Læsetid: 8 min.

OPINION

Debat
9. februar 2005


’Dum i arbejde’
Jeg har med stor interesse læst artiklen den 7. januar ’Tvinges til almindeligt arbejde uden almindelig løn’. Især er det en glæde at konstatere, at fagbevægelsen efter mange års tavshed endelig er ved at få øjnene op for problemet. Kontanthjælpsmodtagere tvinges jo i udstrakt grad til arbejde uden løn og uden lønmodtagerrettigheder som dagpenge, ferie, pension etc. Arbejdsmarkedskonsulent Jytte Hougaard fra HK citeres for at sige, at det ville være forfærdeligt, hvis vi får et arbejdsmarked af folk, der går på kontanthjælp, og det offentlige skal ikke kunne opretholde serviceniveauet udelukkende gennem billig arbejdskraft. Jeg er enig, men det siges, som om det var en fare, der var undervejs. Den frygtelige sandhed er, at det arbejdsmarked af folk på kontanthjælp har vi allerede, og vi har haft det siden aktiveringen blev indført. Og det offentliges serviceniveau opholdes allerede gennem billig arbejdskraft via aktiveringen. Der skrives om, at den paragraf, der siger, at ledige på aktivering ikke må udføre ordinært arbejde, nu er fjernet. Sandt nok, men problemet er ikke opstået af, at denne paragraf er fjernet, for det var der allerede før. Og det ligger i sagens natur: Hvis aktiveringen virkelig skal ’opkvalificere til arbejdsmarkedet’, så kan det ikke andet end blive tyveri af gængse job. Ellers bliver aktiveringen det, som man kalder ’dum i arbejde’ som at grave et hul og kaste det til igen. Og vil man undgå det, så bliver aktiveringen hurtig et sparemiddel for de trængte kommuner, der tilmed får tilskud fra staten for at aktivere, hvilket vist ikke er et særligt godt økonomisk incitament til at hjælpe de ledige i ordinære jobs blandt andet ved at ansætte dem på ordinære vilkår i stedet for at aktivere dem. Winnie Lindner fra FOA siger, at der bør være mere tilsyn, det hjælper ikke at ændre i loven. Der skal her spørges, om problemet er manglende tilsyn eller en dårlig lovgivning. En lov, der ikke bare tillader men ligefrem påbyder, at ledige udfører arbejde for blot kontanthjælpen, kan ikke være andet end fejlslagen. For resten: Da en sagsbehandler for to år siden ville aktivere mig i et projekt for ledige, der har andre problemer end ledighed selv om jeg hverken er alkoholiker eller narkoman eller alvorligt syg, sagde hun med rene ord, at det ikke var meningen, at jeg skulle komme i arbejde af det. Det var for at jeg skulle beskæftiges og have noget at tage mig til i hverdagen.
Mogens Sørensen
København K

Beton som mor Stauning lavede den
De konservative har ifølge dem selv kuren på folkeskolens slaphed og elevernes dårlige resultater: Mere regulering, flere tests, fælles læseplan og – som det seneste – den obligatoriske børnehaveklasse. Med udgangspunkt i PISA-undersøgelsen, der blandt andet viser, at hver femte elev i dag forlader skolen som analfabet, er svaret fra de konservatives side mere socialdemokratisk enhedsskole, mere ensretning og nu også tidligere socialisering gennem børnehaveklassepligt. Kort sagt beton som mor Stauning lavede den: Befolkningens børn er ’vores børn’. De skal gå i den fælles skole. Og hvis systemet ikke virker, skal de bare gå der længere, end de gør i dag. Problemet er ikke bare, at de konservative vil lave en større og mere pligtpræget udgave af den socialdemokratiske uddannelsesmaskine. Problemet er i lige så høj grad, at sagesløse forældre skal bidrage med stadigt flere resssourcer til et mere og mere utidssvarende projekt. For uanset de konservatives gode intentioner, så betyder mere regulering og flere påbud fra oven ikke desto mindre, at ansvaret ude i de enkelte skoler forsvinder. Samtidig giver ensretningen (også af de private skoler) stadig mindre grund til at gøre det bedre. Men kære Bent Bendtsen hvorfor i alverden vil I bygge videre på et system, der ikke leverer varen? Hvorfor skal de lærere og skoler, der giver de ringeste resultater belønnes med flere ressourcer? Og hvad er der blevet af forældrenes ansvar for deres egne børn? Hvorfor skal det frie valg kun gælde de gamle og de syge? Hvorfor skal sunde og raske forældre ikke i lige så høj grad tilskyndes til at vælge selv? Hvad med – i lighed med sundhedssektoren – at forslå at pengene fulgte børnene og ikke de dårlige resultater? For folkeskolen har ikke ikke brug for mere tvang – den har brug for mere konkurrence.
Chresten Anderson
og Simon Espersen
cand. scient.pol.’er, MarkedsCentret

Arbejdskraft tak, arbejdere nej tak
I 1960’erne inviterede vi tyrkiske gæstearbejdere til landet, hvilket var en fordel for begge parter. Danskerne fik billig arbejdskraft, og tyrkerne fik mulighed for at forsørge deres familie. Vores dronning åbnede op for indvandreremnet i sin nytårstale allerede i 1982. Hun advarede os mod det stigende fremmedhad og den grufulde racisme. Men hadet kom, som hun havde forudsagt det.
Jeg har desværre hørt mange danskere sige, at nydanskerne er nogle ’værre nogle’: At de alle sammen går med kniv, og de er ikke bange for at brug den. Jeg mener ikke selv, at der ligger den helt store sandhed i disse fordomme. Det er rigtigt nok, at en lille gruppe af nydanskerne laver nogle uheldige ting, men man skal ikke generalisere og sige, at alle nydanskere er kriminelle. Vi kan derimod stille spørgsmålet, om vi gør nok for give disse utilpassede unge en god integration i Danmark?
Det hjælper ikke, at vi marginaliserer dem yderligere, i stedet for skal vi vise dem, at vi anerkender dem og de har en vigtig plads i samfundet.
Wazhma Noori
Tjele

Bordel-Cuba
I bagsidelederen den 3. februar skærer bjm ind til benet i sin skarpsindige analyse af situationen på Cuba. Hørt!
Der skulle endda være militærbaser, hvor mennesker fra alle verdensdele nu på fjerde år holdes fængslet under forfærdende forhold uden lov og dom. Den frie verden må gribe ind og sørge for, at menneskerettighederne overholdes også her.
Glem revolutionsromantikken og lad Cuba blive et muntert amerikansk mafiabordel igen, ligesom i de glade dage før 1959!
Claes Løfgren
Randers
Den trendy aldersfascisme
I sit interview med Pernille Rosen-krantz-Theil (5. februar) indleder Rune Lykkeberg med en interviewteknisk kæmpefejl, idet han starter med at lancere sin egen mening om tingene, inden vi hører den interviewedes synspunkter, der dermed tager farve af interviewerens holdning, hvad der understreges flere gange undervejs.
Lykkeberg er ikke bekendt med den odontologiske situation i Danmark, hvor selv 100-årige går til tandlægen med deres egne tænder, så hans bemærkning om at gebisset falder ned i skødet på folk i 60-70 års alderen er et forsøg på at udstille dem som lallende demente gamlinge, der ikke kan holde hverken på det ene eller det andet. Det billede bruger Lykkeberg sandsynligvis på grund af en fatal mangel på argumenter. Jeg kalder det aldersfascisme.
Men nu vil jeg så spørge Rune Lykkeberg, om han vil være venlig at oplyse mig om bare ét konkret eksempel på gamle 68’ere, der har sagt undskyld. Det kan Pernille Rosenkrantz-Theil også roligt gøre, det vil være umådeligt oplysende.
Henning Prins
forfatter

Nyfødte skades
på hospitalerne
Selv om EU har forbudt kemikalier af typen phthalater i kosmetik og legetøj, optræder de i store mængder i hospitalsudstyr, der anvendes til nyfødte og for tidligt fødte. Det kan efter al sandsynlighed medføre alvorlige reproduktionsskader. Hvad siger de sundhedspolitiske ordførere?
Phthalater er kemikalier, der sættes til plastic (PVC) som blødgøringsmiddel, og som er stærkt mistænkte for at forårsage reproduktionsskader, blandt andet i forbindelse med udviklingen af testiklerne. Derfor har EU forbudt anvendelse af phthalater i for eksempel kosmetik og legetøj til små børn. Derimod er der ingen restriktioner for anvendelse i hospitalsudstyr som slanger, masker, poser mm. Det er betænkeligt, eftersom der afgives ganske store mængder fra dette udstyr under brugen. Det er alvorligt, når det drejer sig om behandling af for tidligt fødte børn, der er ekstraordinært modtagelige, blandt andet på grund af deres lave kropsvægt. Et barn der bliver behandlet i respirator kan få tilført 5–30 mg phthalater pr. kg kropsvægt, hvilket svarer til de mængder, der giver tydelige skader på reproduktionsorganerne hos mus og rotter. Ved blodtransfusion og sondemadning tilføres også store mængder.
Det er uforståeligt, at de nyfødte børn skal udsættes for behandling, der kan true deres udvikling. Hvorfor er der ikke indført forbud på dette område? Der findes nemlig erstatningsprodukter. I Sverige er stort set alle hospitaler, der behandler for tidligt fødte børn, ophørt med at anvende produkter der indeholder phthalater. De phthalatfrie produkter er lidt dyrere, og der er sikkert nogle procedurer og rutiner, der skal ændres, når man skifter produkt. Det burde imidlertid ikke veje tungt i forhold til den risiko man udsætter de nyfødte børn for, men på et presset hospitalsbudget kan det blive udslagsgivende.
Jørgen Jacobsen
og Jesper Lauritsen
Det Økologiske råd

Svar fra anmelderen
Oversætteren Henning Vangsgaard udtrykker i et læserbrev 7. februar sin utilfredshed med de værdidomme, jeg som anmelder af oversat litteratur har for vane at fælde over oversættelsens kvalitet i en parentes. Disse parentetiske bemærkninger skyldes ikke, som Vangsgaard mener, at jeg ikke vurderer den litterære oversætters arbejde højt, ligesom Vangsgaard tager fejl, når han tror, jeg ikke selv har erfaring som oversætter (siden 1993 har jeg oversat Milan Kunderas bøger). Netop derfor har jeg med mine vurderinger gerne villet vise, at jeg også forholder mig til oversættelsens kvalitet. Vangsgaard har dog fået mig til at indse, at den parentetiske form kan virke mod hensigten, hvorfor jeg fremover vil tage den op til overvejelse. Derimod har jeg svært ved at se, at min bemærkning om, at Goethes poesi fratages sin kraft af en dansk prosaoversættelse, vidner om, at jeg skulle forholde mig »overfladisk og ureflekteret« til oversættelse. Vangsgaard opfatter denne bemærkning som en kritik af hans arbejde, men den er snarere en almindelighed, som de fleste, der forholder sig reflekteret til poesioversættelse, formentlig vil skrive under på. (Den løsning, jeg selv ville have valgt, ville have været at trykke versene i tysk original, med oversættelsen som note.) Som en litterat, der ofte har inddraget oversættelseskritikken i mit tekstanalytiske arbejde (for eksempel i min afhandling At læse barnet og i min anmeldelse af Hans Peter Lunds nyoversættelse af Madame Bovary) har jeg svært ved at identificere mig med den karakteristik, Vangsgaard giver af mig.
Lilian Munk Røsing

Lighed
I Danmark er alle lige
– skæve
Bo Lille

Vokalt set
stærkt troende
stærkt truende

Nils Holsko

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her