Læsetid: 2 min.

Fogh som personligt brand

Debat
5. februar 2005

valg 2005
kommunikationsrådgiver og forfatter til ’Berømmelsens Anatomi – otte fortællinger om personlig branding’ Valgkampen var ikke mange dage gammel, før Anders Fogh Rasmussen på spørgsmålet »hvorfor dyrker statsministeren så meget motion?« – lidt frækt måske – kunne henvise til synet af overvægtige folketingsmedlemmer i dårlig form. Nu er det snarere reglen end undtagelsen, at folketingsmedlemmer må tænke i udseende. Da jeg på et tidspunkt rådgav den nuværende udenrigsminister, var jeg ikke sen til at få ham fotograferet på en motorcykel på Christiansborg Ridebane – netop for at indikere, at der findes en anden Per Stig end den universitetstørre mesteranalytiker, vi kender. Havde jeg været Lykketofts rådgiver, ville jeg tilsvarende have rådet ham til at gøre mere ud af sin fysiske form. Fordi vores slanke og adrætte statsminister ikke blot stikker af fra mange af sine kernevælgere, men også fra sin absolut frodige førstedame, har smudspressen – anført af den tidligere insider Henrik Qvortrup – ikke været sene til at fremkomme med insinuationer omkring statsministerens seksuelle præferencer. Se og Hør-læsere med flere må have holdt vejret, da Foghs partner i kampen for homoseksuelles rettigheder, Flemming Oppfeldt, satte sin karriere overstyr i 2004. Ville det ramme Fogh?

Den androgyne Fogh
Når Fogh er gået styrket ud af ’bøsseballaden’, som Ekstra Bladet så smagfuldt har kaldt den, skyldes det ikke blot, at tiderne – heldigvis – er anderledes, men også at en androgyn attitude med appel til begge køn i dag tegner en stærkere platform end det slavisk heteroseksuelle. For navnlig Anders Foghs generation, 68-generationen, var androgyne skikkelser som David Bowie, Lou Reed eller for den sags skyld en Dan Turèll en åbenbaring i forhold til de kedelige kønsroller som karakteriserede 1950’erne. For raske drenge og piger er sex med en af eget køn i dag snarere et tegn på at man tør, end et tegn på noget utilbørligt, som den kristne moral vil have os til at forstå.

Bøsser er trendy
Hvor det for en højreleder i fordums tid havde været politisk selvmord med et så klart venstreorienteret standpunkt som for eksempel homovielser i folkekirken, er det i det hastigt foranderlige globaliserede videnssamfund en fordel, at kunne tale, ikke blot med majoriteten af børnefamilier, men også med de trendy innovatorer og avantgardister, som er synonyme med metroseksuelle miljøer. Jeg vil vove den påstand, at lige siden Socialdemokratiet med succes indførte velfærdsstaten, har det for borgerlige regeringschefer været kropumuligt at lave rendyrket borgerlig politik. Når Anders Fogh Rasmussen uventet kan slippe godt af sted med højreorienterede økonomiske tiltag, som ville have kostet en Poul Schlüter hans politiske liv, skyldes det også, at den progressivitet som Fogh skal repræsentere, ikke på nogen måde kommer i vejen for den frie markedsøkonomi. Tværtimod! I en verden, hvor performance og omstillingsparathed i tiltagende grad er plusord, er et metroseksuelt engagement, for nu at bruge et af tidens trendy udtryk, en længe undervurderet styrke. Og Fogh har i en dristig manøvre formået at tilføje dette metroseksuelle engagement til sit i forvejen stærke personlige brand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her