Læsetid: 2 min.

Per Stig Møller er smattet over for FN

Debat
8. februar 2005

terrorisme
af Tom Clark
medlem af Grundlovskomitéen 2003 vedr. Irakkrigen
Per Stig Møller har flere gange gjort sig til talsmand for, at den konstaterede stigning i terror efter besættelsen af Irak ikke er en konsekvens af selve krigen: »Terroren var steget under alle omstændigheder,« forklarede han således til Berlingske Tidende den 9. januar, og han pegede blandt andet på angrebene mod World Trade Center og ambassaderne i Kenya og Tanzania som eksempler på, at terrorismen var på fremmarch allerede i 1990’erne. PSM har ret i, at verden uden krigen mod Irak alligevel ville have oplevet en stigning i terrorismen. Han argumenterer til gengæld ikke overbevisende for, at der ikke skulle være en årsagsforbindelse mellem den danskstøttede, folkeretsstridige krig og stigningen i terrorisme. Den ansete tænketank Institute for International Strategic Studies (IISS) skrev således i årsrapporten The Military Balance 2003-2004, at krigen har styrket al-Qaeda-netværket med hensyn til både rekruttering og antallet af lande, som gruppen er aktiv i. Vestlige efterretninger forudså desuden inden krigen, at risikoen for terror ville stige som en konsekvens deraf – det ses i forslaget til folketingsbeslutning om en udvidelse af styrken i Irak. At det er gået som forudset, burde ikke overraske.

Israel er et problem
Den bagvedliggende årsag til krigens påvirkning af terroren illustreres i en kritisk rapport skrevet af USA’s Defense Science Board, en uafhængig, rådgivende komité under forsvarsministeren. Rapporten konkluderer, at muslimerne ikke hader amerikanske værdier, men derimod den amerikanske udenrigspolitik, og at flertallet af muslimerne foragter, hvad de ser som ensidig amerikansk støtte til Israel på bekostning af palæstinensernes rettigheder, samt ensidig amerikansk støtte til, hvad muslimer betragter som tyrannier: Egypten, Saudi-Arabien, Jordan, Pakistan og Golfstaterne. Ifølge nyhedskanalen MSNBC påpeger rapporten desuden, at krigene i Afghanistan og Irak har forenet ellers adskilte muslimske ekstremister og givet terrororganisationer som al-Qaeda et stort skub fremad. Disse konklusioner deles af andre, herunder Ray McGovern, tidligere senioranalytiker i CIA, og Dan Ellsberg, tidligere senioranalytiker i tænketanken RAND og Pentagon. Under Ellsbergs besøg i Danmark for nylig talte han om en destabilisering af Mellemøsten som følge af krigen i Irak samt en forøget risiko for terror, herunder i USA og i Danmark.
På denne baggrund er det ubegribeligt, at PSM ikke har indvendinger over for amerikansk enegang uden om FN. Tværtimod mener PSM, at USA »bringer orden« inden for de områder, hvor FN ikke fungerer! PSM’s lemfældige holdning til FN og folkeretten burde vække ekstra bekymring i den danske befolkning, eftersom Danmark i de næste to år er medlem af FN’s Sikkerhedsråd. Da Danmark samtidig skal have formandskabet for den særlige antiterrorkomité, ville en større forståelse af terrorismens årsager være en rimelig forudsætning. Man kan derfor håbe, at der hos Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) sker en kvalitativ forbedring i efterretningsarbejdet. Indtil videre har den lovede reform i FE kun resulteret i en ny hjemmeside, og mens man i en trusselsvurdering kunne læse om en stigning i terror begået af muslimske ekstremister, kunne – eller ville? – FE tilsyneladende heller ikke se den omtalte årsagsforbindelse mellem terrorismen og krigen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her