Læsetid: 9 min.

OPINION

10. februar 2005


Egoisterne fik deres vilje
Hvis man ser på de valgløfter, der blev givet, undrer det én, hvor pengene skal komme fra. Der er lovet til højre (og venstre), i pose og sæk. Vi skal have mere til uddannelse, vi skal have flere penge til de ældre, sygehusventelisterne skal have endnu et hak, og vi skal alle have skattelettelse. Jeg ved ikke, om det er mig, det er galt med, men da jeg gik i skole, skulle 2+2 altså give 4. Som manden siger i lottoreklamen: »Jeg fatter ikke, hvor de får pengene fra«. Hvis alle løfterne skal indfries, og det skal de jo sikkert ikke, skal der skæres ned et eller andet sted. Man kan jo starte med at skære på de offentlige budgetter. Det kan man gøre ved at iværksætte en, med et moderne udtryk, ’outsourcing’, altså flytte de offentlige opgaver ud til det private erhvervsliv. Et område dette kunne gøres, er for eksempel det område, hvor jeg selv arbejder, nemlig inden for IT. Lad os regne lidt på det: En offentlig ansat akademiker inden for IT får omkring 320.000 kr. i gennemsnit. Dette svarer til 320.000/1.900 (hvor 1.900 er det antal timer man forventes at lægge på et arbejdsår, og det reelle timeantal faktisk ligger langt over 2.000, hvilket man ikke får flere penge ud af, men en stadig større afspadsering, der skubbes foran én). Hertil kommer så kontorlokaler, pc’ere o.a. Lad os sige, at det totalt løber sig op i 500.000 kr. pr. medarbejder pr. år. Dette svarer til en kostpris på kroner 270 pr. time (500.000/1.900). Man skal dog stadig bevare en del af ens EDB-park, så dette kan stort set ikke spares væk. Nu skal timerne til diverse udviklingsprojekter og drift så hentes uden for huset. Men her er der tale om en helt anden timepris. Et privatfirma skal nemlig have til uddannelse, sin egen maskinpark, medarbejderens løn og et udbytte til firmaet. En typisk timeløn for en tekniker ligger omkring 500 kroner/timen, og softwareudvikling ligger fra 600- 1.200 kroner plus moms, svarende til hhv. 625 og 750-1.800 kroner. Enhver kan jo se, at dette må være Ebberød Bank. Skift en offentlig ansat ud med outsourcing, og staten ’sparer’ minus 230 kroner og måske helt op til op til minus 1.530 kroner pr. time. En fuldtidsbeskæftiget softwareudvikler vil således koste staten 1.530 gang 1.900 altså 2,9 mio. kroner. Ok, for at være fair, afholder firmaet udgifter til ferie, sygdom osv., så effektivt kan man regne med 1.300 timer og dette svarer til 1.950.000 kroner. Dertil kommer så, at man har fyret en medarbejder i det offentlige, hvilket betyder, at vedkommende skal have dagpenge, krisehjælp, sygedagpenge, ekstra uddannelse osv. ved siden af, hvis vedkommende ikke kan få beskæftigelse i én af de virksomheder, som der bliver outsourcet til. Spørg mig ikke, »men jeg fatter altså ikke, hvor de får pengene fra«.
Peter Faber
civ. ingeniør,
offentlig ansat (endnu)

Uliberalt parti
Danskerne har genvalgt et regeringsparti, som går ind for nedskæringer på de ting, der er afgørende for Danmarks økonomiske position i fremtiden, nemlig uddannelse og miljøforskning. Når man har stemt borgerligt, så har man ikke stemt efter, hvad der er økonomisk forsvarligt, nej, man har ukampdygtiggjort selve det fundament, som den danske økonomi bygger på. Desuden er det skræmmende at se den kollektive fortrængning af spørgsmålet om drivhus-effekten. Er der noget vigtigere for et liberalt parti, end at sikre markedsmekanismen mod at blive fuldstændig sat ud af spil, når naturens kræfter løber løbsk? Igen denne fortæring af selve sin egen krop, sine egne muskler og evner! Danmark kommer til at vågne feberbleg op en kold nat, ude af stand til at forstå, hvor al hyggen blev af. Så er det slut med kaffe og kage, for slet ikke at tale om skattelettelser. Endelig det højre-ekstremistiskes sejrsgang i den politiske sprogbrug. Hvad er danskhed i munden på ekstremisterne? For mig lyder det som en blanding af frygts-fælleskab og had, som det er overordentligt svært for en 21-årig knægt som mig at skulle føle sig som del af. Hvis det fortsætter således, vil det føre til splittelse og undergang af den godhjertede danske nationalisme. Den nationalisme, hvis mål det er at samle folket om at føre Danmark fremad i det internationale som foregangsfigur for den i enestående grad fredsskabende handelsunion EU. Og den nationalisme der formår at styrke den meget trængte menneskerettighedskonvention, i en verden som stadig trænger til den! Det er hårdt at se sine illusioner blive skudt i sænk af så uformående, anti-liberalistiske og nærsynede politikere som dem, der lige har genvundet regeringsmagten. Jeg skammer mig over at være end del af dette hadske fælleskab, som jeg engang stolt kaldte Danmark.
Troels Holm
Brabrand

Ligestilling og værnepligt
Argumentet for, at vi bevarer værnepligten, er underligt nok ikke, at de værnepligtige skal bruges som bombeføde i militære aktioner, men at den styrker sammenholdet i samfundet. Det kan derfor undre, at halvdelen af befolkningen, nemlig kvinderne, ikke ’risikerer’ at blive indkaldt. For hvis grunden til, at vi ikke indkalder kvindelige værnepligtige er deres manglende fysiske styrke, så holder den ikke, fordi forsvaret allerede – blandt andet Hærens Officerskole på Frederiksberg – stiller lavere fysiske krav til kvinderne. Vi ser gerne i Europa, at vores militær profil – i modsætning til det amerikanske – er blødere; det skaber mere respekt for vores militære tilstedeværelser i udlandet. Derfor kan det undre, at kvinder, som i mindst lige så høj grad som mændene kan være med til at skabe en ny og progressiv dynamik i militæret, ikke bliver indkaldt som værnepligtige.
Helgi Breiner
Kbh. Ø

Kvinder i spidsen
Det er ingen ulempe at være kvinde i politik, ser vi. Socialdemokraterne gør derfor klogt i at vælge en af slagsen, f.eks. Mette Frederiksen, som ny formand for partiet.
Men det var en skandale, at Kristendemokraterne valgte side – den forkerte. Et kristeligt parti hører ikke hjemme på højrefløjen i dansk politik. Skal de være tungen på vægtskålen ved næste folketingsvalg, må de omvende sig.
Knud Held-Hansen
Aalborg SØ

Moralen tabte
Den socialdemokratiske kapitalbrøler i valgkampen var nok, at man accepterede modpartens præmisser. Det vil sige, man forsøgte at bilde vælgerne ind, at der var tale om to konkurrerende udbydere af stort set det samme produkt, det vil sige mere af alt godt for de relativt velbjergede – og det er i dagens samfund flertallet – blandt andet på de mindre velbjergedes, og især de dårligst stillede minoriteters bekostning. Men hvad kortsynet egoisme angår, har højrefløjen altid været mest troværdig, og når så samtidig den anden fløj gør sig uheldigt bemærket i mange tilfælde som alt andet end solidarisk – for eksempel i forbindelse med korruptionsskandaler i større og mindre målestok, som der har været nogle stykker af – og i særdeleshed i forbindelse med udlændingepolitikken, så begynder også det moralske overtag til den side at virke temmelig flosset i kanten. Resultatet var således stort set givet på forhånd.
Man kan kun håbe, at moralens fortalere i dansk politik på et tidspunkt igen tør tage på sig helhjertet at kæmpe for de svageres og mest udsattes interesser, herhjemme og internationalt. Det bør gøres, også selv om det muligvis ikke på kort sigt er det, der bedst kan betale sig for flertallet i egoistisk forstand, eller som er nemmest for politikerne at høste stemmer på.
Søren Blaabjerg
Hørning

