Kronik

Nordkorea kan åbnes

Trods afsky for regimet, er omverdenen nødt til at engagere sig. De igangværende forandringer i landet har brug for støtte
8. februar 2005

Kronik
Nordkorea er i gang med den største forandringsproces i landets historie. Både det nordkoreanske samfundsøkonomiske udgangspunkt og forandringernes hastighed er særdeles beskedne, men der er ingen tvivl om, at regimet nu er indstillet på at acceptere ændringer af den stat Kim il-Sung grundlagde, og som siden er forblevet urørt. Nordkorea er i dag fortsat lukket land for de fleste, og det er derfor svært at vide og forstå, hvad der foregår. Der slipper kun ganske få oplysninger ud fra dette særegne land, og det er kun dets dygtige anvendelse af den (fremtidige) trussel fra atomvåben, som placerer det på den internationale dagsorden. Der hersker dog ikke stilstand i Nordkorea. Indenrigspolitisk er der blevet indført begrænsede markedsreformer og oprettet særlige økonomiske zoner, og udenrigspolitisk har det nordkoreanske styre lagt sig fast på en mere forsonlig kurs over for Sydkorea. Samarbejdet mellem de to lande udvides hele tiden. Det særlige ved den nordkoreanske version af magt har været, at den ikke er blevet ’forurenet’ af vestlige, liberale ideer. I den isolation som Nordkorea dels ufrivilligt befinder sig i på grund af en effektiv handelsembargo, dels selv har valgt ved at fastholde en strategi, der påstået har holdt landet selvforsynende, har det nordkoreanske politiske system udviklet sig i et vakuum uden nogen form for påvirkning fra andre ideer end dem, som styret kunne godkende. Der har således udviklet sig en lederkult med rod i traditionelle værdier og normer, forstærket af det kommunistiske étpartisystem. En kombination der er besynderlig og svær at forstå for udenforstående, men ikke uden paralleller i den østasiatiske region. Selv om systemet holdt fanen højt og gennem mange år fastholdt, at det var økonomisk uafhængigt, kunne den nordkoreanske økonomi ikke overleve konsekvenserne af Sovjetunionen og den øvrige østbloks sammenbrud og den kinesiske overgang til markedsøkonomi. Fra 1990 og frem er alle sektorer i landet gået tilbage. Den ’uafhængige’ økonomi viste sig at være afhængig af økonomisk og teknisk støtte og vareudveksling. Det lykkedes ganske enkelt ikke Nordkorea at tilpasse sig en verden i forandring.

Nationens far
Den statslige ideologi, Juche, som lagde stor vægt på uafhængighed på det økonomiske, politiske og militære område, gjorde det vanskeligt at finde en løsning, som ikke satte hele systemets overlevelse på spil. Oprindeligt blev Juche eller ’uafhængighedsideologien’ skabt for at modstå presset fra Kina og Sovjetunionen under stridighederne mellem de to store naboer i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne. De to store kommunistmagter ville begge inddrage Nordkorea i en alliance mod den anden part, men Nordkorea fastholdt sin uafhængighed og formåede at opnå støtte fra både Kina og Sovjetunionen.
Historisk set var ideologien altså med til at redde landet, og den udviklede sig derefter til en ufejlbarlig filosofi, der nærmest fik religiøs status. En væsentlig del af Juche er lederens rolle. Mens nationen bliver betragtet som familien, indtager den politiske leder rollen som far på samme måde, som faderen forventes at udfylde rollen i den traditionelle hierarkiske, patriarkalske familie. Kim Jong-il finder sin legitimitet i dette system. Den store leder udpegede ham som sin arvtager, og sønnens politiske projekt er blåstemplet, alene fordi han er en trofast vogter af arven fra sin far.
Intet af dette er tilfældigt men derimod en konsekvens af den fuldstændig gennemførte, ideologiske opbygning af virkeligheden. Befolkningen bliver indprentet ideologien gennem såvel opdragelse og uddannelse som utvetydig og omfattende direkte politisk socialisering. I mangel på alternative fortolkninger lægger den statslige ideologi fuldstændig beslag på den måde, hvorpå de fleste nordkoreanere opfatter verden. Som en konsekvens af ensretningen har systemet ikke været under folkeligt pres, selv når det viste sig ude af stand til at brødføde sin egen befolkning. Nordkoreas fortsatte isolation har bidraget til opretholdelsen af landets ideologiske projekt og systemet i sin nuværende form.

Et nik fra Kim Jong-il
Nordkoreas bekymring for sin egen nationale sikkerhed er velkendt og forholdsvis velbegrundet. Våbenhvileaftalen mellem Nordkorea og USA, som blev indgået i 1953, er aldrig blevet erstattet af en egentlig fredsaftale. De amerikanske styrker i Sydkorea har til formål at afskrække det nordkoreanske styre fra et angreb på Sydkorea. Styret i Pyongyang opfatter imidlertid styrkernes tilstedeværelse og den årlige militærøvelse sammen med det sydkoreanske militær som del af en mere proaktiv dagsorden. Denne frygt er blevet mere fremherskende under den nuværende amerikanske regering og især efter krigen i Irak. I denne forbindelse er Nordkoreas ambitioner om at fremstille atomvåben bekymrende, men ikke uforståelige. I betragtning af USA’s dominerende rolle i området og landets tætte forbindelser til Sydkorea vil der ikke ske afgørende ændringer i forhold til Nordkorea, med mindre der opnås en gensidig, fyldestgørende aftale om atomspørgsmålet.
Selv hvis dette internationale stridspunkt bliver løst, er spørgsmålet fortsat, hvordan det nordkoreanske regime skal håndteres. For hvordan kan åbne, demokratiske lande forsvare deres engagement i Nordkorea, når landet fastholder en forældet og umenneskelig styreform? Og hvordan kan et land hjælpe Nordkorea uden samtidig at styrke det nuværende regime? Der er ikke nogen enkle svar eller en korrekt løsning på det problem. Engagement står som modsætning til den hidtidige inddæmningspolitik, og valget mellem de to har både moralske og politiske implikationer. Det er indiskutabelt, at en kontakt med Nordkorea indebærer kontakt med Kim Jong-il. Dette er uundgåeligt. En sydkoreansk minister for genforening, som arbejdede for at få den tidligere sydkoreanske præsident Kim Dae-jungs ’Solskinspolitik’ tilbage på sporet, og som holdt utallige møder med sine nordkoreanske modparter – heriblandt Kim Jong-il – udtrykker det således: »Ethvert fremskridt i forhandlinger med Nordkorea skal ses som et nik fra Kim Jong-il, og ethvert kollaps i forhandlingerne som et mislykket forsøget på at få et godkendende nik fra ham.«

Samkvem forandrer
Udtalelsen antyder, at enhver form for tiltag – fra nødhjælpsarbejde til udviklingsprojekter – tilsyneladende vil støtte den nuværende nordkoreanske leder og hans system. Men, som Kim Dae-jung forklarer, hvis systemet fortsat befinder sig i isolation, møder det heller ingen modstand. Med hvert eneste billigende nik fra lederen angående internationalt engagement i Nordkorea bliver isolationen mindre massiv. Den diskrete dialektik, der karakteriserer den nuværende situation i Nordkorea, betyder, at det internationale samfund har en chance for at skabe forbindelser, der uundgåeligt vil fremme ændringer. Dette er udlevelsen af udsagnet »forandring uden forandring« – en buddhistisk-inspireret tilgang til virkeligheden, som det vil være nyttigt for os at forstå, hvis vi skal kunne håndtere de mere bizarre og mystiske dele af verden, som vi sjældent opnår adgang til ad de velkendte veje. Den nordkoreanske ledelse kan have mange grunde til at stritte imod forandringer. Den vigtigste selvfølgelig frygten for at miste magten. Dog har de senere år vist, at man har gennemført forandringer på trods af denne frygt. Man har kikket over hegnet både mod syd og mod nord, og forsøger nu, med de to naboers assistance, at indhente en del af det forsømte. Regimets negative karakter, dets urimelige behandling af påståede samfundsfjender inden for og uden for landets grænser, skyldes først og fremmest den lange periode i isolation. Regimet er i denne periode tilsyneladende hverken blevet svækket eller mere humant. Inddæmningspolitikken har været forsøgt og har fejlet. Et styrket engagement vil derimod fremme reformkræfterne i Nordkorea og gradvist føre landet og dets befolkning ind i verden. Hvorvidt dette bliver med Kim Jong-il ved roret er i realiteten mindre interessant.

Geir Helgesen og Nis Høyrup Christensen er henholdsvis seniorforsker og forskningsassistent ved NIAS – Nordisk Institut for Asienstudier. Kronikken er baseret på deres nyudgivne rapport ’North Korea’s Economic, Political and Social Situation’ som er udarbejdet på foranledning af Udenrigsministeriet. Hele rapporten kan læses på www.um.dk

Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu