Læsetid: 4 min.

Vil Fogh bombe Iran?

Inden valget ville det være rart at kende VK-regeringens holdning til USA’s overvejelser om at angribe Iran
Debat
2. februar 2005

Kommentar
Den danske regering fører fortiden ikke kun indenrigspolitik men i allerhøjeste grad udenrigspolitik. VK-regeringen sluttede op om USA’s invasion af Irak. I disse dage har flere i den amerikanske Bush-regering ytret overvejelser om, at Iran må blive det næste mål. Er den danske VK-regering så også i fuld beredskab?
Det danske Udenrigsministerium udsendte for nyligt regeringens officielle initiativ over for Mellemøsten, kaldet ’Det Arabiske Initiativ’, som også inkluderer Iran. Det arabiske initiativ er bestemt ikke noget krigsoplæg, tværtimod er Udenrigsministeriets officielle ønske først og fremmest fred, dialog og samarbejde om at bekæmpe terrorisme. Det er »langsigtede mål«, understreges der, hvor kvinders rettigheder, frie og uafhængige medier, demokratisering og beskyttelse af menneskerettigheder har høj prioritet. Men »man skal være tålmodig«, skriver Udenrigsministeriet. Ingen hurtige løsninger, initiativet ønsker derimod »at etablere den helt nødvendige basis for en bredere dialog«.
Det ville derfor være interessant at prøve at forestille sig, hvordan en iransk skoleelev så på initiativet, netop fordi skolen må betragtes, som et af de steder, hvor basis skal etableres.
Under det islamiske regime i dag lærer børnene (som man ikke gjorde så meget ud af under det forrige regime) at tage kritisk stilling til Vestens politik i landet. F.eks lærer man børnene, at revolutionen i 1905 hovedsagelig blev udløst som et resultat af især britiske og russiske toldsatser, der var ved at kvæle den indre iranske købmandshandel. Derefter hører de om de facto kolonialisering af landet af englænderne og russerne i begyndelsen af det 20. århundrede.
Året 1951 er vigtigt. Det var det år, hvor Mosaddeq nationaliserede den iranske olie, der tidligere hovedsagelig havde været på engelske hænder. Resultatet blev, at Mosaddeq blev afsat ved et statskup, udført af den iranske hær og godt hjulpet af den amerikanske efterretningstjeneste CIA.

Kvinders stilling
De lærer også, at amerikanerne derefter indsatte Muhammed Reza Shah, som var i lommen på USA. På det sidste har de også lært om USA’s millitæroprustning af Irak i 1980’erne, dvs. under Irak-Iran krigen, hvilket som bekendt trak en blodig og traumatisk nabokrig ud i langdrag. Iran-contra affæren er sikkert også obligatorisk læsning.
Kvinders stilling i Iran, kunne man sagtens forestille sig som en del af pensum på 9.-10. klasses niveau. Iranske kvinders stilling har nemlig længe haft en central placering i Mellemøstens uden- og indenrigspolitik. For udenrigsminister Per Stig Møller og integrationsminister Bertel Haarder er ikke de første, der bekymrer sig om kvinders stilling i Mellemøsten.
I mere end et århundrede har det haft europæiske statsmænds interesse. Lord Cromer, Egyptens kolonibestyrer i begyndelsen af 1900-tallet, mente således, at det var nødvendigt at bibeholde den engelske besættelse af Egypten, så længe de egyptiske kvinder var nødsaget til at bære slør og leve i harem.
Der har således været ført en del aggressiv kolonipolitik under dække af kvindefrigørelse. En bagtanke, som man ikke kan skylde VK-regeringen for, da regeringen øjensynlig ikke kender til den, men som vil vække genklang hos de iranske skoleelever. De har nemlig læst deres Shariati.
Ali Shariati var efter revolutionen i 1979 sammen med Ayatollah Khomeini Irans førende chefideolog. Han var uddannet i Paris, hvor han havde læst sociologi, og han gjorde sine iagttagelser om ’Vestens dukker’ i Muhammed Reza Shahs regeringstid. Kulturimperialisme kaldte han det, når Vesten fratog tredjeverdens lande deres karakter og traditionelle værdier og af den vej afskaffede enhver form for modstand for dermed bedre at kunne udnytte dem økonomisk. Kvinden, som han opfattede som familiens grundpille, var et perfekt mål for Vestens kulturimperialisme, og også et let mål, da kvinden af natur er følsom og hurtig til at begejstres. Så under dække af ’sød tale’ om ’mistede rettigheder’, kunne Vesten dermed få den iranske kvinde i tale og hurtigt omdanne hende til en ikke-tænkende-forbrugs-dukke. Og nye markeder for Vestens varer var således succesrigt planeret. Men som sagt er det her børnelærdom for iranske børn. Og en sandsynlig konklusion fra en kvik elev i skolen ville også være, at Vesten i dag med USA (og Danmark?) i spidsen fører den sædvanlige politik: Med den ene hånd afklapser de, og med den anden hånd forsøger de at infiltrere og underminere den iranske kultur, ved hjælp af
f.eks. den danske regerings søde ord om kvinders rettigheder.
Klar tale? Næppe for Per Stig Møller og Bertel Harder. Men »gensidig tillid tager tid at opbygge«, som det hedder i Udenrigsministeriets pjece, og man skal være »åben«.
Den britiske regering skulle ifølge Sunday Times have udtalt, at de ønsker forhandling med Iran frem for endnu en krig i Mellemøsten. Hvor står den danske regering? Det ville være rart at få et svar, inden vi går til stemmeurnerne den 8. februar.

*Mette Søltoft er cand.mag. i persisk sprog og kultur

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her