Folkeafstemnings-demokrati
Rune Lykkeberg efterlyser den 8. febr. »nye ideer om hvordan man kan organisere frie samfund …«. Det er jo en kendt sag, at politiker-leden trives og tilslutningen til de politiske partier i form af medlemskab er for nedadgående. Der er intet, der tyder på, at denne tendens vil vende. Årsagen er den, at partierne har udspillet deres rolle. De er blevet en hæmsko for en fremadrettet udvikling. Partierne er en bremse for en udvidelse af demokratiet. Derfor sygner de langsomt ind. Politikerne har for meget magt. Folket har for lidt magt. Det er selve ondets rod. Det repræsentative demokrati må afløses af et direkte demokrati. Så bliver der igen mulighed for nye fremskridt på mange områder. Bremseklodserne er fjernet. Hertil vil begrænsede fastgroede hjerner tænke: Utopi! Dertil kan peges på det gl. Grækenland for ca. 2.500 år siden. Dengang praktiserede man direkte demokrati i knap 200 år. Alle borgere over 20 år havde taleret, stemmeret og initiativret på folkeforsamlingen. Jah, vil man indvende, de var jo ikke så mange. Rigtigt. Men i dag har vi jo teknikken. Vi har alle en telefon, hvormed vi kan stemme hjemmefra. For eksempel kunne
70.000 borgere over 18 år et år ad gangen være lovgivere. Politikerne er så reduceret til talere (i tv forstås).
Kai Vagner Jensen
Aalborg

Lev og lad dø
Information er en glimrende avis, men rockmusik har I aldrig haft god forstand på, og i indlægget om Superbowl går den da helt i sort. Her konstateres det frejdigt, at gode gamle Paul McCartney leverede aftenens overraskelse, da han spillede en coverversion af Guns ’n’ Roses’ Live and let die...Tjahh, i disse dage er det jo ikke en stor historie, men jeg syntes godt nok, det er lidt pinligt.
Michael Møller Nielsen
Horsens

Bidrage – med hvad?
Mit navn er Abdul Husseini. Jeg arbejder kun tre dage om ugen. Resten af tiden sidder jeg derhjemme, og spiller på min saz. Jeg har temmelig mange børn i forhold til min lejligheds størrelse. Min kone arbejder ikke, hun går på nogle kurser for at opretholde retten til understøttelse. Hun glæder sig til at komme til at lave noget fornuftigt, siger hun. Mine børn går i en dagsinstitution, hvor halvdelen taler det samme sprog, som vi gør. Det er rart, at man kan blive forstået. Det passer ikke, at min kone ikke arbejder. På helligdage hjælper hun til i kulturcentret. Hun gør det for næsten ingen penge, men det er vigtigt for hende, siger hun. Jeg spiller meget på min saz, fordi jeg mener, det er en god måde at møde mennesker på, og fordi mine venner godt kan lide at høre mig spille på den.
De siger, at jeg skal rejse. At jeg er uønsket – at jeg ikke bidrager.
...
Mit navn er Mikkel Andersen. Jeg arbejder kun tre dage om ugen. Resten af tiden sidder jeg derhjemme og spiller på min guitar. Jeg har to børn på 80 kvadratmeter. Min kone arbejder ikke. Hun er under uddannelse og på SU. Hun glæder sig til at tage imod de små nyfødte børn, siger hun. Mine børn går i en dagsinstitution, hvor halvdelen både taler dansk og et andet sprog – det gælder også pædagogerne. Det er rart at man kan blive forstået. Det passer ikke, at min kone ikke arbejder. På helligdage synger hun i den danske folkekirke. Hun gør det for næsten ingen penge – men det er vigtigt, siger hun. Jeg spiller meget på min guitar, fordi jeg mener, at det er en god måde at møde mennesker på, og fordi mine venner godt kan lide at høre mig spille på den. Jeg må gerne blive – men jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til det – bidrage med hvad?
Mikkel Andersen
musikpædagog og guitarist København NV

Hurra for os
Danskerne er efter sigende de lykkeligste mennesker i verden. Gad vide, om man bliver mindre lykkelig af at behandle minoriteter ordentligt?
Stig Petersen

Tidspunktet
Når der er ballade imellem ægtefæller, kan man se flyvende tallerkner.
Leif Grage

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu