Læsetid: 4 min.

Når gadens logik gælder i klasseværelset

Børnenes egen attitude over for skolen er en ignoreret faktor i folkeskoledebatten kommentar
10. februar 2005

Børnenes egen attitude over for skolen er en ignoreret faktor i folkeskoledebatten
kommentar

At der klages over det angiveligt faldende niveau i folkeskolen, er ikke noget nyt fænomen. Den seneste PISA-rapports konklusion om udbredt funktionel analfabetisme blandt danske og ikke mindst blandt tosprogede børn i København er således ikke overraskende i sig selv, men det er problemets påståede omfang dog. Rapporten har mødt kritik, men på trods af indvendingerne kan ingen påstå, at det ligefrem står godt til med læsefærdighederne. Eksperterne står i kø for at forklare, og både samfundet, skolevæsenet og Københavns skoler specifikt får på puklen. Elevernes ringe kår, sociale arv og manglende hjælp hjemmefra nævnes, og det er da heller ikke til at benægte, at disse alle er vigtige faktorer, ikke mindst fordi et meget stort antal etnisk danske børn også har så ringe færdigheder. En meget vigtig faktor, der dog ikke har fået megen opmærksomhed, er børnenes egen attitude over for skolen og grundene til denne. Måske den faktor, der i størst grad afgør hvorvidt et skoleforløb er succesrigt eller ej I forbindelse med research til en bog om etniske minoritetsunge i Danmark (i samarbejde med journalisten Nagieb Khaja) var der klare mønstre, der gik igen hos de adspurgte, når de blev konfronteret med spørgsmålet om, i hvilken grad deres udbytte af skolen var præget af skolevæsenet/skolen per se, deres forældres baggrund, det øvrige samfund og ikke mindst deres egen indstilling. De tre faktorer, der oftest blev nævnt, var:
• En opfattelse af at der intet lys var for enden af tunnelen, da samfundet alligevel var racistisk, og at deres attitude over for skolen derfor var en del af en generel modstand mod ’systemet’.
• At det ikke var ’cool’ at stræbe, og at man ikke opnåde
respekt gennem boglige færdigheder.
• En opfattelse af at det ligefrem var at overgive sig til ’danskerne’ at klare sig godt i skolen. Det var foruroligende mange, der havde de holdninger. I den første kategori forsvarede børnene ofte de ringe forventninger til samfundet osv. med eksempler på ældre søskende, hvis uddanelse var ’spildt’, og at det derfor ikke kunne betale sig at investere tid og kræfter i skolen. Disse elever opfattede ofte skolen og lærerne som en forlængelse af det sy-stem, de havde negative oplevelser med, inklusive politi, pædagoger osv. Faktorerne i de to næste kategorier understøtter et fænomen, man meget ofte oplever hos amerikanske minoritetsunge, hvor en kombination af en (til dels påtaget) offermentalitet og ekstrem materialisme med minimal tålmodighed og vilje til at yde leder til en forestilling om, at boglige færdigheder er irrelevante, mens street cred er det, der tæller.

Hurtige penge er status
Det er paradoksalt, at minoritetsunge i Danmark næsten helt har taget offerrollen, som den er kendt fra amerikanske minoritetskulturer, til sig uden i nogen nævneværdig grad at have været udsat for samme lidelser. Den diskrimination af etniske mindretal, der finder sted i Danmark, er stadig usammenlignelig med, hvad specielt sorte amerikanere har oplevet, og der er trods alt stadig en verden til forskel på såkaldte ’sorte skoler’ i Danmark og så skoler i amerikanske slumkvarterer. Den amerikanske underholdningsindustri, hvor boglige personer tit udstilles som ’hvide’ eller integrationsgale, og hvor ’taberne’ på gaden, der har street cred i orden, er ’rigtige sorte’, er med til at propagere dette syn. De elever, der påstod at gå op i skolen, bekræftede, hvordan visse andre etniske elever her i Danmark så ned på dem og tirrede dem med, at de var ’integrerede’. I PISAs rapport nævnes, at tospogedes forældre ofte ikke støtter børnene i deres skolegang, men den ignorerer dog det faktum, at mange forældre gerne ser deres børn tage sig sammen, men desværre ikke kan konkurrere med gadens logik. De fleste indvandrere kommer fra kulturer, hvor der traditionelt ses op til lærere. Desværre er det for tosprogede børn ikke arabisk eller pakistansk kultur, der trækker, men amerikansk minoritetskultur, der er en betydelig indflydelse på den ungdomskultur, mange befinder sig i. I en gade-subkultur hvor der ses op til hurtige penge og skinnende materialisme, er det ikke skolefærdigheder, der giver mest status. Man kan klandre skolen og samfundet nok så meget, men med mindre man kommer til bunds i, hvorfor de unge mangler motivation og prøver at gøre noget ved problemets rødder, vil det forblive. Offermentaliteten og stolthed over at være ’tabere’ er netop opstået som en konsekvens af følelsen af eksklusion fra samfundet. Der er ikke lette løsninger på problemet, specielt ikke sålænge opfattelsen af eksklusion varer ved, men medmindre man er opmærksom på den måske vigtigste faktor, bruges midlerne forkert i stedet for at blive brugt på motivation.

Omar Shah er dansk-afghansk
executive revisor bosat i London

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu