Læsetid: 4 min.

Samling hos tyske højreradikale

For tre år siden var det tyske højreekstremistiske parti NPD på vej ud i glemslen. Efter det statslige forsøg på at forbyde NPD slog fejl, har partiet lagt en ny, offensiv dobbelt strategi
Debat
1. februar 2005

Internationalt
Da højreekstremisterne i NPD (Nationaldemokratische Partei Deutschland) fik 9,2 pct. af stemmerne ved valget i den østtyske delstat Sachsen i september 2004, var protesterne til at overse. Foruden de antifascistiske venstrefløjsmiljøer og nogle indvandrerorganisationer, var det kun progressive journalister, der i nogle uger efter valget udtrykte deres kritik af NPD i medierne. I mellemtiden har situationen normaliseret sig til fordel for højreekstremisternes strategi. Straks efter det statslige forsøg på at forbyde NPD viste sig at slå fejl, har partiet lagt den taktiske forsigtighed bag sig og agerer nu helt åbent for en tysk nationalsocialisme i kampen imod »multikulturel fremmedgørelse«.
Ifølge NPD’s ideologer skal der dannes en »folkefront af højrefløjen«, som skal forbinde »kampen om parlamenterne« med »kampen på gaden«. En sådan »national opposition« skal i fællesskab bekæmpe det »jødisk-amerikanske imperium«, som har domineret det tyske folk siden 1945.

Nyt folkefællesskab
NPD’s politiske virke i Sachsens delstatsparlament viser, at det i dagens Tyskland kan lade sig gøre åbenlyst og på officielt politisk plan at fremføre dybt antisemitiske og racistiske holdninger, uden at det resulterer i politiske skandaler og protester. Tværtimod ser det ud til, at NPD’s racistiske politik bakkes op af nogle af de kristelige demokrater fra CDU i Sachsens parlament. Således får NPD’s parlamentariske fraktion regelmæssigt flere stemmer, end deres egen parlamentsgruppe udgør, når der afholdes hemmelige afstemninger i parlamentet.
NPD anser sig selv for at være spydspidsen for et nyt folkefællesskab i venteposition. En holdning, som de deler med de mere militante netværksorganiserede nazimiljøer omkring de såkaldte ’Freie Kammeradschaften’.
Begge strømninger optrådte for eksempel sammen på mandagsdemonstrationerne imod nedskæringerne i arbejdsløshedsunderstøttelsen – den såkaldte Hartz-IV reform. Ved disse demonstrationer agiterede de for en national selvbestemt ’folkesocialisme’. I propagandamateriale taler de samstemmende for et socio-økonomisk program, der vil lægge den nationale økonomi og kapitalmarkedet under statens kontrol. Vel at mærke med bibeholdelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Formålet er at smadre den påståede »jødiske stor – og finanskapital«, som de betegner som den drivende kraft i globaliseringsprocessen, vendt imod folkenes nationale identitet. Det er denne antisemitiske, nationale (kooperativistiske) » anti-kapitalisme«, som danner grundlaget for et tættere samarbejde mellem NPD og de militante nazigrupper – de såkaldte Freie Kammeradschaften.
Ved NPD’s partikongres i september 2004 demonstrerede partiledelsen deres politiske åbning til de militante nazistiske kredse ved at vælge Thorsten Heise fra de østtyske Freie Kammeradschaften i Thüringen ind i NPD’s ledelse. Denne påbegyndte tilnærmelse blev senere udvidet til den mere hårde kerne af Freie Kammeradschaften i Nordtyskland. Nazi-ideologer som Christian Worch og Steffen Hupka, der er kendt for organiseringen af utallige militante nazi-opmarcher over hele Tyskland, har fornyligt indledt et ’punktuelt’ samarbejde med NPD. På trods af deres stående kritik af NPD som »legalistisk« og »systembevarende«, har de øjensynligt tilpasset sig den aktuelle tendens inden for de militante nazikredse, som anser NPD for at være en »vigtig del af den nationale modstand« (Thorsten Heise). I tilfælde af, at dette samarbejde holder, vil NPD’s høje gennemsnitsalder få et dyk nedad. Denne aldersforskydning kunne resultere i, at en del af partiets unge vælgere i f.eks. Sachsen ville overveje at blive medlem af partiet.
NPD’s tilnærmelse til de militante nazikredse er dog ikke ensbetydende med en politisk nedtoning af aktiviteterne i forhold til det parlamentsorienterede, ekstreme højrefløjsspektrum. NPD har siden valget i Sachsen bestræbt sig på at danne en valgalliance med de to andre højre-ekstreme nationalistisk-konservative partier – DVU (Deutsche Volksunion) og Republikanerne.

Militante midler
NPD’s partistrateger regner med, at et samarbejde med DVU på længere sigt vil føre til dennes opløsning og integration i NPD. Baggrunden for disse taktiske overvejelser er DVU’s organisatoriske svaghed. På trods af at DVU officielt figurerer som et parti, er det i virkeligheden en løst organiseret valgliste, som ledes af den tidligere nazist, mangemillionær og dagbladudgiver (Deutsche Nationalzeitung) Gerhard Frey. Således er DVU’s repræsentanter sammensat og koordineret af Frey. DVU har i modsætning til NPD ingen lokal forankring i de kredse, hvor de opstiller. Lignende forhold gør sig gældende for Republikanerne.
Der blev gjort et stort skridt fremad for NPD’s samlingsplaner for den tyske ekstreme højrefløj, da det ved et møde den 3. januar i år lykkedes for NPD-chef Udo Voigt at vinde den tidligere chef for Republikanerne, eksnazi-officeren Franz Schönhuber, som ’Europa-politisk rådgiver’ for partiet. NPD betegner dette som en »signalfunktion« over for Republikanernes tidligere vælgere og henviser til de 100 republikanere fra Hamburg, som fornyligt har underskrevet en støtteerklæring for NPD i forbindelse med det kommende delstatsvalg i Schleswig-Holstein.
Antifascistiske miljøer i Tyskland frygter, at disse nye alliancer vil kunne medføre en ny kvalitet i nazisternes opmarcher og aktioner. Det er en udbredt kendsgerning, at man inden for Freie Kammeradschaften ikke er imponeret over NPD’s taktiske tilbageholdenhed over for politiet og politiske modstandere for det »pæne nationale images« skyld. Dette forsøger NPD’s ledelse nu tilsyneladende at rette op på. Ifølge det tyske dagblad Tagesspiegel fra den 16.januar 2005, opfordrede NPD’s formand Udo Voigt til, at man ved fremtidige demonstrationer svarer igen med militante midler over for overgreb fra politiske modstanderes side.
Hvorvidt dette omsættes i praksis, vil senest vise sig ved den annoncerede fælles opmarch for NPD og Freie Kammeradschaften i Kiel den 29.januar 2005.

*Alfred Lang er freelance-journalist og historiker

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her