Kronik

Nævn for alt i verden ikke udenrigspolitik

Oppositionen har ikke gjort meget for at bringe Irak-krigen ind i valgkampen. Det skyldes, at SR-regeringen i slutningen af 1990’erne selv har været med til at bane vejen for den helt nye danske sikkerhedspolitiske linje, som foreløbig er kulmineret med dansk deltagelse i Irak-krigen
Debat
5. februar 2005

Uanset det umiddelbart meget glædelige, der skete ved valget i Irak den 30. januar, vil historiens dom over vestmagternes, herunder Danmarks, politik over for Irak gennem de sidste 10-20-30 år sandsynligvis blive hård, når vi kommer på større afstand af begivenhederne. Historisk set kan det i en vis forstand siges kun at være rimeligt, at det var USA, der i 2003 væltede det Saddam Hussein-regime, som Washington i 1970’erne selv var med til bringe den irakiske befolkning på halsen, og som USA derefter – under Reagan-regeringen – var med til at bevæbne, trods dets undertrykkelse og krig udadtil og indadtil med og uden masseødelæggelsesvåben gennem 1980’erne.Men prisen for at være kommet af med Saddam Husseins diktatur på den måde, det skete, har været forfærdende høj – og måske endnu vigtigere: Den har med sikkerhed været unødvendigt høj. Mellem 600.000 og én million irakere døde i årene fra 1991 til 2003 som direkte følge af de USA-anførte FN-sanktioner, som skulle tvinge Saddam til at afskaffe sine masseødelæggelsesvåben.

Uprovokeret angrebskrig
Men dem havde han stort set ikke besiddet siden begyndelsen af 1990’erne. Dét rapporterede FN’s våbeninspektører allerede fra omkring 1995, hvor alle ædruelige eksperter også påpegede, at Saddam reelt var afvæbnet og inddæmmet og ikke mere udgjorde nogen trussel mod omverdenen. Til det uhyggeligt store antal sanktionsofre skal lægges de måske op til 100.000 irakere, som er døde som følge af krigen siden 2003. Hertil kommer, at krigen har forøget, ikke formindsket, truslen fra islamistisk fundamentalisme og terrorisme, både aktuelt og formentlig især på længere sigt. Den danske regerings beslutning om aktiv deltagelse i Irak-krigen i 2003 og den efterfølgende deltagelse i den amerikansk-ledede de facto-besættelse af Irak udgør det hidtil mest drastiske brud med bærende principper og værdier i mere end 100 års dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Danmark har deltaget i en uprovokeret angrebskrig, som ikke havde dækning hverken i FN’s Sikkerhedsråd eller i folkeretten og var derfor ulovlig, således som FN’s generalsekretær Kofi Annan udtrykkeligt har bekræftet. Og den blev altså tilmed ført på det falske, forløjede grundlag om trussel fra irakiske masseødelæggelsesvåben og/eller akut terrortrussel fra Irak. For så vidt ville kun én ting faktisk have været værre end krigen uden FN-mandat: nemlig en krig mod Irak med et FN-mandat. Når det alligevel hidtil har været næsten umuligt at få Irak-krigen ind blandt valgkampens hovedtemaer, så skyldes det ikke kun, at både Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre har stået sammen med VK-regeringen om alle beslutninger vedrørende Irak efter krigens formelle afslutning i foråret 2003 – altså beslutningerne om, at danske soldater skulle spille en aktiv fredsbevarende rolle som del af den amerikansk ledede besættelsesmagt.

Alternativet
De to oppositionspartiers meget lave profil i dette spørgsmål skyldes også noget mere dybtgående: Nemlig at de selv, da de udgjorde SR-regeringen i slutningen af 1990’erne, har været med til at bane vejen for den helt nye danske sikkerhedspolitiske linje, som foreløbig er kulmineret med Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Det var daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen og udenrigsminister Niels Helveg Petersen, som i 1998 stillede dansk militært materiel til rådighed under de amerikansk-britisk-ledede bombninger af Irak, angreb, som foregik uden godkendelse fra FN’s Sikkerhedsråd. Og året efter, i 1999, deltog danske jagerbomberfly som bekendt under krigen om Kosovo i de amerikansk-britisk-ledede NATO-bombardementer af Jugoslavien på trods af, at også dét skete uden godkendelse af FN’s Sikkerhedsråd og under en højst tvivlsom henvisning til, at der var tale om en ’humanitær intervention’ (det var NATO-bombningerne, der fremkaldte serbernes etniske udrensninger og massedrab på albanere i Kosovo, ikke omvendt). Hvad var da alternativet til den vestlige, og altså også den danske, Irak-politik? Et alternativ, som ville have været langt mere i pagt med dansk udenrigspolitisk tradition og profil? For det første: I stedet for de altødelæggende, ’blinde’ sanktioner kunne der fra begyndelsen i 1991 have været gennemført en helt anderledes selektiv, ’smart’, eller klog sanktionspolitik, som målrettet ramte regimets våbenprogrammer og bevægelsesfrihed og ikke så ensidigt svækkede og nedsled civilbefolkningen og dens modstandskraft. I stedet snarere styrkede og forlængede sanktionerne Saddam Husseins diktatur. For det andet skulle de intelligente sanktioner have været kombineret med effektiv våbeninspektion på stedet – vel at mærke i stramt FN-regi og uden de notoriske amerikanske spionageaktiviteter, som fra især 1997-98 var med til at kompromittere inspektionen.

