Kronik

Da rædselsnatten kom

Søndag er det 60 år siden, de allierede tæppe-bombede Dresden. 80 procent af byen blev jævnet med jorden i det uhyggelige inferno. Dresden er et af mange eksempler på, at der i moderne krig aldrig kæmpes med blanke våben
12. februar 2005

Kronik
Mens bombetogterne under hele Anden Verdenskrig hovedsaglig eller officielt havde været rettet mod den tyske krigsindustri, fæstningsanlæg og landets forsyningsveje, udgjorde Dresden, en af Europas smukkeste kulturbyer – Elbens Firenze, som den blev kaldt – et helt andet mål og formål: nemlig én gang for alle at knække den tyske moral ved bevidst at ramme civilbefolkningen. (Dette skete naturligvis også gang på gang uofficielt under krigen i øvrigt). Dresden selv havde ingen militær betydning og var forsvarsløs over for tæppebombningen af Royal Air Force (RAF) og USA’s ’Eigth Air Force’, som begyndte dette uhyggelige inferno om aftenen den 13. februar 1945 og fortsatte næste dag. 80 procent af byen blev jævnet med jorden, og mindst 34.000 omkom i flammerne. Dette tal er i dag det officielle tal, men der er forståeligt nok stadig stor usikkerhed om det. Der har f.eks. været gættet på mindst det dobbelte, ja, nogle eksperter taler om over 100.000, de fleste kvinder, børn og ældre. Og mange flygtninge østfra. 796 britiske Lancaster bombemaskiner og 311 amerikanske ’Flyvende Fæstninger’ kastede i de to angrebsbølger flere tusinde ton kraftige bomber, heraf et utal af brandbomber over byen, som forvandledes til et brændende helvede. Den schlesiske digter Gerhard Hauptmann, der selv oplevede denne rædsel, udtalte senere de berømte ord: »Den, der har glemt at græde, lærer det igen af Dresdens tilintetgørelse.«

Revet ud af sengen
Den tyskfødte fototekniker Klaus-Eckard Riess, Hørsholm, har bl.a. denne barndomserindring af Dresdens undergang: »Seks år gammel oplevede jeg Dresdens ødelæggelse ved engelske og amerikanske bomber. Skønt kun oplevet i periferien, har rædselsnatten den 13. februar 1945 efterladt sig dybe spor i min erindring. Igennem hele min barndom husker jeg den indre by som en endeløs ørken af ruiner. Indtil jeg fra 20-årsalderen tilegnede mig, med stadig stigende interesse, et vist kendskab til de politiske og militærhistoriske sammenhænge, anede jeg faktisk ikke ret meget om, at Dresdens ødelæggelse var det sidste forfærdelige svar på bombarderingen af Rotterdam, London, Coventry og andre byer.« »Det var dump og vedvarende motorlarm, der om aftenen på denne skæbnesvangre fastelavnstirsdag havde kaldt min far ud af huset. Han så himlen over byen oplyst af de såkaldte juletræer og styrtede tilbage, kun for at finde min mor chokeret ved radiomeddelelsen om, at en strøm af bombemaskiner var på vej mod Dresden. Vi børn blev revet ud af sengen og først klædt på i kælderen, mens huset rystede, ruderne klirrede og lyset slukkedes under bombetæppernes rytmisk rumlende salver. ’De stakkels mennesker, de stakkels mennesker,’ hørte jeg min mor gentage med skælvende stemme. Efter en halv eller hel time, der syntes at have varet evigheder, vovede vi os op.« »Klokken et om natten jagede et nyt og endnu voldsommere angreb os på ny under jorden. Om morgenen måtte vi evakueres på grund af en formodet tidsindstillet bombe, der var gået ned i nærheden, og ved middagstid haglede det igen med bomber ... Nu fik vi også de første rædselsberetninger at høre, om min tante Lotte, der havde mistet begge ben, om folk, der var undsluppet helvedesilden, men havde mistet alt, om de mange bekendte, der blev savnet, og om dynger af små forkullede lig.« »Vore forældre forsøgte at skærme os fra denne gru, men jeg husker bjergene af mursten, tomme, sværtede vinduer, forvredne jerndragere, de ensomme skorstene, flækkede betonvægge, udbrændte boliger og et uendeligt landskab af ruiner. Dette var resterne af den by, som hele verden engang valfartede til for at glæde sig ved synet af de mange kønne bygninger, for at gå i den berømte opera, se Rafaels Sixtinske Madonna og andre mesterværker i Gemäldegalerie, beundre Dinglingers guldsmedekunst i Grünes Gewölbe, høre Silbermanorglet i George Bährs stenkuppelkronede Franuenkirche, promenere på Brühlsche Terrasse eller gøre indkøb på Prager Strasse.«

Forkullede lig
Denne meningsløse tilintetgørelse af Dresden er gået over i historien som en af de allieredes største krigsforbrydelser. Dresden er den dag i dag symbolet på militært overgreb på en værgeløs civilbefolkning. Sandt nok matcher den ikke, hvad Hitler-Tyskland formåede at gøre af ufatteligt djævelskab i løbet af krigsårene – her er det tilstrækkeligt blot at minde om udryddelsen af seks millioner jøder – men en forbrydelse var det. Churchill, som havde sanktioneret og underskrevet denne dødsdom af byen med over 600.000 indvånere, fik da efter sigende også alvorlige samvittighedskvaler bagefter, og han følte ingen grund til at sejrsskåle med operationens leder, den kontroversielle luftmarskal Arthur Harris (’Bomber-Harris’), der havde ansvaret for det beskidte arbejde og udførte det absolut uden skrupler, ligesom han havde stået for en masse andre succesfyldte bombetogter over Tysklands byer. Ud over de mange tusinde forkullede lig, der lå stinkende tilbage, jævnedes, som beskrevet af Klaus-Eckard Riess, den ene kulturskat og arkitektoniske stolthed efter den anden med jorden, såsom Zwinger Paladset, Dresden Statsopera, det store Friedrichsstädter Sportsstadion, diverse kulturcentre, historiske kirker og katedraler og i Dresdens omegn smukke barokslotte. Men hvorfor skulle alt dette ske på et tidspunkt, da krigen, som Montgomery oprindeligt havde håbet afsluttet inden udgangen af 1944, for længst var afgjort? Knægtelse af moralen er allerede nævnt, men der var også noget, de allierede ville bevise over for de fremrykkende sovjetiske hære. Den venlige udlægning er, at de allierede med deres enorme luftstyrke ville demonstrere deres støtte til Sovjet, som havde fået tildelt Østtyskland med Dresden som deres interessesfære.

En militær succes
En anden (russisk) udlægning er, at de allierede ville overlade Dresden i en så smadret forfatning som mulig til Sovjetunionen. Under alle omstændigheder blev det civilbefolkningen, der kynisk blev ofret. Men ud fra den overordnede, militære tankegang og beregning set med vestlig optik var bombekampagnen mod Dresden en succes. »Jeg jublede, da Dresden blev bombet«, husker jeg afdøde borgmester Erhard Jakobsen udtalte flere gange i radioen mange år efter krigen, hvad jeg aldrig har forstået som andet end afstumpethed. Under alle omstændigheder sluttede krigen få måneder senere, nemlig den 8. maj 1945. Russerne, amerikanernes senere koldkrigs-fjender, fik en smadret by og praktisk taget intet krigsbytte (som russerne altid havde en vis næse for), men derimod et enormt oprydningsarbejde, hvilket Sovjetunionen da også snart efter brugte i deres propaganda mod USA, deres tidligere allierede, som de beskyldte for at være gemene krigsforbrydere.

Rænkespil
Ingen storpolitik, hverken østlig eller vestlig, hviler imidlertid på ubrydelige og evige moralske love, men er, som enhver véd, et pragmatisk rænkespil og hykleri. Det er vist endnu ikke sket, at sejrherrerne drages til retligt ansvar. Anderledes med de besejrede, som der ingen nåde vises. Året 2005 er et jubilæumsår for besejringen af et dæmonisk nazityranni, og her er der virkeligt noget at fejre. Men Dresden er samtidig et af mange eksempler på, at der i moderne krig aldrig kæmpes med blanke våben. Og så sandt som der findes en højere, ultimativ retfærdighed, må der overordnet være et endeligt regnskab at gøre op med både nation for nation og individuelt. Altså af universets højeste, inappellable domstol. Den 13. februar 2005 indbydes der i Dresden til økumenisk gudstjeneste i den genopbyggede Kreuzkirke, hvor formålet bl.a. er at både besinde sig selvkritisk på historien – hvorfor gik det, som det gik? – og at se fremad i et oprigtigt ønske om fred og forsoning med den øvrige verden, ej mindst med tidligere fjender.

Jørn Nielsen er konsulent og lægprædikant

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu