Læsetid: 8 min.

OPINION

23. februar 2005


Nul millimeterdemokrati i lægeværelset
’Otte minutter til en depressiv patient’ skriver Information den 19. febr. over hele forsiden. Hvorfor sætter avisen en ph.d.-studerende fra Sverige til at udtale sig om virkeligheden i dansk almen praksis i dag og får en dansk universitetsprofessor til at bekræfte? At de praktiserende lægers formand så fortæller en helt anden historie synes nærmest at være en ligegyldig biting. Det er helt ud i skoven. De praktiserende læger arbejder sejt og seriøst dagen lang med mange mennesker med mange og ofte store problemer. Vi selv og vort personale har det som et vigtigt mål at styre kalenderen, så det hele går op, og alle får tilstrækkelig tid. Vi kender vore patienter og deres problemer og ved, hvornår det kan trække ud med tiden. Det er meningsløst at udregne en gennemsnitlig tid per patient og så bruge det på en bestemt type patienter. Det må enhver kunne se. Scenariet i overskriften er utænkelig. Hvis der uvarslet kommer en patient med et nyt psykisk problem, kan det naturligvis godt give lidt kalenderproblemer her og nu. Men det løser vi ikke på den skitserede måde ved at stille diagnose og indlede medicinsk behandling på otte minutter. Vi taler med patienterne og kommer lidt bagud. Så reagerer vi på det første indtryk. Oftest ved at give en ny tid til mere samtale og vurdering. Andre gange ved at indlægge akut eller henvise til speciallæge eller psykolog. Hvis patienten skal fortsætte i vort regi, laver vi en plan for en række samtaler, hvor patienten får fortalt og bearbejdet sin historie. Får taget ’trykket af’. Ved milde depressioner og ind i mellem ved moderate depressioner er det det, der skal til. Tid og terapeutiske samtaler. Ofte kan det ende med medicin ved de moderate depressioner og altid ved de svære, som undertiden skal indlægges. Sådan arbejder vi. Artiklen beskriver ikke virkeligheden.
Jens Damsgaard
praktiserende læge i Hvalsø

Otte udokumenterede minutter
Journalistens logik i forsidebaskeren den 19. febr. er simpel: En praktiserende læge har i gennemsnit otte minutter til hver konsultation – altså bruges otte minutter på depressionsdiagnosen. Logikken halter, men artiklen fortsætter uanfægtet.
Som Informationslæser gennem 30 år kender jeg de tilbagevendende antipsykiatriartikler, hvor pointen altid er, at praktiserende læger udgør den erhvervsgruppe i Danmark, der véd mindst om psykiatri. Men inderst inde i min lægesjæl føler jeg mig forurettet over de tåbelige påstande. Må jeg bede om dokumentation for, at de praktiserende læger blot bruger otte minutter til at stille en depressions-diagnose – eller en dementi af den stærkt ringeagtende påstand?
Ole Sørensen
praktiserende læge

19 ukendte bestemmer
Der har været adskille beskrivelser her i bladet om SF’s krise. Det må indrømmes, at det er grundlæggende og delvis selvforskyldt. Sidste valgresultat var det dårligste siden slutningen af 1970’erne. Bortset fra SF’s start i begyndelsen af 1960’erne og en perioden i 1970’erne hvor der var tre venstrefløjspartier har det været det dårligste resultat nogensinde. Det dårlige resultat skal ses i lyset af, at Socialdemkraterne i starten af 1960’erne var langt større end i dag, og at de sidste tre år er gået hårdt ud over SF’s mærkesager. Krig for første gang i 140 år, nedskæringer på ulandsbistand og miljøreduktioner. Så hvordan synes SF selv det går, når disse ting burde give stor fremgang? En medvirkende årsag til det dårlige resultat kan være, at SF er meget hård ved sine stemmeslugere, man kunne næsten tro, at janteloven var vedtaget på SF’s landsmøde. Et godt eksempel er, at Margrete Auken efter et snævert flertal i SF brager ud med et flot valg, 70.000 vælgere sætter kryds ved hende. Hvad gør SF for at fejre det? SF’s hovedbestyrelse prøver med et flertal på 19 mod 18 at forhindre hende i at vælge gruppe i EU-Parlamentet. Her skal det oplyses, at hovedbestyrelsens folkelige opbakning er næsten nul. Af SF’s 7.000 medlemmer (Margrete fik 10 gange så mange stemmer) har måske 1.000 valgt 400 delegerede til landsmøde, der så vælger hovedbestyrelse. Stort ses ingen SF’ere kan nævne navnet på mere end fem hovedbestyrelsesmedlemmer, og resultatet af den nævnte afstemning er ikke navngivet. Vi ved altså ikke, hvem der har stemt for hvad i hovedbestyrelsen. 19 ukendte personer, der er valgt af ca. 400 mennesker prøver altså at bosse rundt med en folkekær politiker. Tilsvarende stemte mere end 3.000 vælgere for at den unge Pia Olsen skulle i Folketinget. Men nej, 112 medlemmer i SF Frederiksborg Amt havde besluttet sig for partiliste. Det betød, at en ukendt 58-årig får sin debut i Folketinget med under 800 stemmer, selv om han stod øverst på listen.
De to eksempler er mere end et parti i krise kan tillade sig. Uden at holde af spindoktorer bør man nok prøve at hæge lidt om dem, der sælger billetter, det nytter ikke at sidde i sin studiekreds og have ret, hvis resten af verden ikke har opdaget det.
Peter Lawrence Brooker viceborgmester, Gladsaxe, SF

Det var pokkers
Tak til Jens Juhl Jensen for en fremragende kronik den 21. februar.
En enkelt korrektion: ’Pokker’ har ikke noget med kopper at gøre, men derimod syfilis, jvf. engelsk smallpox (svarende til kopper) eller bare pox, hvilket betyder syfilis. Hvis man i det 16. århundrede ’var syg udi de pokker’, så var det syfilis, man led af.
Så kronikøren har alligevel ret, pokker er at sammenligne med vore dages aids.
Birger Kledal
Esbjerg

50 øre i min alder
Nu, hvor vi har lagt valget bag os, og ministrene forsigtigt prøver at finde deres egne fødder, er der grund til at trafikken bevæger sig stille forbi Christiansborg. ’Sygehus – undgaa Støj’ som der stod i gamle dage og stadig væk står ved det gamle sygehus i Roskilde. ’Christiansborg – undgaa Støj’ bør der stå på skiltet og i disse oplyste tider bør der måske også redegøres for årsagen med ordene ’For de skriver med Blæk’.
De sidder nemlig derinde og udfylder checks i tusindvis, hundredtusindvis! Der er checks til alle børnefamilierne, store og små, børn og familier og til de gamle og til de ældre og til de ældste, så alle disse checks flyver dem om ørerne, for man har indgået kontrakter med folket, og løfterne skal holdes, ellers kan man ikke vinde næste valg, hvor der forhåbentligt kan indgås endnu flere aftaler og udskrives endnu flere checks. Blot skulle erhvervsministeren – BB–erhverv – måske til den tid udtænke en anden udbetalingsmåde end checks. Måske skulle han prøve med et plastickort! Vi har jo ved dette valg set, hvor stor interesse de siddende ministre har haft for Dankortet, og nu, når de er færdige med at skrive checks ud, skal de jo alligevel i gang med at få ændret på den 50-øres afgift, som den kække vicestatsminister så smukt havde fået forhandlet på plads. Nu har det længe undret mig, hvorfor det kun var plastickortet, der skulle holde for i det meget omtalte forlig med bankerne. Hvad har pengene, kontanterne, gjort, siden de skal holdes uden for? Jeg mener, at der her gives en chance for vores kække BB-erhverv til at overbyde statsministerens udspil om dankortgebyret. BB-erhverv skal gå i forhandling med bankerne og Finansfrådet – det kalder min stavekontrol det – og få lagt en 50-øres afgift på brug af kontanter. Der er meget administrativt arbejde med kontanter. De skal tælles og køres herfra og dertil i pansrede biler. De skal lægges i bunker, og der skal lægges papirstrimler omkring, og de skal efterses for falskmøntneri og meget, meget mere. Ja, tænk blot på de små plastichylstre i forskellige kulører til at putte enkroner og femkroner i. Jo, der er meget arbejde med kontanter, og BB-erhverv ville virkelig gå over i dansk politisk historie som manden med de geniale løsninger, hvis han i stedet for at løbe efter alle de andre i forsøget på at afskaffe 50-øres afgiften skabte lighed imellem dankort og kontanter ved at lægge en 50-øres afgift på betaling med kontanter. Kunderne ville ikke længere have noget at beklage sig over, og det ville være til hjælp og støtte for bankerne, hvilket hensyn jo altid ligger os på sinde.
Mads-Bjørn Jørgensen
sognepræst

Uha uha, den farlige frihed
David Gress demonstrerer i interviewet 18. februar, hvorfor man må skelne mellem at være liberalist og at være liberal. Skønt Gress bliver kaldt liberal i artiklen, er han det ikke. Tværtimod ser Gress som et tilbageslag, at vi på en række områder er blevet mere liberale: Det er for Gress at se en ulykke, at kvinderne i dag er blevet økonomisk selvstændige, og at folk selv vælger, om de vil vente til, de er over 25 år med at færdiggøre deres studier og at få børn. Også homoseksuelle ægteskaber er skadeligt for samfundsøkonomien, hvorfor Gress mener, staten skal gribe ind. Det samme gælder tidens grimme sprog, hvor Gress mener, man skal kunne straffes med bøde for at sige fuck. Liberalist er Gress derimod i dén grad – så meget, at han vil acceptere vide indgreb i den personlige frihed, hvis det blot fører til, at markedet kører lidt glattere. Her må Gress da kunne glæde sig over, at et af det moderne forfalds symptomer effektivt bliver reguleret: Arbejdsgivere af Gress’ støbning sørger gennem deres restriktive ansættelsespolitik og fordomme for at holde andelen af folk med mærkeligt hår nede – forhåbentligt til glæde for samfundsøkonomien.
Jon Rosgaard Boiesen
Århus C

Hvem er det lige, der lider af krise?
Det tragikomiske interview med David Gress den 18. febr. viste liberalismens sande ansigt. En ideologi der egentlig skulle have bare et eller andet med frihed at gøre – bare ikke overfladiske handlinger som at vælge, hvem man lever sammen med, tale som man lyster eller føde børn, som det nu teknisk er muligt. Men derimod er frihed kapitalens frie bevægelighed... Gaaaaab – er det venstrefløjens krise?
Hans-Henrik Skou
Kbh. V

Det er næppe cool at være uvidende
Regeringens udspil til undervisningsprogram er utvivlsomt ganske rædselsfuldt, som alt andet fra den hånd, men jeg må protestere, når Information i sin kritik skriver »Et hop baglæns... tilbage mod paratviden... konkrete kundskaber« (leder den 19.-20. februar). Er konkrete kundskaber et onde? Er det odiøst at (ville) vide noget? Er det ikke undervisningsinstitutioners fremmeste opgave at bibringe elever/studerende viden (og stille krav om, at elever/studerende opfylder deres del af processen) ? Er det at lære ikke en overordentlig væsentlig del af at blive ’et helt menneske’?
Er det cool at være uvidende ?
Ulla Elo
Slagelse

Rettelse
I går havde Information i et debatindlæg om udtrykket So ein Ding müssen wir auch haben smidt prikkerne over u'et væk.
Vi beklager.
Red.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu