Læsetid: 4 min.

EU bliver økonomisk stormagt

EU bliver en økonomisk verdensmagt. Og det må USA forstå at indrette sig efter – Bush kan gøre en begyndelse, når han i morgen besøger Bruxelles
Debat
21. februar 2005

INTERNATIONALT
I morgen besøger præsident Bush Bruxelles. Det kan meget vel blive det vigtigste udenlandske besøg i hans embedstid. Angiveligt drager Bush af sted, fordi han ønsker at føre samtaler med den europæiske unions ledere. Havde et hvilket som helst andet statsoverhoved begivet sig ud på en sådan pilgrimsfærd, ville knapt et øjenbryn have løftet sig diplomatiske cirkler. Men for Bush kan dette besøg blive en skelsættende erkendelse.
EU-embedsmænd har ikke være sene til at påpege, at Bush i sin første periode som præsident kun refererede ganske få gange og kun i forbigående til Den Europæiske Union. Det er ikke den anerkendelse, man kunne forvente af et EU, som er verdens eneste økonomiske supermagt og en stærk rival for USA i den globale økonomi. Indtil nu har Bush-regeringen foretrukket at agere i forhold til de enkelte europæi-ske lande og stort set lukket øjnene for det faktum, at 455 mio. europæere i 25 medlemsstater har etableret det første transnationale styringsrum i historien. EU er verdens største eksportør og kan prale af det største indre marked på jordkloden. Hertil kommer, at de fleste EU-landes fællesvaluta, euroen, nu står stærkere end dollaren på de globale markeder.
USA er nødt til at finde en måde at indrette sig på de nye magtfulde realiteter, som er under udvikling på den anden side af Atlanten. Når det gælder Europas økonomiske statur, betragter de fleste amerikanere – foruden et højtråbende antal euroskeptikere i Europa selv – den eu-ropæiske økonomi som en døende eller i bedste fald skrantende patient, der er tvunget i knæ af markedsfjendtlige bestemmelser, et ufleksibelt arbejdsmarked, en stadigt stigende arbejdsløshed, overgenerøse velfærdsprogrammer, opsvulmede statsbureaukratier og en aldrende befolkning. Skønt nogle af af disse påstande har noget for sig, er der en dybere sandhed, som overses i hele denne generelle Europa-nedrakning.
Stort set hele det europæiske kontinent lever nu under et fælles flag, et fælles pas og inden længe formentlig også en fælles forfatning. Alligevel er amerikanere stadig tilbøjelige til at sammenligne Tyskland med USA, Storbritannien med USA eller Frankrig med USA.
På den kommercielle arena bliver sådanne sammenligninger imidlertid stadigt mindre meningsfulde, i takt med at stadigt flere virksomheder i Europa betragter sig som netop europæiske. Dette er en naturlig følge af, at de europæiske virksomheder i stigende grad falder ind ind under den paraply af fælles ordninger, der administreres fra EU i Bruxelles, på samme måde som de amerikanske virksomheder falder ind under de fælles amerikanske ordninger, der administreres fra Washington D.C.
Det betyder, at vi er nødt til at nytænke selve konceptet om europæiske stater og begynde snarere at se dem som dele af EU, på samme måde som vi betragter de 50 amerikanske stater som dele af De Forenede Stater. I stedet for at sammenligne Tyskland – den største stat i den europæiske økonomi – med USA, burde vi sammenligne det med Californien, den største stat i den amerikanske økonomi. Anlægger vi denne optik, får vi pludselig et fuldstændig forandret billede, og først da kan vi begynde at fatte de kolossale dimensioner i EU's økonomiske integration og dens potentielle implikationer for Amerika: Tysklands økonomi er væsentligt større end Californiens økonomi, og Storbritanniens økonomi er næsten dobbelt så stor som USA’s næststørste økonomi, New York. Frankrig er næsten 50 pct. større end vores tredjestørste økonomi, Texas, og Italien er mere end dobbelt så stort som vores fjerdestørste økonomi, Florida osv.

Uklogt at ignorere EU
I mange af verdens førende industrier er det transnationale selskaber med base i Europa, der dominerer i den kommercielle konkurrence og handel. Europæiske finansinstitutioner er hele verdens bankierer: 14 af verdens 20 største kommercielle banker er i dag europæiske. Kemisk industri, ingeniør- og byggevirksomhed, flyindu-stri, medicinal detailhandel og forsikringsbranchen er blot nogle af de områder, hvor europæiske selskaber giver deres amerikanske konkurrenter baghjul.
61 af de 140 største selskaber på Global Fortunes liste er europæiske, 50 er amerikanske. Dermed ikke være sagt, at europæisk erhvervsliv generelt har erobret fø-rertrøjen og distanceret deres amerikanske konkurrenter, for der er stadig mange industrier, der er præget af komfortabel amerikansk dominans. Pointen er, at de eu-ropæiske baserede globale selskaber som hovedregel er fuldt konkurrencedygtige med deres amerikanske modparter.
Endnu har EU’s økonomi dog lang vej at gå, hvis den skal nå målet om at blive verdens mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensbaserede økonomi. Væksten er lav på grænsen til stagnerende, arbejdsløsheden høj, og de europæiske medlemsstater er alt for sendrægtige til at integrere sig i EU’s indre marked. Men det vil være uklogt af USA at ignorere det europæiske kontinents langsigtede økonomiske potentiale. Inden for de kommende 20 år vil EU’s medlemsstater udvikle et gnidningsløst transport, kommunikations- og energinetværk og skabe et samlet sæt protokoller og politikker for at regulere sit handelssamkvem.
Samtidig vil engelsk i stigende grad blive europæisk erhvervslivs lingua franca. Hvis EU kan indrette sine medlemsstaters gensidige handelssamkvem med samme effektivitet, som De Forenede Stater har gjort, vil EU suverænt blive verdens førende økonomiske magt.
Man har gjort et stort nummer ud af de økonomiske fordele, USA har opnået ved åbne op for politisk dialog og handelsrelationer med Kina. Men præsident Bush og hans rådgivere bør holde sig for øje, at Kina trods dets formidable vækstrater, stadig præsterer et BNP, der er markant lavere end EU.
Og inden for de næste to år vil EU’s medlemsstater ratificere en europæisk forfatning, der konsoliderer en 50-årig udvikling hen imod skabelsen af Europas Forenede Stater.

Jeremy Rifkin er leder af ngo'en The Foundation on Economic Trends og forfatter til 17 bøger om teknologiske og økonomiske forandringsprocesser, senest ’The European Dream’, der udkom i 2004

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her