Læsetid: 2 min.

De radikale bohemer synger ikke rent

7. februar 2005

Valg 2005
af Søren Søndergaard
MF, Enhedslisten
’Boheme-partiet’ blev Radikale Venstre kaldt i Information den 3. februar. I en analyse af partiets fremgang bliver vi indviet i et interessant univers: Partiet repræsenterer i dag ’den kreative klasse’ af skuespillere, forfattere, malere, mediefolk osv., som befolker byerne, kulturlivet og den politiske midte. Det generelle indtryk, som mange har af partiet – ud over at det ledes af en bestemt, taskesvingende kvinde (Jelved) til akkompagnement af ’de tre tenorer’ (Bondam, Morten Helveg og Naser Khader) – er, at det er folk, som holder hånden under de svage, over retssikkerheden og bevarer tungen lige i munden i den økonomiske politik. Alt i alt en profil, som byernes ’bohemer’ kan føle sig trygge ved. Men holder det billede nu også? Nu har jeg sikkert ikke samme sangertalenter, som ’de tre tenorer’. Men et par pip vover jeg alligevel, fordi der faktisk er nogle mislyde i bohemernes skønsang.

Ned med kontanthjælpen
For eksempel har ’boheme-partiet’ i den forløbne valgperiode stemt for nedskæringer i kontanthjælpen, hvilket ramte tusinder af i forvejen fattige mennesker. De vedtog også sammen med regeringen og Dansk Folkeparti at afskaffe skolepraktikken. Det kostede 4-5.000 elever og lærlinge – ikke mindst blandt unge indvandrere – muligheden for at gøre deres uddannelse færdig. Hvordan passer det med partiets profil på integrationen – høj eller..?
Med de samme legekammerater til højre i salen har partiet stemt for at afskaffe bedriftsundshedstjenestepligten og retten til at vælge en sikkerhedsrepræsentant på mindre arbejdspladser. Var det mon af hensyn til arbejdsmøljøet eller af hensyn til arbejdsgiverne? ’Bohemerne’ går også ind for at begrænse/afskaffe den kommunale anvisningsret til almene boliger og sætte ventelisterne ud af funktion, og så i øvrigt at indføre fri huslejefastsættelse. Jamen på retsområdet da? Her stemte de for terrorpakkens indførelse af hemmelig retspleje i Flygtningenævnet i sager om statens sikkerhed. De ’anklagede’ må ikke kende sigtelserne, og det må deres advokat heller ikke. Faktisk skal det såkaldt ’uafhængige’ Flygtningenævn bare smække hælene i og skrige javel, når PET – i hemmelighed – kræver at en asylsag afgjort med et bestemt resultat. Hvordan var det nu lige med den radikale profil på retsområdet – høj eller..? Da vi stillede forslag om at stoppe EU’s pres i WTO på u-landene for at give europæiske vandselskaber adgang til deres markeder, stemte ’bohemerne’ imod. Det gjorde de også, da vi foreslog at stoppe for import af teaktræ fra diktaturet Burma og at arbejde for at få suspenderet EU’s aftale med Israel for at lægge pres på for en fredsaftale med palæstinenserne. Der er flere vers i denne sang, men jeg stopper her, for der er ikke noget så kedeligt som en alt for lang selskabssang. Lad mig blot afslutte med omkvædet: ’Bohemerne synger ikke rent!’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu