Mit tredje barnebarn, Birk Emil, har netop rundet et skarpt hjørne. Nærmere betegnet seks måneder, hvilket indlemmer ham i målgruppen af danske ynglinge, som ifølge firmaet Statsminister & Co. er omfattet af en pasningsgaranti.
Da Birk Emil var kommet ok igennem de tre første måneder af livet, proklamerede han en dag, at han ikke var og heller ikke fremover ønskede at blive betragtet som del af en politisk målgruppe. »Jeg er ikke en målgruppe!« udbrød han pludselig. For os der kendte ham, var denne udtalelse ikke overraskende. Han var allerede på det tidspunkt så berejst i den politiske teori, at han i et suverænt dobbeltgreb distancerede sig fra såvel statsminimalisme (»for meget marked og profit«) som statskollektivisme (»for meget bureaukrati og påduttet gruppeliv«). Jeg var spændt på at høre hans analyse af den aktuelle valgkamp. Og jeg blev ikke skuffet! Næppe havde jeg fået smidt overtøjet, før han spurgte, hvad jeg mente om Statsminister & Co.s helsides valgannonce om en forhøjelse af børnechecken, så prisen på pasning (her vrængede han), kunne nedsættes. Jeg vidste, at hans spørgsmål var retorisk, og han gik da også straks i gang med at svare på det selv. For det første, stønnede han, hvis det nu endelig skal være offentlig yngelpleje, de her venstrefolk vil promovere, er det så ikke et par år siden, at de danske daginstitutioner er gået fra simpel pasning (»Ok, jeg anerkender at der trods alt ikke står parkering!«) og til udvikling?
Monopol på forældre
Hans væsentligste kritikpunkt lå imidlertid ikke her, men i det han betegnede som en kategorial- og identitetslogisk fejlslutning:»Idioterne forveksler simpelthen begrebet familie med begrebet forældre (sætter identitet mellem de to begreber = identitetslogisk fejlslutning, hvis jeg forstod ham ret, bl). Når de siger familie, mener de i virkeligheden forældre. For vi børn hører jo med til kategorien familien, men ikke til kategorien forældre (her var han lidt belærende, bl). Ergo, der er tale om en bevidst maskering, hvori der ligger, at de gerne ser os fjernet fra hjemmet så tidligt som muligt, fordi de har brug for vores forældre på arbejdsmarkedet. Det er jo horribelt! Vi har da ikke samme objektive interesser som vores forældre og arbejdsmarkedet og det er i hvertfald ikke vores organisationer, der har rejst kravet om pasningsgaranti fra seks måneders alderen. Skulle vi virkelig af os selv opgive monopolet på vores forældres nærvær og opmærksomhed. Bare tanken om at skulle være væk fra moderbrysterne kan drive mig til vanvid. Og hvad får vi i stedet for? Udskiftelige lønarbejdere uden mælk i brysterne, hvis opmærksomhed man skal kæmpe med 20 andre unger om at få, påduttet gruppefællesskab med børn man aldrig ville have drømt om at søge selv, sådant rent livsstils- og smagsmæssigt de fleste er larmende, mange stjæler legetøjet ud af hænderne på én, og nogle er så voldelige, at hvis de havde været over 15 år, var de blevet idømt ungdomssanktion.« Herefter truede han med at gennemgå de sidste års videnskabelige reviews fra den udviklingspsykologiske videnskab, som han mente klart talte imod en alt for tidlig statskollektivistisk gruppesocialisering. Hvortil han føjede det, han betegnede som en mere »ideologikritisk vinkel«. Han mente, at Fogh helt havde glemt, hvad han sagde i 1993, nemlig at vi helt fra bunden skal gøre op med de kollektivistiske normer, vi så at sige har fået ind med modermælken. Jeg delte hans undren over en familiepolitik, der ville støtte familien ved at opløse den allerede, når barnet var seks måneder gammelt. Og foreslog, at han søgte opbakning hos Dansk Folkepartis to præster i Folketinget. De havde jo da engang om nogen forsøgt at bekæmpe det anslag mod familien, som Socialdemokraterne sammen med kommunistiske fagforeningsledere i BUPL stod for? Jeg fik ikke svar, for Birk Emil var faldet i søvn. Ophidselsen og de intellektuelle anstrengelser havde tilsyneladende taget på kræfterne. Det sidste jeg hørte ham sige, meget svagt, var »Kiss my ass...«.
Moderen, hans indtil videre næsten private ejendom, forklarede, at han allerede havde været rundt om DF. Men at der ikke var noget at hente dér. Præsterne havde glemt alt om den hellige familie og den uhellige statsinterventionisme. Som tingene og den politiske opportunisme havde udviklet sig, stod både præster og DF bag en familiepolitik, der qua pasningsgaranti og institutionalisering af helt små børns liv opløste familierne. Der var ovenikøbet politisk garanti for denne familieopløsning.
Benny Lihme er redaktør for tidsskriftet Social Kritik
