Læsetid: 3 min.

Fra en lærers dagbog

Debat
16. februar 2005

Folkeskolen
af Svend Petersen
lærer, Ejby Kommune
Valgresultatet blev som frygtet, og hvad er det så, vi får? Den ældre overlærer på landsbyskolen ved det. I 30 år har han set verden ’udvikle’ sig, men aldrig så koldt og kortsigtet som nu. »Hvad var det nu lige, de snakkede om før valget ?« Om rummelighed, lønsumsstyring og Pisa-rapporten. Det med lønsumsstyringen sagde de ikke højt. Det har aldrig fået helt samme opmærksomhed som Pisa-rapporten. Rummeligheden har fået mange ord – men ingen værktøjer til at løse den. De er for længst sparet væk. Så det må jeg fortælle lidt om. For der gives næsten aldrig os, der udfører jobbet, mulighed for at komme til orde. Det tror jeg, at adskillige politikere i den nys genvalgte regering skal være glade for. Og så er der det, de slet ikke snakker om: ’restgruppeproblematikken’ Altså de 10-20 procent, som ingen magt på jorden kan trylle om til arbejdskraft i det ’innovative udviklingsorienterede samfund’ – i hvert fald ikke uden nytænkning. De jobs, som de kan bestride, bliver nedprioriterede, rationaliserede, privatiserede (læs: hurtig nedslidning og efterfølgende diskvalifikation).

Vente i årevis
Vi starter med rummeligheden. Vi har sådan ca. et par tvangsfjernede, voldsomt socialt belastede eller institutionsanbragte børn pr. klasse. Vi rummer de sædvanlige to-tre klassetrin inden for en klasses rammer. Vi forsøger desuden ihærdigt at integrere ’de sociale analfabeter’ fra vinderhjemmene. De er de tungeste at slås med for en velmenende lærer. De burde være en ressource, men er en belastning. Vi har ikke ressourcer til den nødvendige differentiering, hvis de famøse 10-20procent skal blive til andet end overførselsindkomstmodtagere. Hver gang vi vurderer, at et barn overhovedet ikke kan få noget, der ligner et rimeligt udbytte af undervisningen i en folkeskole, er kommunen nødsaget til at trække fra i den samlede tildeling til folkeskoleområdet. Ligningen hedder to specialskoleelever = en lærerstilling. Den lokale privatskole sier dem bare fra og sender dem tilbage til os. Vi kan vente i flere år på, at der sker noget i sager, der sikkert kunne rydde forsiden af Ekstrabladet. Socialforvaltningen føler sig presset til at sylte sagerne så længe som muligt – uanset vores udsagn om, at tidlig indgriben kunne decimere de langsigtede udgifter...De er også styret af kortsigtet økonomisk tænkning. Lønsumsstyring, dette herlige begreb, som er udviklet til perfektion takket være skattestoppet, virker sådan: Man vedtager en ’imaginær’ lærerløn – afhængig af den lokale kommunes pengekasse. I vores tilfælde svarer det til en lærer med syv års anciennitet. Så tildeler man skolen ’vejledende timetal’ – finder ud af, hvor mange lærerstillinger det så giver – og så får vi en lønsum. Gennemsnitsalderen for en folkeskolelærer er på den anden side af 45, så det er få, der bidrager positivt i det regnestykke.

Op ad bakke
Resultat: At vi i stedet for 17 lærere kun har råd til at være 16. Den sidste stilling, der statistisk set svarer til 20-21 ugentlige lektioner, må vi så ta’ fra eleverne. Så vi ender på minimumstimetal - blot forsøger vi ihærdigt at camouflere det. Vi har en stor pulje timer, der er os tildelt, men som vi ikke har råd til at udføre. Og hvis de så slår os sammen med en anden skole, bliver det rigtig sjovt. For så kommer de ’skæve eksistenser’ til at dominere scenen. Og hvad gør ’de gode elevers forældre ?’ Det samme som regeringens medlemmer. Melder børnene i en privatskole. Åååh, tag lige og check det ! Hvor mange folkeskoleelever kan regeringens medlemmer mønstre – uden for de velhavende kommuner ? Vi bruger alle de nødvendige test – og har gjort det i mange år. Men vi kan ikke få solen til at stå tidligere op, bare fordi man har bedt os om at anskaffe et stopur. Mangelen på undervisningstimer kan vi kompensere for ved at give eleverne flere lektier. Men resultatet er tvivlsomt. De fagligt stærke elever befinder sig alligevel på højt niveau – Der er arbejdsro i timerne på den lille skole. Men de fagligt svage, der ofte ingen støtte kan få hjemme, og evt. lever i et socialt kaos, vil få endnu flere nederlag, hvis vi øger presset på dem. De mangler tid. Lærertid især, men også tid til at glæde sig ved at lære noget i eget tempo. De kører hele barndomsløbet op ad bakke. Vi har lektiecafé, men sigten har jo huller – uanset hvor fintmasket, vi forsøger at gøre den. De unge lærere skræmmes væk, fordi det virker så udsigtsløst at kæmpe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her