Kronik

Bertel Haarder – paradoksernes minister

At Haarder ofte har talt varmt om Grundtvig er der ingen tvivl om, men nogen socialliberal demokrat har han aldrig været
Debat
24. februar 2005

KRONIK
I Information kunne man den 19. februar læse en politisk analyse af Anders Fogh Rasmussens indsættelse af Bertel Haarder som ny undervisningsminister skrevet af Troels Mylenberg. Som analyse betragtet afslørede artiklen imidlertid en lidt rudimentær viden om Haarders virke som undervisningsminister i årene 1982-1993.
Bertel Haarder var i sin tid den klareste danske eksponent for 1980’ernes ’New Right’. En syntese mellem to traditionelle modsætninger: Liberalisternes tro på det frie marked som reguleringsform og de konservatives tro på den ideologisk stærke stat, i udlandet symboliseret ved Thatcher og Reagan. Haarder ønskede at uddannelserne i vid udstrækning skulle basere sig på skoletraditionen før 1960’ernes reformpædagogik. Uddannelsesopfattelsen er også kendt som »restaurativ pædagogik«. Den restaurative pædagogik tager, i modsætning til reformpædagogikken, udgangspunkt i barnets tilpasning til samfundet, frem for i barnet selv. Børn og unge blev langt hen ad vejen betragtet som tomme kar »noget skal hældes i«. Udvikling af selvstændighed og kritisk tænkning var derimod mindre centralt. Haarder var indædt modstander af nye indlæringsformer baseret på tværfaglighed, emneundervisning, gruppearbejde, projektarbejde og anvendelsen af elevernes egne erfaringer. Han ville have en skole, som koncentrerede sig om at formidle grundlæggende kundskaber med fokus på hukommelsesstof og oversigtsviden. Ulighed var et eksistensvilkår og dygtige elevers muligheder skulle ikke hæmmes af lighedshensyn. Haarder formåede at forvandle uddannelsesområdet til et laboratorium for en nyliberal omdannelse af den offentlige sektor. Flere af Anders Fogh Rasmussens tiltag har således klare paralleller i 1980’ernes uddannelsespolitik. Haarder videreførte den nedskæringspolitik, som socialdemokraterne havde påbegyndt i slutningen af 1970’erne, men han formåede at forvandle denne til et offensivt politisk instrument for ideologiske ændringer med kampagnebegreber som »effektiviseringer« og »produktivitet«. Uddannelsesområdet skulle hele tiden nå mere på mindre tid med færre økonomiske og faglige ressourcer.

Re-traditionalisering
I første halvdel af sin ministerperiode var Haarder primært ny-konservativ. Et af hans første tiltag var at nedsætte nye læseplanudvalg for dansk, historie og samtidsorientering. Målet var en re-traditionalisering af dansk og historie. Haarder lancerede sine krav om ændringer i form af en større kampagne i medierne om, hvor katastrofalt lidt danske elever vidste om 1864, hvorfor afgørende ændringer var nødvendige. Denne kampagnemåde at skabe politik på skulle blive et kendetegn for 1980’erne. Det er tankevækkende, at Haarder ved sin genindtræden som minister i dag, 22 år senere, igen postulerer, at han vil styrke historieundervisningen i folkeskolen. For sandheden er, at Haarder nok stillede nye ideologiske mål op for undervisningen i fag som historie og dansk, men samtidig svækkede han begge dele gennem de generelle forringelser af folkeskolen og læreruddannelserne. Folkeskolens historieundervisning og elevernes historiske paratviden var formodentlig ringere end nogensinde, da Haarder takkede af som minister, og ingen af delene er desværre blevet bedre siden. Haarder lagde ikke skjul på, at han ville benytte alle de beføjelser, han havde, for at styrke sit eget uddannelsessyn i skolen, på bekostning af det reformpædagogiske. »Frisind er ikke en åben ladeport«, skrev han i Politiken i november 1982. De nye læseplanudvalg var administrativt nedsatte udvalg, der kunne ændre skolen uden ændringer af lovbestemmelser eller formålsparagraffer, og der gik kun 20 dage fra hans tiltræden til han nedlagde det centrale uddannelsesråd (CUR), som indtil da havde sikret en inddragelse af de berørte parter fra skole- og forskerverdenen. Haarder ændrede magtudøvelsesformen grundlæggende i uddannelsespolitikken. Elever, studenter, lærere og forskere blev igennem hele hans ministerperiode holdt uden for indflydelse. Uddannelserne blev udviklet uafhængigt af civilsamfundets organisationer igennem ministerhåndplukkede ad hoc udvalg. Kulminationen blev omlægningen af undervisningsministeriet omkring 1989. Direktoraterne, der administrerede ifølge lovgivningen, blev afløst af afdelinger, der sorterede direkte under ministeren. Resultatet var en voldsom centralisering af magten omkring ministeren. Haarders måde at bedrive politik på kaldes for strategisk ledelse. Den autoritære ledelse sætter dagsordenen og skaber efterfølgende tilslutning til denne gennem massemediebaserede holdningskampagner. Man så det første gang i spørgsmålet om historieundervisning i 1983, og vi har set det gentagne gange siden, ikke mindst i løbet af Anders Fogh Rasmussens regeringstid. I Haarders første periode som undervisningsminister kunne det undertiden give sig usædvanlige udslag, som da han i januar 1984 fik skrevet ikke-eksisterende uddannelser på skemaet med uddannelsesønsker, som blev sendt ud til eleverne. Haarder ønskede »industriel grunduddannelse« og »ældre-omsorgsuddannelse« oprettet og ville benytte elevernes eventuelle ansøgninger for at lægge yderligere pres på Folketinget. Reelt blev 15-16 årige skoleelever taget som gidsler af ministeren.Haarder havde en forestilling om, at styringen af uddannelsesområdet i højere grad skulle være markedet. Men direkte privatiseringer kom ikke på tale. I stedet blev der tale om en »markedsmæssiggørelse« af uddannelsessystemet, sammenfattet i det såkaldte »Perestrojka-oplæg« fra 1988. Der skulle etableres et frit forbrugsvalg imellem de forskellige uddannelsesinstitutioner, som skulle konkurrere om eleverne på markedsmæssige vilkår. Regelstyringen blev afviklet, til fordel for taxameterstyring, hvor ressourcerne blev tildelt gennem bloktilskud. Politikerne kunne herefter sætte de faglige mål uden at skele til om disse kunne realiseres inden for de økonomiske rammer. På universiteterne kan man i dag se konsekvenserne. Uddannelsesinstitutionerne er blevet presset til at sænke det faglige niveau for at kunne hænge sammen økonomisk, som fem universitetsprofessorer påpegede i juni 2004.

Styring af unges ønsker
At Haarder var en paradoksernes minister afspejles af, at han samtidig med sine stærke tro på markedet forvandlede adgangsbegrænsningssystemet og totaldimensioneringen til nærmest planøkonomiske tilstande. Haarder forsøgte i højere grad end nogen tidligere minister at styre unges uddannelsesvalg. Der skulle uddannes flere økonomer og ingeniører og langt færre skolelærere, pædagoger og læger. Det ville skabe økonomisk vækst. Resultatet blev imidlertid blot den mangel på kvalificeret arbejdskraft inden for de tre områder, som Danmark døjer med den dag i dag. Den politiske kulmination blev gymnasiereformen fra 1987 efterfulgt af indførelsen af delvis brugerbetaling og de nye styrelseslove fra 1989, hvor ledelsen af de enkelte institutioner blev reorganiseret efter model fra det private erhvervsliv, med stærke lokale ledere i direktørrolle underlagt bestyrelser, hvor elever og lærere var i klart mindretal. Haarder efterlod sig et hærget uddannelsessystem, og det var symptomatisk, at hans gymnasiereform med nedlæggelsen af den gamle matematisk-fysiske gren resulterede i en regulær sænkning af niveauet i de naturvidenskabelige fag. Kritik var alle år ilde hørt af Bertel Haarder. Ud over at han målbevidst søgte at holde kritiske elev- og studenterrepræsentanter ude af udvalg, der arbejdede med udvikling af uddannelsesområdet, forsøgte han sig også med en lang række statslige indgreb over disse. I november 1982 forsøgte han f.eks. at fjerne elevorganisationernes tilskud fra tipsmidlerne, og efter at massive elevprotester i 1983 havde forhindret Haarder i at hæve klassekvotienterne i gymnasiet, kom det såkaldte ’hetz-cirkulære’. Ministeren gik direkte ind og blandede sig i, hvordan elevrådene på statsgymnasierne skulle organisere sig og bruge deres penge. Målet var at blokere for, at elevråd tilsluttede sig Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. For Haarder var der aldrig tale om »frihed for Loke såvel som for Thor«. Troels Mylenberg karakteriserede i sin analyse Haarder som »en af de venstremænd, der hælder til den radikale, læs socialliberale, udgave af liberalismen. Altså den med rødder i Grundtvig, højskolebevægelsen, det landlige danske bondeliv og den fine demokratiske tradition der udspringer deraf.«
Tiden som integrationsminister skulle repræsentere en afvigelse fra Haarders generelle liberale politiske tilbøjeligheder. Det må unægtelig siges at være en sandhed med modifikationer. At Haarder ofte har talt varmt om Grundtvig, er der ingen tvivl om, men nogen socialliberal demokrat har han aldrig været.

Knud Holt Nielsen er ph.d-studerende ved Institut for nordiske studier og sprogvidenskab, KUA

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her