Kronik

Husk lige Proust

Smagsdommeriets ulidelige lethed
Debat
28. februar 2005

KRONIK
Jeg har en ven, en almindelig mand i 50’erne. Han er venlig og imødekommende, elsker sin kone og to døtre, er glad for sit arbejde, står op klokken fem og fører lange samtaler med sin hund under deres fælles morgentur. Han er ikke intellektuel, men han har en åbenhed i sindet, der minder om et barns, hans holdninger er præget af en uskyld, som modsiger hans furede ansigt, og som jeg ved, skræmmer og frastøder nogle.
En dag fik han fat i en bogklubudgave af James Joyces Ulysses. Jeg advarede ham med det samme og tænkte i mit stille sind: Den knækker du nakken på, ligesom alle de andre, der gav op på side 50. Ha!
Efter et par uger spurgte jeg ham, hvad han mente om bogen.
»Den er fantastisk. Jeg har aldrig læst noget lignende. Jeg sluger hver side og tænker på den dag og nat. Den er mere spændende end en kriminalroman.«
En bog møder en læser. Det er som om, de store værker befinder sig et sted hinsides det elitære og det middelmådige, og udsender stråler af et klart lys, som rammer det åbne læsersind uanset forudsætninger.

Let og humoristisk
For nylig læste jeg sidste bind af Marcel Prousts På sporet af den tabte tid: Den genfundne tid.
Halvvejs inde i bogen kommer fortælleren ud for nogle tilsyneladende ligegyldige begivenheder, han snubler over en brosten, han hører en skes klirren mod en tallerken og en stofserviet berører flygtigt hans kind.
Disse banale hændelser bliver sammen med den velkendte Madeleine-kage dyppet i lindete nogle af de ledemotiver, der skal bringe orden i det kaos af erindringsstof, som hidtil har buldret i fortællerens hjerne uden at finde en form brugbar for et litterært værk.
I ét nu står han med den kompositoriske nøgle til den roman, han vil skrive, – bogen vi læser – han skal bare stikke nøglen i låsen og lukke op for strømmen af ord, så skriver de nærmest sig selv. Som Proust selv udtrykker det, bogen eksisterer på en måde allerede, inden i ham selv.
I sidste bind af sin roman orkestrerer Proust ledemotiver, handlingstråde og romanpersonernes skæbne til en sidste sats af en romansymfoni, der ligesom Wagners Ring kan kaldes et ’Gesammtkunstwerk’, selv om det i mine øjne har end anden romansk lethed end Wagners germanske tyngde. Trods sine 3.000 sider og sit ry for utilgængelighed, er Prousts tonefald i virkeligheden let og humoristisk.
På nogle få sider udfolder fortælleren herefter sine betragtninger om kunstens vilkår og kunstværkets natur, en slags programerklæring for den bog, vi er i færd med at
læse, en poetik for det, som Proust anser for det gode kunstværk.

Tidens modeluner
Samtidig giver han sin kommentar til tidens (fin de 19. siècle etc.) litteratur og litterære modeluner, og ikke mindst til kritikkens rolle i dette spil.
»Måske er det snarere efter sprogets kvalitet end efter den særlige æstetik, man kan bedømme det trin, hvortil det åndelige arbejde er nået. Men med denne sprogets kvalitet, som teoretikerne tror at kunne undvære (ja, selv når man vil studere karakterens love, kan man gøre det lige godt, om man vælger et alvorligt eller frivolt emne, ligesom en anatom lige så godt kan studere anatomiens love på en idiots som på en talentfuld mands legeme: de store åndelige love lige så vel som lovene for blodomløbet og nyreudsondringen er kun lidet forskellige efter individernes forstandsmæssige værdi), forholder det sig omvendt således, af de, der beundrer teoretikerne, let får den anskuelse: at den ikke er bevis for nogen stor intellektuel værdi, en værdi, som de, for at skelne den, endelig må have udtrykt direkte, fordi de ikke kan udlede den af et billedes skønhed.«
Om de litterære teorier og ’smagsdommeriet’ siger Prousts fortæller videre:
»Men så snart den spidsfindige forstand begynder at bedømme kunstværker, er der ikke mere noget fast og sikkert: man kan bevise, hvad man vil. Medens det virkelige talent er et gode, en erhvervelse for hele verden, hvis tilstedeværelse man først og fremmest bør konstatere bag tankens og stilens udvendige moder, er det netop disse sidste, kritikken standser ved, når den skal klassificere forfatterne. Den salver en skribent, der ikke bringer noget nyt budskab, til profet på grund af hans arrogante tone, den foragt for den foregående skole, han skilter med.«
Da jeg havde læst disse diagnostiske overvejelser over litteraturens helbredstilstand for hundrede år siden, fik jeg det, som Proust må have haft det, da han dyppede kagen i eftermiddagsteen og førte den til læberne: »Hvad er det det her minder mig om?«

Ordenes kraft består
Pludselig gik det op for mig, at Prousts ord tonede igennem årenes myldrende strøm af begivenheder og forandringer, af nationers og individers fødsel og tilgrundegåen mellem det forrige sekelskifte og det sidste, eller mere præcist, at ordene så stort på og udslettede spandet af tid, så at de første år af århundredet før dette, og årene nu, de spæde skridt i det 21. århundredes tidlige barndomsår, smeltede sammen og foregav, at tiden nu i sin substans var som tiden dengang, fordi det som optager os i bevidsthedslivet og litteraturens og kunstens vilkår forbliver de samme til alle tider, eller i hvert fald på tidspunkter, som ligner hinanden, sådan som hvert århundredes fødsel og første barneår ligner de andre. Jeg indså, at digterens fysiske død, her
Prousts afsked med verden, kvalt af en lungebetændelse i en lejlighed i Paris i 1922, var uden betydning for ordenes kraft og for deres rækkevidde gennem årene.
Jeg kom til at tænke på
hele kanon-hysteriet, og denne skræk for, at et eller andet værk bliver glemt, hvis det ikke står i en litterær top-ti, udarbejdet af en kulturministeriel arbejdsgruppe.

Kunsten genopbygger
Jeg deler ikke denne frygt for glemsel. Læsning af en bestemt bog er en fin dialog mellem værk og læser, som ikke bør presses ned over nogen. Tænk hvis for eksempel Proust blev en del af en litterær kanon. Det ville være utænkeligt. På sporet af den tabte tid kan absolut kun indoptages på frivillig basis, og ofte via mange forsøg. Men selv en bog af det omfang har sine – om end få – læsere til alle tider. Den bæres videre henover årene. Ligesom i slutningen af Truffauts Fahrenheit 451 hvor alle bøger er brændt, men overlever i menneskers bevidsthed. Oscar Werner og Julie Chri-stie traver gennem snevejret og overhører omtrent følgende samtale: »Goddag, mit navn er Brødrene Karamassov.« »Og jeg er Madame Bovary!«
Det er som om, der i denne tid er frit slag for, at hvem som helst kan mene hvad som helst om en hvilken som helst bog. Vi er alle lige gode smagsdommere, og den næste nobelpris bør ubetinget gå til Jane Åmund.
Oversætteren Peer Sibast fortalte i et interview i Jyllandsposten, at Ivan Malinovski med sin gendigtning af Lorca, Neruda og Celan i Glemmebogen, som Rifbjerg har kaldt en livsvigtig lommebibel, åbnede hans øjne for verdenslyrikken.
Peer Sibast siger: »Blandt akademikere breder sig en tendens til, at de kan bedre og ved bedre. Men de store digtere gestalter virkeligheden i deres værker på trods af de indforståede kliker af smagsdommere. De benytter sproget som værktøj, og de tror på ordet mod politiske løgne og udenomssnak. Som oversætter opdager man det gang på gang. Enten har ordene dækning i virkeligheden, eller også er de sminke for politikersprog, som undertrykker eller forvrænger sandheden.«
Eller med Proust: »Mere end alt skulle jeg altså fjerne disse ord, der snarere vælges af læberne end af ånden, disse ord, fulde af humor, sådan som man nu ytrer sig under samtaler, ord, som man efter en lang konversation med andre kunstigt vedbliver at henvende til sig selv, og som fylder vort sind med løgn, disse rent legemlige ord, der hos skribenten, som nedværdiger sig til at nedskrive dem, ledsages af et lille smil… Men de sande bøger bør ikke være børn af det dagklare lys og den jævne passiar, men af tavshedens dunkelhed. Og da kunsten nøjagtigt genopbygger livet, vil der altid om de sandheder, man har nået i sig selv, svæve en atmosfære af poesi, en mystikkens sødme, der kun er sporet af det halvmørke, vi har måttet gennemtrænge, angivelsen af et værks dybde, nøjagtigt afmærket som ved en højdemåler.«
Så er det sagt!

Peter Kahlke er læge. Har tidligere skrevet artikler om litteratur

Litteratur: Marcel Proust: Den genfundne tid. På dansk ved C. E. Falbe-Hansen. Martins forlag 1964

Til foråret udkommer andet bind af Else Henneberg Pedersens nyoversættelse af Proust: ’I skyggen af unge piger i blomst’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her