Læsetid: 2 min.

Nedlæg Integrationsministeriet så begynder integrationen

9. februar 2005


politisk
af Anne Ehlers
Århus C
Da den nuværende regering tiltrådte, blev der dannet et nyt ministerium med navnet Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration – populært kaldet ’Integrationsministeriet’. Selve berettigelsen af dette ministerium burde være et centralt emne i den såkaldte ’udlændingedebat’. Hvad skal vi med det? Hvad er dets formål? Absolut ikke andet end at fastholde den tåbelige illusion, at det er muligt at afgrænse en gruppe mennesker og skære dem alle over én kam, som om de indbyrdes har mere til fælles med hinanden end med resten af det danske samfund. Konsekvensen af dét er lige præcis ikke integrerende! Konsekvensen er, som det har vist sig fra første dag, den såkaldte integrationsminister tiltrådte, en legitimering af særlige regler for ’udlændige’, nemlig love (24-årsreglen, starthjælp) som reducerer deres borgerlige rettigheder og retssikkerhed. Denne politik, som måske er den væsentligste årsag til dét, ingen af os ønsker, nemlig dannelsen af parallelsamfund, kaldes ’ansvarlig udlændingepolitik’ – et begreb, der i sig selv viser, at integrationsministeriets formål aldrig har været integration, men at holde folk væk! Med fuldt overlæg og stolt oprejst pande ser man stort på Genève-konventionens definition af at være flygtning og kalder altså dét ansvarligt. Men sådan er der under den nuværende regering dannet så mange eufemismer (formildende eller forskønnende omskrivning af noget, man ikke ønsker at nævne ved dets rette navn). Og en af de latterligste eufemismer er ’Integrationsministerium’. Nedlæg Integrationsministeriet og lad de lovpligtige kommunale integrationsråd få klar og synlig status af at være rådgivende; hvad vil der for resten ske med integrationsrådene efter strukturreformens iværksættelse? Nedlæg Integrationsministeriet, som er blevet ministeriet for alt det, der har med ’de fremmede’ at gøre, hvilket tilsyneladende er årsagen til, at bistand til u-lande er placeret dér. Netop u-landsbistanden, der fortsat beskæres i uanstændig grad, er et eksempel på, hvordan ’udlændinge’ både her og ude røres sammen til én grød, så mennesker i Danmark med flygtninge/ indvandrerbaggrund og mennesker, der aldrig kommer til at sætte deres ben her, på uhyggeligt usaglig måde kobles sammen til ét fælles anliggende.

Nej til parallelsamfund
Nedlæg Integrationsministeriet og ophæv de støt voksende grænser mellem ’dem og os’, mellem ’udlændinge/fremmede’ og danskere. Mennesker, der har fået dansk statsborgerskab er danskere. Mennesker, der er født og opvokset i Danmark er danskere. Mennesker, der har opholdstilladelse har del i danske, borgerlige rettigheder. Nedlæg Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration – og begynd så omsider at tænke integrerende på såvel globalt som nationalt niveau!
Eller bevar ministeriet og vær med til at cementere de tendenser til dannelsen af parallelsamfund, som er i fuld gang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu