Læsetid: 8 min.

OPINION

25. februar 2005


Venstrefløjen i 1970’erne
Kommentar til Morten Bjørnholt (21. febr.): Venstrefløjen (til venstre for S) var ikke en dominerende kraft i samfundsudviklingen i 1960’erne og 70’erne. SF havde fra 1960-79 mellem 9 og 20 mandater i Folketinget, DKP var ude i 1960’erne, men havde en 6-7 mandater i 1973-79 (hvor partiet igen røg ud). VS klarede sig nogenlunde lige så skidt som DKP. Arbejder-partiet KAP fik 0,5 pct. af stemmerne i 1979. Mandatmæssigt havde SF i virkeligheden sin storhedstid i yuppi-80’erne!
Venstrefløjen (i bestemt ental) er og var desuden et problematisk samlebegreb. Datidens ’venstrefløj’ var stærkt fragmenteret; der var langt fra DKP til Det Ny Samfund i Frøstrup, fra universiteternes kapitallogikere og til rødstrømperne på ølejr.
Når MB undrer sig over »en kritisk venstrefløj«, der »idealiserede samfundsmodeller, hvor kritik af det bestående i praksis og i bedste fald betød fængsling, i værste fald henrettelse«, så kan det næsten kun være DKP, han henviser til som »kritisk venstrefløj«. Den karakteristik ville såvel DKP’isterne som datidens kritiske venstrefløj nok have undret sig over. Det absolut dominerende parti på venstrefløjen, Socialistisk Folkeparti, opstod faktisk som reaktion på Sovjetunionens invasion i Ungarn, og partiet har altid sat demokratiet øverst. Hvis ikke folk ønskede socialismen, skulle de heller ikke have den. Det er rigtigt, at SF i en periode interesserede sig for udviklingen i Jugoslavien, hvor der var arbejder-selvstyre på fabrikkerne, men det betød ikke, at man ukritisk tilsluttede sig alt, hvad der i øvrigt foregik i østblokken. Fremtrædende folk som Gert Petersen og Preben Wilhjelm fra VS forsvarede også dengang de borgerlige frihedsrettigheder. Den ukritiske tilslutning til Sovjetunionen vandt med andre ord ikke genklang på venstrefløjen generelt, selvom man kan få det indtryk, når for eksempel Bent Jensen beskylder Jens Thoft fra SF for have udtrykt forståelse for et sovjetisk atomangreb på Danmark! Det siger imidlertid mere om nutiden end om datiden, at en professionel historiker kan slippe godt fra et så vanvittigt angreb. MB efterlyser bedre kilder end Weekendavisen, og de findes da. Læs for eksempel Ebbe Reichs Efter Krigen – Før Freden, Preben Wilhjelms Fra min tid, eller læs Perry Andersons eller Eric Hobsbawms historiske analyser af den vestlige marxisme. I øvrigt vil der nok komme en dag, hvor unge mennesker kigger tilbage på vores tid og undrer sig, som MB gør nu: Hvorfor kunne de ikke se, dengang i 2005, at den var rivende gal? Det er stadig ikke for sent at overveje, hvad de mon vil undre sig over.
Villy Søgaard
lektor v. Institut for Organisation og Ledelse, Syddansk Universitet

Morten Bjørnholt konkluderer: »Det er venstrefløjens ansvar at fortælle sin egen historie.«Preben Wilhelm har lige udgivet Fra min tid. Det undrer mig meget, at MB ikke henviser til den. Med det emne, han behandler, burde det være et ’must’. Den er yderst anbefalelsesværdig.
Stig Petersen
Kokkedal

