Læsetid: 3 min.

Hvad er oplysning i dag?

Kritik og kanon hører ikke sammen
8. februar 2005

kommentar
Den tyske filosof Immanuel Kants (1724-1804) svar på spørgsmålet: Hvad er oplysning? lød: Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Kant taler her om at gå ud af umyndigheden. Bevægelsen væk fra det umyndige er det væsentlige for Kant. Ordet ’udgang’ angiver en bevægelse og ikke en tilstand. En ubevægelig tilstand af selvgod oplysthed, samt stilstanden i det at være kommet frelst ud på den anden side af umyndigheden og ind i myndighedens evighedsrige er på ingen måde Kants sag. Han tillader ikke, at tænkningen stivner i dogmatik: Sapere aude! »Hav mod til at bruge din egen forstand,« siger han også. Man skal altså bruge sin forstand og ikke mindst vedblive dermed. Kant er således kritisk; hans ærinde er først og fremmest kritikken af umyndigheden. Ved oplysning forstår han ikke primært elevers og studerendes indføring for eksempel i naturvidenskabens lovmæssigheder, i juridisk gældende lov eller litteraturens historie. Viden om disse emner kan kun interessere oplysningsmanden, for så vidt som den tjener udgangen af umyndigheden. Den siddende danske regerings neoliberalistisk prægede kompetencetænkning ser i modsætning hertil viden som rent værktøj i omverdensbeherskelsens interesse, ser udelukkende viden som middel til at kunne klare sig i konkurrencekampen. Samfundet ses i denne optik som bestående af atomiserede individer, der ikke er andet end deres arbejdsfunktioner. Udfylder individet ikke nogen funktion, er vedkommende tendentielt ikke mere samfundsmedlem. I denne kompetenceideologi forfalder kritik fra at gælde som kritik af inhumanitet til at være kritik af manglende effektivitet, og oplysningsbegrebet tager ifølge samme ideologi tilsvarende sigte på beherskelse af og tilpasningsdygtig manøvreren i omverdenen, ikke på alle menneskers udgang af umyndigheden som alle menneskers fælles anliggende. Myndighed er ikke det, at man går ind for frihed, menneskerettigheder og demokrati, men derimod det, at man fordomsfrit tænker over disse begrebers form, indhold og berettigelse i konkrete situationer. Ingen ’værdier’ er immune over for nye erfaringer, som kan omstyrte dem. Omvendt er forsøg på at installere ’værdier’ i dag ikke sjældent forsøg på at eliminere kritikken: De ’værdier’, som man altså vil installere, ønskes givet status af urørlige fundamenter. Murens fald var gefundenes fressen for den primitive antikommunisme og antisocialisme, som også dette lands konservative kulturminister er bannerfører for. Murens fald var anledning til at søge ikke blot at komme al sovjetkommunisme til livs, hvilket var legitimt, men også, og ikke mindre vigtigt, til at komme social, politisk, økonomisk og kulturel kritik overhovedet til livs.

Urimelig påstand
Et skridt på denne restaurative vej er den litterære kanon i folkeskole og gymnasium. Kanontanken i sit væsen intenderer at hæve visse værker og forfattere over kritik, gøre dem til indiskutable organer i sådan noget som en dansk identitet. Den tillader dybest set ikke kritik: Den tillader ikke kritik af sin sammensætning, og den tillader ikke, at nye værker indlemmes, dersom de ikke i deres væsen eller karakter tåler at være sammen med det gamle. Kanontanken i sig selv tillader kun værker i kanon, som den mener grundlæggende hænger organisk og harmonisk sammen indbyrdes. For gør de ikke det, så modsiger allerede det tanken om en kanon; dersom det ene værk – måske et digt af (venstresocialisten) Erik Knudsen – ikke ’vil’ være sammen med det andet – måske et digt af (nationalsocialisten) Harald Bergstedt – i en kanoniseret sammenhæng, men langt hellere vil være sammen med andre, eller blot være sig selv, så er den kanon, som de uforenelige værker måtte være bragt sammen i, at regne for en kunstig, usand konstruktion. .
Kant mener nu videre, at menneskets umyndighed er ’selvforskyldt’. Lige så urimelig denne Kants påstand kan forekomme for den, som kender noget til, hvor vanskelige betingelser natur og samfund fra tidernes morgen har stillet for udfoldelsen af menneskers myndighed, lige så gyldig synes den at være nu i dag: Vi har al mulighed for at træde ud af umyndigheden. Manipulation, propaganda samt materiel undertrykkelse og udbytning af andre lader sig i virkeligheden omtrent afskaffe fra den ene dag til den anden, hvis vi ville. Sluttelig er det nok værd at minde om pressens store vigtighed for oplysningen. Dens medvirken til kritik af forsøg på manipulation af befolkningen er et imperativ, hvis det offentlige liv ikke skal have held med at lykkes som svindel. Alle forsøg på at knægte pressens forpligtelse på kritik, også den indirekte trussel via markedets mekanismer, må afvises. Pressen skal ikke være den fjerde statsmagt, den skal selvstændigt og uden loyalitetsforhold til magten forholde sig kritisk. Der er ingen undskyldning for ikke at gøre det.

Poul Ferland er dr.phil. i idéhistorie

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu