag til en ny romantitel

KRONIK
Det var i embeds medfør, jeg skulle til København og undervejs i toget underholdt jeg mig med Herman Bangs roman Stuk, som indgik i det aktuelle arbejde.
Men når jyder kommer til hovedstaden, skal der slås (mindst) to fluer med ét smæk. Denne gang skulle Operaen besigtiges, så godt det nu kunne lade sig gøre, når der aktuelt ingen forestillinger var, der kunne bringe mig inden døre, og når de autoriserede rundvisninger var udsolgt for hele sæsonen. Om aftenen valfartede jeg derfor til den p.t. meget omtalte akse fra Marmorkirken over Amalienborg Slotsplads via Amaliehaven til Operaen. Stående ved Salys rytterstatue, og dermed for fødderne af Frederik V, fik jeg anskuelsesundervisning i, hvordan det tager sig ud, når en nutidig, selvbestaltet solkonge ønsker at indskrive sig i historien.
Set fra Frederiksstaden virkede operaen med sit blå/røde-farvespil som en decideret tivolisering af nattehimlen, og mens jeg betragtede det i alle henseender kulørte lysskær, krakelerede min opfattelse af den danske konstitution. Hidtil havde jeg vel ment, at Danmark fortfarende var et monarki, fordi vi fravalgte at blive en republik. Men aksen Amalienborg – Operaen syntes at antyde, at vi konstitutionelt var i færd med at glide fra monarki til oligarki. Oliegarki, skulle man måske snarere sige. Plottet i Stuk er centreret om Victoria-Theatret. Navnet genlyder af sejr, men bygningen viser sig ved nærmere eftersyn at være ikke blot similiagtig, men også svampeinficeret fra fødslen. Noget lignende gør sig næppe gældende for Operaen. Intet er jo sparet i bestræbelsen på at skabe den bedste operabygning nogensinde, jævnfør navnet i bestemt form – Operaen – den ultimative udgave af en sådan: ingen over, ingen ved siden af. Et af de mange eksempler på simili i Stuk er, at hvad, der angiveligt er egetræ, blot er ådret fyrretræ. I Operaen anvendes der kun ædle træsorter. Som eksempel kan nævnes ahorn i den krumme yderskal, der adskiller store scenes tilskuerrum fra foyeren. Denne skal er bejdset som en violin, hvilket i det aktuelle tilfælde er faldet orange ud. Når man træder ind i foyeren, oplever man det derfor, som om man mødes af en enorm græskarlignende gevækst, som man benovet lægger nakken tilbage og kigger op ad. Og så spekulerer man over, om det ikke er vældig megen stads at gøre ud af én Rossini-opera – at lade Askepots græskar være parkeret i forhallen til evig tid?

Et sideblik værd
Foyeren fremstår ikke som et rum i sig selv, men blot som et gennemgangsareal, hvor et enkelt hjørne dog er udstyret med stole og borde. Disse er imidlertid indhegnede og bevogtet af en liberiklædt mandsperson, for kun de besøgende, der har været med på de autoriserede rundvisninger, og som vel at mærke forud har reserveret brunch, kan få lov at sidde ned. Vil man som uindbudt jydepotte nyde en fadøl i etablissementet, må man nyde den stående – eller gående – ti skridt frem og ti skridt tilbage. Andre muligheder er der sådan set ikke, for alle trapper er spærret af. Så kigger man lidt opad igen, men blikket finder ikke rigtig hvile nogen steder i det fem etager høje rum med diverse gangbroer. Jo, Eliassons tre stjernekastere er da nok et sideblik værd, men ud over markedsføringsværdien i, at stjernerne sandsynligvis er syvtakkede, så er stjernekasterbilledet lidt devalueret. – Er det ikke stjernekastere, der udløser klapsalver, når desserten bæres ind til suppe-, steg- og is-fester? Og kroppen tilbydes som nævnt slet ingen hvile, så man ender med i den grad at længes hjem til Århus. Her byder såvel Musikhuset som ARoS sig til med hver en foyer, der i sig selv er smukke væresteder. Men måske er det slet ikke meningen, at Operaen skal være stedet for et folkeligt sammenrend? Nogen har hævdet, at Operaen har karakter af et skuebyggeri, der mest synes beregnet på at skulle betragtes fra den anden side af vandet. Her kunne man listigt spørge, om der med den »anden side af vandet« tænkes på en specifik strækning, eksempelvis Esplanaden? Udsigt vejer tungt for enhver, men udsigt er ikke en fremtidssikret størrelse. Således erhvervede jeg for små ti år siden en århusiansk bolig med bugtudsigt. Bugten ligger der vel stadig, men min udsigt til den er hindret af, at århusiansk havneplanlægning i mellemtiden har kastet en seks kilometer lang containermole af sig, der bastant lukker udsynet. Hvad har jeg så nu udsigt til? Ja, i skrivende stund langsiden af Maersk Sealand, der med sine forfrosne blå og røde farver totalt blokerer havneindløbet. Og hvor var det nu lige, at jeg sidst så det farvespil? Først da jeg hører min egen insinuation, får jeg en gisning om, hvorfor Mærsk imod al byggeskik overlod en stor del af Operaens udsmykning til Per Arnoldi, mens husets arkitekt, Henning Larsen, beskæmmet så til. For år tilbage stod Per Arnoldi for nytænkning med sine stiliserede figurer og enkle farveholdninger. Men dét var dengang, som man siger. Nu til dags er han lidt af en has been, så hvorfor hyrer Danmarks rigeste mand ham til at følge sit prestigebyggeri til dørs? Muligvis fordi der hovedsagelig er blå og rød på Arnoldis palet. Operaens bomærke er – i rødt – lagt ned i foyerens marmorgulv. Stolene i store scenes tilskuerrum er blå, mens scenetæppet sammesteds er blåt og rødt. Retfærdigvis skal det siges, at der også er gult på scenetæppet – formentlig matchende loftets bladguld. Men ellers fungerer Arnoldis farveholdning fint som en forlængelse af Mæersks firmafarver. Husk venligst, hvem afsenderen af denne gave er!

Advarselsroman
Stuk er en roman i to dele. Første del omhandler en periode, hvor opførelsen af Viktoria-Theatret tegner en atmosfære af ekspansiv fremskridtstro. Afsnittet slutter med den storslåede åbning, der ikke kan undgå at give associationer til den nyligt afviklede åbning af Operaen. Det ville være fint, om parallellen mellem romanen og den aktuelle virkelighed sluttede her, for i anden del går alting i forfald. Der viser sig at være massiv økonomisk svindel omkring teatret, og forfaldet i det ydre medfører et forfald i det indre. Personernes moralske integritet ryger med i købet; Stuk bliver derfor sluttelig en slags advarselsroman. Jeg lægger ikke op til bekymring for økonomisk svindel omkring Operaen. Slet ikke. Men hovedanken mod projektet går på sammenstillingen af offentligt byggeri og magtfuld privat bygherre. En bygherre, der er megalomant optaget af sin families eftermæle og megarig nok til at kunne købe sig ind på konstitutionsaksen i Danmark, hvor der nu står 2-2 i balancen mellem den formelle og den reelle monark.

Idealernes fallit
Operaen kommer derfor til at tegne en epoke af fallit – ikke i økonomisk henseende, men med hensyn til idealer. Nærmere bestemt de idealer, der ligger i den liberalistiske borgerlige selvforståelse. Ifølge denne skal de beslutninger, der træffes i den politiske offentlighed være til fordel for almenvellet. Og hverken en intimsfærens hr. Møller eller en socialsfærens skibsreder Møller skal kunne dreje beslutningsprocessen til egen fordel. Lad os et øjeblik afprøve integriteten i den offentlige beslutningsproces med et andet rigmandsnavn som eksempel: Alex Brask Thomsen forsøgte i 1992 – mod en betaling på 250 mio. kroner – at få lov til at omdøbe barndomsgaden Nørrebrogade til Alex Brask Thomsens Gade, men fik nej. Der var flere nuller bag Mærsks selvpromoverende projekt samt ikke mindst en anden aura omkring giveren, og så lugter penge pludselig ikke? Jo, det gør de fortfarende, og at lukke øjnene for dette – dét er den egentlige fallit i Opera-forløbet. Stærkest er det blevet formuleret af Heinrich Werfing, en tysk arkitekturanmelder: Hvor meget må en rig borger have lov at købe sig til dispensation fra de almindeligt gældende spilleregler? Hvorledes ændrer en stat sig, når den mister evnen til at afslå eller i hvert fald modificere visse tilbud fra privatpersoner? Hvilke kræfter er det, som gør almenvellets vogtere så ydmyge og tandløse, når personer med lommerne fulde af penge og meget specifikke forestillinger henvender sig til dem?Et svar kunne være, at i hvert fald den liberalistiske byplanlægning har spillet fallit, når de rige entreprenører får frit spil. Summen af selv nok så prægtige bygninger er nemlig ingen garanti for en prægtig by. Et pragtbyggeri, plantet i ikke-homogene omgivelser, demonstrerer tværtimod ufrivilligt, at nogen har mistet styringen – at byen som arkitektur ikke hænger sammen. Så måske er der beklageligvis basis for en parallelisering til anden del af Stuk – den del, der handler om forfald. – Er Danmark ved at udvikle sig til et entreprenørernes oligarki med alt, hvad dette medfører af prangende åndløshed? Hvis ja, så er der også basis for, at eksempelvis Forfatterskolen indstiller sine anæmiske stiløvelser i minimalistisk kortprosa og udskriver en konkurrence om vor epokes samtidsroman. Og titlen på en sådan? – Tjah… det vil være for B-filmagtigt at kalde den Entreprenørerne kommer, og det vil være lidt for fantasiløst blot at kalde den Stuk 2. Men hvad med at kalde den Bladguld?

Gitte Hørning er lektor og cand. mag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her