Oprør nedefra
For det tredje skulle Iraks befolkning, og specielt middelklassen, i stedet for total isolation tværtimod have været sikret størst mulig (gen)integration i det internationale samfund via kommunikation på alle planer – internet, tv, turisme, kulturel udveksling, ngo-samarbejde, herunder menneskerettighedsgrupper, osv.
På den måde havde irakerne gradvist fået kræfter og overskud til selv at tage kampen op mod diktaturet, undergrave og i sidste ende skaffe sig af med det. Det ville nok ikke have kunnet foregå fredeligt hele vejen, men i hvert fald med langt, langt færre ofre, langt mindre blodsudgydelse og menneskelig fysisk og psykisk ulykke end under den førte politik. Og allervigtigst: Befrielsen ville helt have været irakernes eget værk og dermed et anderledes sundt udgangspunkt for en virkelig demokratisering af Irak. Til alt dette har mange ganske vist sagt: ’Ganske urealistisk – den eneste måde at fjerne Saddam-diktaturet på var en krig’. Virkelig? Tør man stilfærdigt minde om Sovjet-imperiets i alt væsentligt fredelige fald – eller ’implosion’ – for kun 15 år siden? Tænk på en almægtig stalinistisk diktator som Rumæniens Ceaucescu, hvis korthus på rekordtid blev væltet, da først befolkningen gik på gaden. Østeuropas befrielse efter Berlinmurens fald var som bekendt ikke resultat af en militær invasion udefra, men af folkelige (og ubevæbnede) oprør nedefra. De allerfleste af krigsmodstanderne herhjemme, fra Det Radikale Venstre over Socialdemokraterne og langt ud på venstrefløjen, svigtede i nogen grad deres egen målsætning ved ikke, og i hvert fald ikke særlig tydeligt eller konkret, at have argumenteret for sådanne alternativer til den krigeriske løsning for at fjerne Saddams diktatur.
Dét alternativ fra de fleste krigsmodstanderes side, som stod tilbage i offentlighedens bevidsthed i 2003, var i stedet blot abstrakt ’fred’, eller ’mere tid til våbeninspektørerne’.

Danske traditioner
Centrale aspekter af dansk udenrigspolitisk tradition og profil i de sidste 100 år har været:
1) At værne om folkeretten, som er småstatens vigtigste værn i det internationale system, hvor der ikke findes en overordnet retsinstans. Altså at arbejde for en international retsorden, hvor små og store lande har principielt lige rettigheder og pligter. Konkret gennem en styrkelse af FN’s organer og autoritet, ikke mindst FN’s Sikkerhedsråd – og også selv om der stadig findes diktaturstater i FN-organerne.
2) At arbejde målbevidst for international konfliktforebyggelse og ikke-militære løsninger gennem forhandlinger, diplomati, handel, kulturel og menneskelig udveksling. Dét var, ved siden af deltagelsen i den vestlige militære afskrækkelse, et helt centralt element i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik under hele Den Kolde Krig. Danske initiativer i denne retning efter Den Kolde Krigs afslutning i 1990 har været næsten ikke-eksisterende. Det dominerende træk har tværtimod været en militarisering af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i intimt parløb med USA – et dansk-amerikansk parløb, der paradoksalt nok har været væsentlig tættere, end det var under Den Kolde Krig. Ganske vist er der med bl.a. VK-regeringens helt nye, såkaldte ’Arabiske Initiativ’ taget visse positive skridt til fremme af demokrati og menneskerettigheder i den arabiske verden gennem kulturel udveksling og dialog. Men denne side er hidtil blevet stillet i skyggen af, og bliver til dels modarbejdet af, militariseringen af udenrigspolitikken, herunder bistandpolitikken, og ikke mindst den danske deltagelse i Irak-krigen. Danmark er her fra nytår blevet medlem af FN’s Sikkerhedsråd. Vi må som vælgere afkræve vore ledende politikere klare og konkrete svar på, hvordan de vil bruge Danmarks indflydelse i kommende krise- og krigssituationer. Den danske stemme kan blive afgørende. Alle de fire gamle partier – S, R, V og K – har i de senere år ført Danmark ud i krige uden FN-mandat. Anders Fogh Rasmussen erklærede forleden i tv, at han »ingen planer« havde om at lade Danmark deltage i nye krige »uden forankring i FN-resolutioner«. Bemærk formuleringen – den er næsten identisk med den, VK-regeringen brugte til at retfærdiggøre deltagelsen i Irak-krigen. Hvordan vil den kommende regering f.eks. stille sig til en eventuel amerikansk eller israelsk militær aktion imod Iran – eller Syrien? Hvilke principielle betingelser vil regeringen anlægge for at deltage i ’humanitære interventioner’ i andre lande? Og helt generelt: Hvilke skridt vil den kommende regering tage for at bringe Danmark solidt tilbage til principperne om ikke-militær konfliktløsning og præventivt diplomati i rent FN-regi, og i en loyal, men selvstændigt kritisk alliance med USA og NATO, og med EU? Sådanne spørgsmål bør blive centrale i de sidste dage af denne valgkamp.

Poul Villaume er dr.phil. og professor i samtidshistorie ved Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her