Formandsnedgør
Det er sørgelige udsigter: Frank Jensen som Socialdemokraternes formand – otte år i opposition grundet manglende fornyelse af visioner og strategier. Helle Thorning Schmidt som Socialdemokraternes formand – med mulighed for at erobre regeringsmagten ved næste valg, men med en uklar politisk linje, for mange fragmenterede kompromisløsninger og en markant højredrejning som følge af formandens politiske lighed med det dengang venstreorienterede og EU-skeptiske SF’s Christine Antorini; et teknokratisk Socialdemokraterne uden solidaritet og mærkbar forskel fra Venstre. To kedelige valgmuligheder, der kun kan give anledning til melankoli eller desperation for de, der ønsker et Socialdemokraterne med evne til klart at kommunikere dets sympatier og ideer og med mod til at markere sig tydeligt som en del af alternativet til venstre for Venstre og et reelt forsvar for de svageste i samfundet. Der er brug for mod og nye visioner. Men ikke fornyelse i form af yderligere tilnærmelse til liberale ideer om gentænkning af velfærdsstaten. Der kræves mod til at sætte en ny dagsorden, hvor fornyelsen består i at genfinde solidariteten med de svageste både i Danmark og på verdensplan. En solidaritet, der ikke begrænses af en kortsigtet frygt for parcelhusdanskerens stemmeafgivelse ved næste valg eller af misforståede fornuftsstrategier. En international solidaritet. En visionær solidaritet, som man kunne håbe at finde hos en ny politisk avatar som Mette Frederiksen...
Bjarke Christiansen
stud. sam.bas. ved RUC

Lad os være Des
En af det yderste højres mest brillante filosoffer David Gress har (18. febr.) analyseret velfærdsstatens massive undertrykkelse af danskerne og slår især ned på tre punkter: Det er for galt, at man skal lægge øre til unge menneskers bandeord i busserne. Det er verbal graffiti, og Gress foreslår bødestraf for den slags.
Det er desuden fatalt, at elever er dus med læreren, for det forhindrer arbejderbørn i at komme frem. Endelig er det meningsløst, at kvinder, der bryder ud af et dårligt ægteskab, skal støttes af det offentlige, hvis de ikke kan klare sig selv. Det producerer flere enlige mødre med statsstøtte. Det er modigt, at den frihedstørstende Gress vil bekæmpe velfærdsstatens tvangsforanstaltninger med endnu mere radikale indgreb i den private frihed, og velgørende, at tomrummet til højre for en midtersøgende slapsvans som Søren Krarup nu endelig er blevet udfyldt.
Christian Braad Thomsen
filminstruktør og forfatter

Venstre-papegøjen Gitte Lillelund Bech
Anders Fogh Rasmussen virkede som en programmeret maskine, der under valgkampen sagde det samme, uanset hvad han blev spurgt om. »Det vi lovede før valget osv.« Men han er ikke alene om at mestre evnen til at snakke udenom eller nægte at besvare spørgsmål om ubehagelige kendsgerninger. Det gælder for eksempel den om en nedskæring pr. elev på 1.067 kroner i folkeskolen for årene 2002 og 2003 under VKO-regeringen. En konkurrent i mesterskabet om udenomssnak er Venstres uddannelsesordfører, Gitte Lillelund Bech, som i et interview med Radioavisen leverede en overvældende præstation. Gitte Lillelund Bech (GLB): »Det er sådan, at udgifterne til folkeskolen har været stigende – under den tidligere regering og under den nuværende regering. Det der er vigtigt for os, det er nu at få sat fokus på, hvordan man bruger pengene, frem for at diskutere, om det er 100 kroner fra eller til.« Spørgsmål: »Men vil du afvise, at efter I fik magt over budgetterne – altså fra 2002 -så er der skåret ned?« GLB: »(lang pause) Vi har aldrig brugt så mange penge på folkeskolen – pr. folkeskoleelev – som vi gør nu. Så derfor er det for mig et spørgsmål om, hvordan vi bruger pengene bedst muligt frem for at hælde flere penge i folkeskolen.«
Spørgsmål: »Men jeg spørger igen. Altså vil du afvise, at der er skåret ned på udgifterne per elev, efter I fik magten?« GLB: »Vi har aldrig brugt så mange penge på folkeskolen, som vi gør nu. Og det beløb, vi bruger på folkeskolen per elev, det er det højeste nogensinde.« Spørgsmål: »Jeg spørger igen. Det vil altså sige, at efter I fik kontrol over økonomien, så er der skåret ned?« GLB: »Vi har aldrig brugt så mange penge på folkeskolen, som vi gør i dag. Og det har vi tænkt os at fortsætte med. Men spørgsmålet er, hvad indholdet er i folkeskolen, og ikke kun et spørgsmål om, hvor mange penge, man putter i den.« Spørgsmål: »Du vil altså ikke svare på, om der er skåret ned på udgifter per elev i folkeskolen fra 2003 – altså efter I fik magt over økonomien?« GLB: »Jeg kan fortælle dig, at vi aldrig har brugt så mange penge, som vi gør nu.« Spørgsmål: »Godt. Jeg tror ikke, vi kommer videre.«
GLB: »Nej. Med mindre du spørger om noget andet.«
Kaj Christensen
Stevnstrup

AIDS skal bekæmpes af folket
Det er dybt beklageligt, at Sundhedsstyrelsen i år fjerner støtten til afholdelsen af den internationale AIDS-dag i Danmark. WHO anerkendte i 1988, at HIV/AIDS var blevet et globalt problem, og at øjeblikkelig handling var påkrævet for at bekæmpe epidemien. Sytten år efter må verdenssamfundet indse, at kampen indtil videre er tabt. WHO anslår, at 40 mio. mennesker lever med HIV/AIDS, og at fem mio. hvert år smittes med den frygtede virus. Samtidig må cirka tre mio. årligt lade livet på grund af AIDS. Desuden vurderer WHO, at seks mio. mennesker har akut brug for behandling med livsforlængende kombinationsmedicin. Behovet for fokus på HIV/AIDS er altså stadig enormt, og den internationale AIDS-dag, der afholdes 1. december verden over, er en oplagt mulighed for at mobilisere bred opbakning til kampen mod epidemien. Regeringen har gentagne gange understreget, at man vil øge prioriteringen af kampen mod HIV/AIDS. Hvordan hænger disse udtalelser sammen med den besparelse, der lægges op til? Når man netop har afsat 25 mio. kroner årligt over de kommende fire år til HIV/AIDS-relaterede projekter, hvorfor sparer man så 800.000 kroner på et fundamentalt element i arbejdet med at skaffe folkelig opbakning til bekæmpelsen af HIV/AIDS? Det ville klæde indenrigs- og sundhedsministeren at redegøre herfor.
Sigurd Halling
stud.scient.pol.

S er ikke et nicheparti
Valgnederlaget og det forestående valg af ny formand har gjort Socialdemokraterne til en sand legeplads for eksterne eksperter, som mener at vide, hvad der er godt for både os selv og partiet. Endnu et nummer i den række er professor Ove Kaj Pedersen, som i Information den 22. febr. fortæller, at Socialdemokraterne nu har opgivet at være et bredt samfundsbærende parti. Har vi det? Venstre er gået fra at være et landbrugsbaseret nicheparti til i dag at hente stemmer, der favner så bredt som fra toppen af erhvervslivet til landmænd og lønmodtagere med eller uden uddannelse. Ingen har af den grund haft lige så travlt med at belære Venstre om, at det er en praktisk umulighed at favne så bredt, som partiet faktisk gør. Det er åbenbart kun Socialdemokraterne, som skal lære sin plads at kende blandt nichepartierne, hvor der hersker en omvendt proportionalitet mellem, hvor meget partierne ’mener’, og hvor meget de så har mandat til at få gennemført i praksis. Selvfølgelig kan Socialdemokraterne gøre Venstre rangen stridig, når det gælder at favne bredt. Det skal nok blive åbenbaret den dag de liberale konsekvenser for alvor melder sig hos den brede del af befolkningen.
Margrethe Nørskov
medlem af Socialdemokraterne

Ren Aischylos
I bagsidelederen den 22. februar skriver Bjarke Møller, at hvis EU-forfatningen forkastes i Frankrig, kan den falde i hele EU, og det ville kaste Europa ud i en »krise af tragiske dimensioner«.For mig at se vil det hele gå som hidtil. Må vi høre mere om disse tragiske dimensioner?
Kjeld Chr.Krarup
København Ø

Nysgerrig
Hvorfor skulle man gå over stregen, hvis ikke det var for at se, hvad der er på den anden side?
Leif Grage

Befolkningen på brøkstreg
Engang var befolkningen ved at gå i sort, hvis den ikke fik én årlig fridag mere. Der blev storstrejke, og folk hamstrede gær. Nu er den gal igen på grund af en sølle 50-øre. Det svarer til at gå en tur i zoo med sin tre-årige søn. Ved elefantgrotten bemærker drengen kun gråspurvene i gruset.
Bjarne Segefjord

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu