Læsetid: 7 min.

OPINION

11. februar 2005


I traumernes tåge
Smagsdommere fra alle dele af det danske samfund skal nu sidde i rundkreds med statsminister Anders Fogh Rasmussen og spørge: »Hvordan synes du selv, det går med at skabe 60.000 nye arbejdspladser«. Det er ingen hemmelighed, at ’rundkredspædagogik’ er noget meget negativt ifølge Anders Fogh, der har vist sin vrede og foragt for dette ’farlige’ rundkreds-spøgelse. Nu har valget fået en klar afgørelse, og ’rundkredse’ er afskaffet og i stedet får vi ’vækstcirkler‘. De er vel også ganske runde, men de skal kunne redde Danmark. Forklaringen på ’det gode’ ved vækstcirkler og ’det onde’ ved rundkredspædagogikken findes måske kun i traumernes tåger. Traumer, der kommer, når børn ikke vil lege med en, der vil bestemme det hele selv.
Gert Wiik
Nykøbing Falster

Medietyranni
Informations leder den 9. febr. konkluderer, at »i den sidste ende var det Anders Fogh Rasmussen, der var mest overbevisende i rollen som socialdemokrat«. Lederen nævner ikke ét ord om de enorme økonomiske ressourcer samt mediemæssige fordele VK-regeringen har haft af, at venstrefløjen i dag faktisk ikke har noget, der bare ligner en daglig avis. Den borgerlige fløj har sat sig på næsten hele medieområdet! På den baggrund er det egentlig ret flot, at venstrefløjen overhovedet er repræsenteret i Folketinget. Hvis det står til troende, at medierne sætter 50 procent af den politiske dagsorden og partierne ca. 30 procent, er det da ikke så underligt, at VK vinder en valgkamp, hvor stærke økonomiske kræfter investerer i VK-propaganda. (Venstre vil som bekendt ikke engang tillade, at vi får at vide, hvor meget partiet er blevet støttet af ’det private’!). Samtidig insisterer de på, at fagforeningerne ikke skal blande sig i partipolitik. Jamen, hvor i alverden skal pengene så komme fra, hvis den venstre side af Folketinget skal gøre sig noget håb om at få budskaberne ud i en form, der kan konkurrere med V’s superprofessionelle spindoktorer samt millionsubsidierne fra erhvervslivet i VK-regi? At Anders Fogh Rasmussen skulle være en overbevisende socialdemokrat... det må være lederskribentens (weis) behagelige spøg at påstå noget sådant. En minimal indsigt i forskellen på den økonomiske politik de to partier imellem burde klargøre dette – eksempelvis på miljø- og uddannelsesområdet.
Stig Petersen
Kokkedal

Statsmand vanæret
Den 8. febr. så man i mange aviser DF’s skandaløse annonce: »Så naivt talte den danske elite, mens muslimerne talte rent ud af posen, godt Pia har et ord at skulle have sagt!«. Blandt disse muslimer så jeg til min overraskelse navnet Alija Izetbegovic (afdød bosnisk præsident, som var ved magten 1992-2000). Ifølge DF siger Alija Izetbegovic: »Der kan ingen fred være mellem den islamiske tro og ikke muslimske samfund...« Enhver, der kender noget til Alija Izetbegovic, ved, at det er en løgn. Alija Izetbegovic, manden som er blevet tildelt et hav af priser og anerkendelser af alverdens ledere og organisationer, for den indsats, som han leverede under Balkan-krigen. Under den blodige krig i Bosnien, som varede tre lange år, blev flere moskéer bombarderet til aske af serbiske krigsforbrydere, mens Alija Izetbegovic personligt gav ordrer til at både kirker og synagoger skulle forblive som de var, om man så skulle vogte over dem. Den bosniske præsident var en respekteret og elsket mand, som kæmpede for freden og et multietnisk samfund, hvor alle var ligstillede, nu bliver han hængt ud for at sige noget som han ikke stod for. Hans ærefulde navn er blevet misbrugt i en skandaløs valgkampagne af et parti, som gør alt for at manipulere den danske befolkning. Verdens personligheder som for eksempel Kofi Annan, Richard Hoolbruk, Bill Clinton, Jacques Chirac, George Robertson, Kliford Bond, Javier Solana og mange andre respekterede statsoverhovedere kan kun udvise respekt over for Alija Izetbegovic, hans personlighed og politisk overbevisning. Vi mener at Dansk Folkepartis ledelse ikke er nært så kompetente som de overnævnte statsoverhoveder.
Faruk Jakic
Bosnisk Forening

Venstres nye regnestok
Ang. Informations artikel den 7. febr. om Venstres nye regnemetoder:
Lad os tage 13 arbejdsløse, man finder et job til dem alle, og de starter om mandagen. Nu er der 13 mindre i statistikken. Så møder de på arbejde om tirsdagen, så er der 13 mindre om tirsdagen plus de 13 fra om mandagen, altså 26 arbejdsløse mindre. Er vi derefter så heldige, at de 13 også møder op om onsdagen, ja så har vi de 13 plus de 26 om tirsdagen og de 13 om mandagen lig med 52 færre arbejdsløse, og regner man med den metode, er der 6.656 flere beskæftigede i løbet af 14 dage!
Dorthe Møller
grafiker

Ingen mand er en ø
»De risikerer at vågne op onsdag morgen til en ubehagelig overraskelse«.
Ordene er statsministerens, den statsminister vi havde forleden, og som ikke havde været det i dag, hvis hans ord var blevet til virkelighed for dem, de var tilsigtet. I stedet sidder vi i dag knap 1.600.000 vælgere og må erkende, at vores ubehagelige overraskelse ligger i, at vi deler land med et flertal som må antages at synes, at de er sig selv nok. Det er et flertal, som har sagt ja tak til en regering ledet af den mand, som i firserne skrev om minimalstaten og dermed udtrykte et klart ønske om at afskaffe velfærdsstaten. Det er et flertal, som har vendt det blinde øje til de kendsgerninger, at regeringen gennem deres udførte politik stille og roligt trækker tæppet væk under det samfund, det har taget 100 år at opbygge, en regering som pakker de beske bolsjer ind i glitrende løfter om skattestop og endog skattelettelser, bolsjer som vælgerne sluger uden at fortrække en mine, så længe beløbet på lønsedlen blot er steget nogle få hundrede kroner i forhold til tidligere. Var valget blot et udtryk for danskernes forbrugermentalitet, hvor vi opretter endnu et kontokort, hvis vi ikke har pengene til at købe, hvor huset købes på afdragsfrielån i troen på, at værdien nok stiger, så der alligevel kommer en gevinst? Det sidste, der forsvinder, er håbet, og håbet lige nu er, at folk med tiden vil se, at ingen mand er en ø, at flertallets holdning skifter, så vores børn ikke skal vokse op i et samfund, hvor der nikkes billigende til den menneskemængde, der står på kanten med redningsbælter i hænderne og råber ’svøm’ til den druknende.
Ulla Olander
lærer

Foghs takketale
den 8. februar
»Endelig døde det livsbekræftende menneske, der i sin virkeligheds ’nu’ søgte rødderne til sin egen berettigelse. Vi fik vort historiske øjeblik. Den engelske regeringsform med sin fasttømrede blokpolitik blev sneget ind ad bagdøren og æder nu løs af blomsterne i den latterlige demokratiske have. Vi beviste det i årene 2001 til 2005: ’Middelmådigheden sejrer altid, når det er bogholderen, der svinger taktstokken’. Vi demonstrerede det i januar og februar 2005: ’Kald din modstander for en løgner, og du vinder!’ Vi erklærede Grundtvig og hans ’ligeværdige samtale’ for død. Det havde vi penge nok til! Den 8. februar 2005 befæstede vi nyliberalismen som vor tids nye grundpille: ’Den, der har flest penge, har mest ret! Den, der yder, kan få. Den, der ikke yder, må gå!’Og vi bestemmer, hvem der kan yde, og hvem der skal gå. Vi hører den tabende parts klynkeskrig bag forhænget, og vi er villige til at tilgive ham, når blot han indser, at vi har ret. Mon det er sivet ind nu? Oppositionen havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig en så beskidt og meningsløs valgkamp. Og det var hans fejl. Han var et naivt fjols, der troede på demokratiet, og derfor måtte han tabe. Nu har vi fået indført ’alles kamp mod alle’ og Tarzan, Jane med den stærkes ret! Nihilismens destruktive spøgelse er til vor rådighed og venter behændigt i kulissen. ’Den som må være en skaber i godt og ondt: Sandelig, han må først være nedbryder og sønderbryder af alle værdier’. Dermed har vor værdi- og velfærdsdebat fundet sit endelige ståsted. Til lykke kære venner. Tak for sejren og tak for valget!« Et eller andet sted var det sådan, jeg hørte Anders Fogh Rasmussens takketale til sine venner i nyliberalismens herlige verden.
Hans Winkel
civiløkonom

Fem flade udfordringer
»Denne avis har peget på fem udfordringer før dette folketingsvalg: Den sociale udstødning, Irak-krigen, integrationen, overforbruget af naturens begrænsede goder (kaldet ressourcer) og EU. De fem udfordringer kom ikke til at præge valgkampen synderligt«, skriver Ejvind Larsen den 9. februar.
Ja, derfor er det mærkværdigt, at »denne avis« ikke har taget det parti alvorligt, der netop stillede op for at fokusere på disse problemer, nemlig Minoritetspartiet med Retsforbundet tilknyttet. Mens Information brugte masser af spalteplads på de store partiers utroværdige overbud af gyldne løfter og underholdende artikler om de kendtes færden, var der ikke plads til ordentlig behandling af det nye initiativ. Det blev fejet af bordet med en overskrift om ’Nytteløs valgkamp’ og Johs. Andersens bemærkning om, at det var ukendt og for utopisk! »Det er sådan et parti, der kommunikerer alt det helt rigtige, men til en urealistisk pris. Det gør dem utroværdige«, siger Johs. Andersen 24. jan. Ja, Minoritetspartiet består af naive sjæle, der vil den rigtige politik, selv om det i første omgang koster noget.
Hvilken pris mener Information, det er realistisk at bruge på de fem ovennævnte udfordringer? Mindretallenes ret til at komme til orde, var engang et punkt på Informations dagsorden. Hvorfor ville Information ikke gå ind i en debat med Minoritetspartiet om, at det måske i sidste ende bliver uhyggeligt dyrt for vores efterkommere, hvis vi ikke nu vil betale prisen for at forhindre udstødningen, ressourcespildet, krigsgalskaben og diskutere EU’s nedgøring af demokratiet og den uretfærdige fordeling af jordens natur- og samfundsskabte goder?
Aase Bak-Nielsen
Nibe

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu