Læsetid: 4 min.

Den britiske skødehund

Det er efterhånden svært at se, hvilke fordele Storbritannien får ud af 'det særlige forhold' til deres transatlantiske fætre
22. februar 2005

INTERNATIONALT
Efter at have gennemført førstedagen af sit besøg i Europa i Bruxelles, bød præsident Bush i aftes den franske præsident, Jacques Chirac, på æresmiddag. Og da Bushs nye udenrigsminister, Condolezza Rice, foretog sin store Europarejse for to uger siden valgte hun at holde sin vigtigste tale i Paris. Vi kan heraf udlede, at amerikansk modvilje over for Frankrigs stålsatte modstand mod Irak-invasionen tydeligvis ikke er af vedvarende karakter. Gæstelister, tidsplaner og statsbesøg er vigtige symboler i diplomatiets sprog, og hvad amerikanerne har villet tilkendegive over for Frankrig med disse gestikulationer er tydeligvis, at »vi lige så vel kan tale med Jacques som med Tony.«
Der er fundamental forskel på den måde, Frankrig håndterer sit forhold til USA og den tilsvarende britiske metode. I hjertet af den angloamerikanske alliance finder vi kernevåbensamarbejdet. Siden 1961 har Storbritannien kunnet trække på en stor del af den amerikanske kernevåbenteknologi. Derimod har Frankrig valgt at udvikle sine egne systemer. Storbritanniens nukleare afskrækkelsespotentiale beror i vidt omfang på samarbejde med USA. Det samme ikke er tilfældet for Frankrigs.
Også på et andet samarbejdsområde har Frankrig afstået fra at involvere sig
lige så tæt med USA som Storbritannien har, nemlig udveksling af efterretninger. Amerikanske efterretningsfolk deltager på rutinemæssig basis i de møder, der finder sted i den britiske efterretningsledelse, Joint Intelligence Committee. Det ville være utænkeligt i Frankrig.

Det ’særlige forhold’
Alle britiske premierministre og udenrigsministre har lagt så stor vægt på det intime samarbejde med amerikanerne, og at bevare det ’særlige forholds’ fortrolighed har traditionelt haft høj prioritet for London. Paris har i stedet sat i en ære i at holde sig uafhængig. Disse grundforskelle i orientering har selvsagt stor betydning for, hvordan de to store europæiske vestmagter kan forvalte deres forhold til supermagten på den anden side af Atlanten.
Der er grund til at spørge: Er det en fornuftig politik for Storbritannien at opretholde så stor afhængighed af USA?
Ved at opretholde egne atomslagstyrker var Storbritannien og Frankrig i stand til at beskytte sig selv mod et angreb fra Sovjetunionen, hvis USA skulle trække sin atomparaply væk fra Vesteuropa. Men den tid er for længst forbi. For Storbritannien og Frankrig er fordelene ved uafhængig nuklear afskrækkelse, om den så er baseret på amerikansk teknologi eller ej, i dag langt mindre end før.
Hvad informationsudveksling angår, er den tid, hvor et enkelt land eller par lande måtte værne om deres egne efterretningsindsamlinger, også forbi. Realiteten fremover er, at effektiv handling imod trusler fra terrorgrupper, der er fjendtlige over for Vesten, vil kræve maksimalt samarbejde mellem alle vestlige efterretningstjenester. Franskmændene med deres store kendskab til ekstremistiske gruppe inden for Frankrigs store algeriske indvandrersamfund, har gode chancer for at opdage materiale, der vil kunne blive af største vigtighed for britiske og amerikanske sikkerhedstjenster.
En yderligere ulempe ved den stærke britiske afhængighed er det indtryk den skaber af Blair som Bushs skødehund. Det kan virke ydmygende, at vi i Storbritannien giver USA al den assistance, som vi overhovedet er i stand til at levere til dets krig Irak, og absolut intet får igen. F.eks. var vi nødt til pænt at spørge den amerikanske regering, om vi kunne få de britiske statsborgere, der var interneret i Guantánamo tilbage, så vores eget retsvæsen kunne retsforfølge dem. »Det kan desværre ikke lade sig gøre,« lød svaret.
Et andet eksempel: Den britiske finansminister Gordon Brown præsenterede for nylig et ambitiøst forslag om at beskære Den Tredje Verdens gæld ved et møde, der samlede finansministre fra verdens rigeste nationer, USA indbefattet. Den britiske regerings holdning er, at en sådan gældslettelse bør indgå i et handlingsprogram, der kan reducere Afrikas enorme fattigdom væsentligt. »Det kan desværre ikke lade sig gøre,« lød svaret igen fra USA’s regering. Ikke engang The New York Times var tilstrækkeligt chokeret over afvisningen og den pure, prompte måde, den faldt på, til at kritisere den på lederplads.

Arven fra de Gaulle
Det kunne have været interessant at overhøre, hvad Bush og Chirac sagde til hinanden ved middagselskabet i går aftes, men Chiracs bemærkninger var utvivlsomt meget forskellige fra de toner, den amerikanske præsident plejer at høre fra Blair. Skønt de sikkert var høfligt og diplomatiske formulerede var hans udtalelser utvivlsomt i bedre overensstemmelse med den holdning, som er fremherskende på størstedelen af det europæiske kontinent. Man må gå ud fra, at Chirac igen understregede, at Frankrig anser ’førstegangsslag’ og ’præventive krige’ for uklogt, og at Frankrig anser det for forkert at tilsidesætte Genève-konventionerne om behandling af krigsfanger og forbud mod tortur. Iraks eksempel må have gjort det muligt for Chirac at fremsætte disse argumenter med stor styrke.
Guderne skal vide, at Chirac er meget langt fra at være den moralske dyds udtrykke billede. Korruptionssigtelser venter på ham, så snart han træder tilbage som præsident, og han har hele sit liv været en kalkulerende opportunist. Men på en eller anden måde har Frankrig langt bedre end Storbritannien formået at hævde en evne til at kritisere amerikansk stormagtspolitik og gå egne veje om fornødent. Jacques Chirac er gaullist, og dette er den store arv fra Charles de Gaulle. I den forstand er det Frankrig, der viser vejen for Europa – ikke Storbritannien.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu