Læsetid: 8 min.

LÆSERBREVE

Debat
2. februar 2005


Børnefødselsdag – et valgoplæg
Livet er tid. Vi har ikke andet. Vi er måske ikke andet. Vi er mange, der lever et liv styret af tidens intervaller. Kalenderen inddeles i uger, måneder. For projekter i år. Kan vi få plads til det eller det i uge 10, måske – eller skal det vente til efter uge 12. Vi skulle da i hvert fald gerne have skiferie i uge 8, eller skal det vente til næste år.
Jeg var til morgenfødselsdag hos mit barnebarn, Silje, der fylder tre år. Jeg er til stede; men dagens kalender er forskudt med de tre timer, morgenfødselsdagen forventes at vare. Godt nok; men spøgelset er der. Mor kommer ind med kager, flag og tre lys. Glad siger hun: »Det er fordi, du har fødselsdag i dag
»Har jeg fødselsdag – i dag?«
»Ja, i dag har du fødselsdag,« svarer mor.
»Nu?« spørges der med store blå, forhåbningsfulde øjne.
For et barn stadig tæt forankret med livet er selv et tidsinterval på kun en dag noget abstrakt. Er det ’nu’ eller ’ikke-nu’? Så hvad er det så lige, vi andre har gang i? Tidens trend fordrer etisk – religiøs oprustning mod kapitalismens altfortærende hærgen. Venstrefløjen bør allieres med kirken. Kulturen bliver fortørnet, og vil have sin plads. Ingen treenighed; her er kun plads til klassisk dualisme.
Gud er demokrati. Demokrati er Gud. Lovligt eller ikke lovligt, så må vi stadig godt føre krig i Guds navn. Vi godt ved, at det drejer sig om olie; men det er ok, at formål og mål pakkes i løgne. Det er uhøfligt at ’klæ’ a’. Så hellere intet.
Er Bertel Haarder ond? Eller er han bare ikke til stede i det, han gør? Ser han ikke sine handlinger, som de er, og overser han deres konsekvenser? Eksisterer ondskaben overhovedet? Eller taler vi bare om egoisme og mangel på indsigt og empati? Hvor er vi, og hvor skal hen?
Tag til børnefødselsdag – se hvor du kommer fra – og lad os starte igen. Det er nu. Velbekomme.

Jørgen Aanæs
Roskilde

Glem ikke hjemmefronten
Jeg har efterhånden hørt det fra flere fronter og senest i et indlæg af Karsten Lauritzen den 14.januar. Det handler om ideen om at danske feminister burde kæmpe for ligestilling mellem kønnene i den tredje verden – hvor der er ’et reelt problem’ – frem for på hjemmefronten, hvor vi ’da har ligestilling’. Det er en argumentation, der for det første lugter fælt af undvigemanøvre og et forsøg på at sætte mundkurv på feministerne og dermed også skrue ned for ligestillingspolitiske debatter i Danmark. For det andet er der faktisk mange feminister, som også kæmper for lighed mellem kønnene i ulandene og hos indvandrerfamilier herhjemme.
To væsentlige organisationer som Kvindeligt selskab og Kvinderådet har løbende fokus på kvinder fra lande uden for Europa, med blandt andet kampagnen ’Red Kvindeliv’ og i form af konferencer og foredrag.
Selv om der er en afgrundsdyb kløft mellem kvinders vilkår i Danmark og for eksempel Afghanistan, eller mellem enlige forsørgere herhjemme og familieløse børns og kvinders situation efter flodbølgen i Asien, så er det muligt for danske feminister og ligestillingsforkæmpere at se begge steder hen. For det ene hindrer jo ikke det andet!
Hvis Lauritzen føler, at den tredje verdens kvinders rettigheder bliver krænket, er det vel også oplagt selv at tage fat i problemet (og gerne i Venstres Ungdom!) frem for at fyre løs på feministerne. For kampen om ligestilling er ikke ovre endnu.
Man har først opnået ligestilling, når man accepterer og respekterer hinanden som lige individer. Der er således ikke ligestilling i Danmark, når den danske regering stadig godkender kvindelig prostitution og ikke kriminaliserer kunden. Eller når mænd og kvinder ikke får lige løn for det samme arbejde inden for alle områder. Og her dur Karsten Lauritzens argument om, at kvinder og mænd er gode til forskellige ting ikke.
At opnå millimeter-retfærdighed mellem kønnene er måske en utopi. Men det hjælper ikke en dyt kun at se mod den tredje verden og glemme hjemmefronten. Der er brug for ligestilling mellem kønnene i alle dele af verden.

Lisbeth Rindholt
cand. mag.

Hvor meget skal arbejdet fylde i vores liv?
I artiklen ’Arbejde adler – og tager værdigheden fra resten’ (15. jan.) diskuterer tre samfundsforskere arbejdsbegrebet ud fra en tese om, at vi arbejder alt for meget, hvorved arbejdet kommer til at styre vores liv. Forskerne mener, at vi lever vores sociale liv gennem arbejdet.
Det er forfriskende synspunkter, der normalt ikke florerer hos de politiske partier, hverken hos Socialdemokratiet eller de borgerlige. I dag skal vi være længere tid på arbejdsmarkedet, samtidig med at det er vigtigt at ’skabe karriere’ – uanset om man er specialarbejder eller har en kort eller lang uddannelse.
Dybest set handler arbejdslivet vel om at få brød på bordet og så være en god kollega. Hvor mange menne-sker, der direkte adspurgt, om de er glade for deres arbejde ville svare bekræftende – tillader jeg mig at stille spørgsmål ved. Det er min erfaring, at mange ofte er utilfredse, fordi de synes, det er svært at indfri de krav, der stilles til dem. Hvad der får dem til at fortsætte, er selvforsørgelsenstunge åg, snarere end lysten til arbejdet og at de er socialiseret til at have et arbejde. Hvis det arbejde, der er til rådighed i samfundet, blev fordelt mellem flere, kunne det være, arbejdslivet ville blive mere overskueligt for den enkelte. Der ville blive taget en del af presset fra folks skuldre.
Vi skal også tænke os grundigt om i forhold til vores forbrug. Det er misvisende at tro, det blot holder hjulene i gang – tværtimod får dette overforbrug fatale miljømæssige konsekvenser for de næste generationer.

Britta Johansen
Broby

Prygl
Igen hører vi vor ynkelige udenrigsminister påstå, at Danmark gik i krig, alene fordi Irak ikke overholdt FN-resolutionerne. Førte Danmark da en anden krig end USA, og er den i givet fald slut? Går VK ind for pryglestraf, når man ikke er artig? Det er da højrøvet, at VK føler sig berettiget til at handle på egen (eller Bushs) hånd, uden FN-mandat.

Torben Ellehammer

Til lykke med befrielsen
Til lykke til de irakiske folk, til lykke med valget og begejstringen
– og befrielsen
for Baath?
og Bush?
og baser?

Robert Refby

Det kan betale sig at være feminist
Der er langt imellem de kvindelige topledere og bestyrelsesmedlemmer i Danmark. I de 19 største børsnoterede virksomheder i Danmark er 7 pct. af de aktionærvalgte bestyrelsesmedlemmer kvinder. Og der er pt. 4 pct. kvindelige topledere i erhvervslivet. Hvilket ikke bare er trist ud fra et ligestillingsperspektiv, men også ud fra et økonomisk perspektiv.
Flere internationale undersøgelser viser faktisk, at virksomheder med kvinder i bestyrelserne klarer sig langt bedre end virksomheder udelukkende med mænd i bestyrelserne. Således viser en nylig undersøgelse af godt 1.000 norske virksomheder med mere end 100 ansatte, at der er en klar positiv sammenhæng mellem kvinderepræsentation i bestyrelsen og bundlinjen i virksomheden. Men flere kvinder i bestyrelserne ikke kommer af sig selv. Det kræver enten kvoteordninger eller en markant holdningsændring i virksomhederne. Norge er gået drastisk til værks for at sikre flere kvinder i bestyrelserne. Hvis de store norske virksomheder inden sommer 2005 ikke har 40 pct. kvinder i deres bestyrelser, vil regeringen indføre kvoter.
I dag får mange mænd en toppost eller en bestyrelsespost netop fordi de er mænd og har et godt netværk bestående af mænd. Der skal derfor særlige tiltag for at sikre kvindernes deltagelse. Ligestilling kræver politisk mod og vilje.

Pia Olsen
folketingskandidat for SF

Flag med streg over – stem på os
Min kone kan ikke lide franskmænd og hendes veninde har det ligesådan med italienere. For meget hvidløg. Jeg har det selv på samme måde med grækere. Når det kommer til ukrainere, polakker, jøder og kommunister føler vi os utrygge og spaniere, irere, finner og grækere bor så langt væk, at vi ikke kan forstå hvorfor de overhovedet skal have lov at færdes frit i Europa. Danmark er Europas midte og hvis ikke vi har det godt med dem, der vil være med, så skal de ikke have lov. Vi har det godt og vil ikke have forandringer.
Min kone, hendes veninde og jeg synes at flere burde have mulighed for at tilslutte sig tanken, så vi har derfor lavet en plakat med en masse flag med streg over. Så bliver ambassadørerne sure og vi kommer i avisen og kan blive valgt til folketinget.

Ulrik Bjørn
Valby

Stress – når opskriften virker
Lars Rasborg (LR), privatpraktiserende psykolog, har begået en kronik om stress (18. jan.), som jeg vil kommentere. Det er urigtigt, som LR anfører, at stress-symptomer ikke kan måles, idet de kan måles såvel fysiologisk som adfærdsmæssigt, tillige med den måling som består i registrering af en lang række psykiske og psyko-somatiske lidelser, hvor der er evidensbaseret viden om, at stress spiller en fremtrædende rolle – heriblandt hjerte/kar- og kræftsygdomme, som er de to hyppigste dødsårsager herhjemme. LR’s påstand om at stress ikke kan måles, annullerer han da også senere, hvor han anfører hjertebanken og svedtendens.
LR’s hovedpointe er en kombination af individualisering og psykologisering af stress-problematikken – uden dog at ulejlige sig med en definition af stress.
Inden for min teoretiske referenceramme er stress 1) en gennem evolutionen udviklet overlevelsesmekanisme, hvor den stressede organisme mobiliseres til kamp og/eller flugt (denne mekanisme deler vi med andre dyrearter); 2) når det enkelte individ bevidst/ubevidst vurderer, at en given situation er forbundet med risiko/fare, og hvis det er tilfældet, medfører det automatisk ovenstående mobilisering.
Naturligvis er risikovurderingen afhængig af personlige og individualhistoriske forhold, som er forskellige mennesker imellem, men spørgsmålet er om forskellighederne eller lighederne er det mest relevante udgangspunkt for at agere.
Den epidemiologiske forskning på området viser, at visse faggrupper og befolkningslag er mere udsat for at blive stressede og få stressrelaterede sygdomme end andre, og inden for arbejdspsykologien ved vi, at lav selvbestemmelse, store krav og ringe social støtte (i arbejdet) – påvirkninger som ikke kan forklares inden for en psykologisk referenceramme men skyldes politiske og økonomiske forhold – medfører stress. Sådanne forhold og reaktioner er fælles for mange mennesker og lægger derfor op til dels en fælles strategi for at ændre påvirkningerne, dels at de stressede mennesker taler sammen om, hvordan deres stressreaktioner ligner hinanden snarere end, hvordan de adskiller sig fra hinanden. Denne opskrift virker, ved jeg af erfaring. Men det giver selvfølgelig ikke så meget arbejde til de privatpraktiserende psykologer med individet som ’målgruppe’ for behandling.

Steen Obel
arbejdspsykolog

Hvem skal betale for strukturreformen?
Kommunerne er omfattet af skattestoppet. De skal gennemføre en strukturreform uden ekstra bevillinger, eller uden at måtte sætte skatterne op. Hvad bliver prisen så for det? Vi kommer til at opleve en serviceforringelse uden sidestykke i de nye storkommuner, og den kommer til at vare i mange år. Set i det lys er det populisme at love billigere børnepasningsordninger og bedre forhold for de ældre og svagt stillede. Hvor skulle de penge komme fra?
Der er forståeligt, at VKO ikke ønsker at bringe strukturreformen ind i valgkampen, for det kunne jo punktere den valgballon, hvor der står skattestop udenpå. Til gengæld er det uforståeligt, at Socialdemokraterne og De Radikale ikke gør det.

Torben Poulsen, Ullerslev

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her