valgnederlaget
Kronik
Skal Socialdemokraterne rykke lidt til venstre eller en smule til højre? Skal de kombinere en venstreorienteret underforstået: gammel og velkendt værdipolitik med en solid underforstået: lige så gammel og velkendt økonomisk politik? Skal SF have en helt ny leder eller lige se tiden an med en overgangsfigur? Skal Lykketofts afløser hedde Jensen eller Dam (som ikke i mislykket hemmelighed nåede at blive lanceret af hele den tunge, buldrende fagbevægelse, før han trak sig: en komedie i tragedien)? Eller skal man hellere springe en generation over og finde en ung, frisk kvinde Frederiksen eller Thorning-Schmidt? Det er simpelthen til at græde snot over. Ikke bare over den nu så åbenlyse krise for det, der engang hed venstrefløjen. Men også, og først og fremmest, over den fuldstændig idéforladte reaktion på krisen. Over at dansk politik mangler halvdelen af det, der udgør et demokrati: nemlig en opposition. For godt tre år siden skrev jeg på dette sted efter sidste valgnederlag en kronik, hvor jeg fremhævede, at samfundet havde forandret sig men at venstrefløjen ikke havde opdaget det. Og så foreslog jeg, at man prøvede at kigge kritisk på sig selv, hvilket ville sige kritisk på den anakronistiske samfundsanalyse, som man førte politik ud fra. At man gik vanetænkningen, herunder den forstenede marxisme, efter i sømmene. Nej, hvor fik jeg tæv. Valgnederlaget dengang var ikke oppositionens, men de andres skyld: Den var mediernes skyld, Venstre-demagogernes skyld, Dansk Folkepartis skyld, de dumme vælgeres skyld. Og når man nu var i gang med at skyde skylden fra sig, kunne man også lige så godt også give budbringeren det glatte lag.
Man pisker sig selv
Denne gang er situationen værre. For denne gang er nederlaget gået direkte i kødet. Nu er det selvbebrejdelsens tid. Nu pisker man sig selv med ris og skorpioner. Den eneste gode valgtale, der er blevet holdt, var den, der blev holdt i nederlagets stund. For under disse omstændigheder er de bedste taler åbenbart de selvkritiske taler.
Men hvad er det for et perspektiv, man den politiske opposition og hele mediehysteriet stiller op? Hvad handler diskussionen om? Den handler om ledelse. Om stil. Om køn, alder og ansigt. Hvad regeringen ikke vandt ved selve valget, har den så rigeligt høstet efterfølgende. Først vandt Fogh, Bendtsen og Kjærsgaard. Dernæst slog oppositionen sig selv ihjel. Det, som oppositionen tilsyneladende ikke har opdaget eller i hvert fald ikke vil tage konsekvenserne af, er, at samfundet har forandret sig. En måde at beskrive denne samfundsforandring på, så den i det mindste er til at få øje på, er: At vi har fået et nyt klassesamfund. Et klassesamfund, hvor den ene klasse består af symbolanalytikerne: den kreative klasse. Her har vi de unge, smarte, veluddannede, innovative, der arbejder med it, design, kommunikation, kunst og kultur. Og hvor den anden klasse udgøres af de traditionelle lønmodtagere: industriarbejderne og alle de offentligt ansatte i de traditionelle erhverv. Skal vi, for enkelhedens skyld, sige, at der er opstået to samfund, to parallelle tidslommer: videnssamfundet og industrisamfundet. Innovationskulturen og krønikekulturen.
Krønike og fornyelse
Hvad er der sket med partierne i forhold til denne udvikling? Dansk Folkeparti opsamler store dele af krønikesamfundets borgere. Dem, der tror at man kan holde det nye og de fremmede ude ved blot at bygge mure, der er høje nok. At globaliseringen er et overgangsproblem. At folkedans skal gøres til en obligatorisk del af skoleskemaet, som Louise Frevert i fuld alvor har foreslået. De repræsenterer den ene politiske fløj i det nye klassesamfund. Den anden fløj udgøres af de radikale. De har forstået, at det handler om at styrke forskning, uddannelse, kultur og globalisering. At retsreglerne skal være internationale. At den symbolanalyserende klasse skal have råderum. At kreativitet er vor tids mantra. Midt imellem de to yderfløje finder man gammelpartierne med enkelte undtagelser. Connie Hedegaard repræsenterer den nye klasse. Christine Antorini gør det. Men Socialdemokraterne prøver forgæves at spænde fra krønike til fornyelse og slår sig ihjel på det. SF klynger sig til de offentlige ansatte, især dem i de bløde erhverv, og følger kun fodslæbende og modvilligt med udviklingen. Hvad er udfordringen? Den er for det første at sikre, at denne nye klasse af symbolanalytikere rives ud af sin aktuelle selvbegejstring og bliver sig bevidst om at være en samfundsklasse med et ansvar. Det er min fornemmelse, at de radikale prøver at løfte denne opgave. Men nogle gange bliver klangen fra de selvbegejstrede ung-tenorer næsten for skinger til, at man tør tro, at det lykkes.
Den er for det andet at sørge for, at samfundet ikke rives i stykker. Ikke polariseres, sådan som Dansk Folkeparti vil det.
Eksemplet ECCO
For at anskueliggøre opgaven kan man et øjeblik kaste blikket mod Sønderjylland, nærmere bestemt Bredebro. Her ligger ét af det moderne Danmarks industrieventyr: Ecco Sko. Et eksempel på de nye tendenser og udfordringer. ECCO Sko blev grundlagt i 1963. Virksomheden voksede, og da den var på sit højeste, beskæftigede den mange hundrede lokale ufaglærte arbejdere med samlebåndsbaseret skoproduktion. Sådan er det ikke i dag. Hvis man besøger det store fabriksanlæg i Bredebro eller design- og uddannelsescentret i Tønder, møder man stort set ikke en eneste ufaglært sko-arbejder. Der designes sko, og der ledes og administreres. Men produktionen foregår i Slovakiet, Portugal, Indonesien og snart i en stor ny fabrik i Kina. Det, der gør en forskel, er ikke dansk masseproduktion, men dansk design. Når ECCO Sko i dag er verdens femte-største skoproducent, skyldes det først og fremmest, at designet er anderledes og bedre end konkurrenternes. At der i Bredebro i Sønderjylland er ansat nogle fantastisk dygtige danske og udenlandske designere. At man har udviklet brands, der sælges i London, New York, Sydney og Madrid. Men hvad gør de hundreder af ufaglærte arbejdere, der ikke kan leve op til omstillings-mantraet? Som ikke er i stand til at efteruddanne sig til at blive symbolanalytikere? Som ikke går rundt med en ikke-realiseret designer eller produktionsudvikler eller efteruddannelseskonsulent i maven? Som ikke tilhører den kreative klasse? De bliver arbejdsløse. De går på efterløn. De bliver placeret i en af de mange ordninger, som i det mindste tilslører problemet for dem selv og for samfundet. De forlader Socialdemokraerne og stemmer på Dansk Folkeparti. Og så har mange af dem deltidsbeskæftigelse i sommerperioden, hvor de servicerer turister på Rømø og andre steder i ferielandet.
Åbenlys dødsdrift
Dette er oppositionens udfordring: At sørge for, at udviklingen frem imod en globaliseret vidensøkonomi understøttes, samtidig med at samfundet ikke rives midt over i dem, der surfer, og dem der drukner. Det er at analysere og forstå denne udvikling. Og det er at udvikle politikker, der kombinerer udvikling og solidaritet, fremdrift og social ansvarlighed. Det er at have svar parat, når Velfærdskommissionen fremlægger sine analyser, i stedet for at love reformpause. Det er at føre ideologisk politik dvs. politik baseret på samfundsanalyser og ikke kontraktpolitik. Det er at tro så meget på sig selv, at man ikke bilder sig ind, at svaret på den politiske udfordring hedder Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti plus/minus 10 procent.
Hvornår holder Jensen, Frederiksen og alle de andre op med at tælle støtter i baglandet og fagbevægelsen? Hvornår opgiver SFerne at satse på den mindst mulige forandring? Hvornår træder kandidaterne frem og taler: analytisk, folkeligt og visionært? Efter sidste valg stak oppositionen hovedet i busken og håbede, at ulykkerne ville gå over, samtidig med at den fornærmet vrissede af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og udviklingen i al almindelighed. Denne gang præsenteres vi for den åbenlyse dødsdrift. Oppositionen agter tilsyneladende at slå sig selv ihjel på ligegyldigheder: Skal formanden hedde Jensen eller Kofoed, Mette eller Helle? Ha hentehår eller slangekrøller? Spindoktorerne jubler, valgforskerne tæller stemmer, journalisterne ligger på lur for at afsløre næste hemmelige møde. Imens er lysene tændt på partikontorerne hos Socialdemokraterne og SF. Ikke for at udforme politikker. Men for at køre den næste, smarte lederkandidat i stilling. Hvis man da ikke bare satser på en overgangsfigur. For forandring gør ondt, og der er jo endnu længe til næste valg.
Lars Qvortrup er professor ved Syddansk Universitet og leder af Knowledge Lab
