Kronik

Det senile samfund

»Hvad udad tabes på de laverelønnede, det må indad vindes på de højerebetalte«, lyder den moderne Dalgas
22. februar 2005

KRONIK
Hvad skal Danmark leve af i fremtiden? Der er faretruende tegn: fabrikslukninger i Ringsted og Hjørring, nedskæringer i Billund. Selv Danfoss er ved at pakke ned, foreløbig syd for grænsen. Beroligende lyder det, at kun ca. 5.000 arbejdspladser udflages årligt. Yderligere et par hundrede tusinde stillinger nedskæres eller omdefineres.
Vi bekræfter hinanden i, at vi må være dygtige, siden gennemsnitsindkomsten er blandt de højeste i verden, og i forhold til samlet bruttonationalindkomst har Danmark ifølge Verdensbanken en plads som nr. 26 (2002). Alligevel viser undersøgelser, at færre får en højere uddannelse end i sammenlignelige lande. Der er andre modsigelser. Den politiske midte er oversvømmet med forsikringer om, at velfærden skal bevares. Men hvorfor skulle velfærden være truet i så rigt et land? Der er bekymring for, at de ældre bliver en byrde, hvis generationerne bliver mindre. Samtidig bliver der færre arbejdstilbud, så hvad skal vi med flere unge? Fra at velstanden skabes af folk i arbejde, kortsluttes der til, at udbuddet af arbejdskraft må stige, evt. smykket med, at vi kan få nye arbejdspladser, bare vi er dygtige nok. . Lavtlønnede jobs falder bort, fordi de ikke er ’konkurrencedygtige’. Udflagning kræver et stort marked, og til en samlet lavere lønmasse skabes langt flere jobs på udebane end de, der forsvinder. Profitmarginerne kan hæves, samtidig med at enhedspriserne sænkes en smule.
Imidlertid hænger truslen om udflytning også over vellønnet servicearbejde inden for it, bogføring og reklame. Kun de højere lag kan forbedre sine vilkår. Faktisk er virksomhederne ikke tvunget til at have hovedkvarter i Danmark eller til at producere noget som helst. I troen på egen ufejlbarlighed opgav ABB næsten produktionen af kraftværksudstyr og forlagde hovedkvarteret fra Sverige til Zürich. Nu kæmper det sig den lange vej tilbage mod gammeldags fysiske produkter.
Hånden på hjertet, Danmark er ikke en pol for særlig dygtige eller højtuddannede borgere. Alligevel har landet unægtelig klaret sig godt. Handelsflåden har en lang historie. En bred industrialisering fulgtes til dørs af landbrugseksport efter implosionen i 1864. Landets lidenhed muliggjorde udligningsmekanismer. Arbejdskampen sikrede arbejderne bedre lønninger og boliger, og en omfattende infrastruktur blev lagt i tide – et godt kloaksystem skal ikke undervurderes. Velfærdsstaten smeltede sammen med det samarbejdende folkestyre. Senere omfavnede velstanden middelklassen og stort set alle med fast arbejde.

Kuponklippersamfundet
I slutningen af det 20. århundrede krakelerede forestillingen om, at alle var næsten lige. Formuer var opbygget i flagskibene Mærsk, Lego, Danfoss. Ikke bare var firmaerne succesrige, men der sad folk på toppen, der kunne forgylde sig selv. ’Kooperationen’ havde udviklet sig til Arla og Danish Crown. Nogle var født internationale, andre foldede sig først senere ud på verdensmarkedet. Man møder danskere overalt, fra turister til yoyo-udvandrere. De, der ikke kan lide indvandring i Danmark, anser det for naturligt, at danskere er velkomne overalt, måske fordi danske ’gæstearbejdere’ i andre lande ikke hører til blandt verdens fattige, men f.eks. er direktører i aflæggere af danske virksomheder.
John Maynard Keynes forudsagde rentier’ernes – kuponklippernes – død, ikke deres demokratisering, men vi er ved at blive et samfund af kuponklippere, hvis basis ligger i tredjelande. Derfra skabes profitoverførselsindkomster, der uddeles som nådsensbrød herhjemme. Business guruer bekræfter lederne i, hvor vigtige de er. Beundringen og serviceringen af de rige, de berømte, de fine er en vækstindustri. De kongelige, førsteklasses rentierer i globaliseringens forgyldte operahus, stiller op for Se og Hør, når de overværer historiske forestillinger om despotiske forfædre. Mæcener og stormoguler begunstiger diverse kunstarter med mausolæer, som almindelige dødelige betaler for at klemmes ind i. Landet, der trækker solide profitter hjem fra den store verden, lukker sig om sig selv som en pensionist-enklave i Florida, hvor alt er positivt og bare ’wauw’.
I kuponklippersamfundet skal profitten gerne vokse, i det mindste efter skat. Dermed sættes horisontal omfordeling mellem forskellige befolkningslag via staten i stigende grad ud af kraft, og hin enkelte må omfordele over sit eget risikobetingede liv. Men da det er usikkert, hvad pengene er værd i sidste ende, er det bedst at skaffe sig friværdi i egen bolig. Ikke underligt, at Danmark er blevet reaktionært.
Senilsamfundet skal underholdes. De unge skal være ’kreative’, for Guds skyld ikke kritiske. Men kreativitet uden kritisk sans ender let i hejleri. Den resulterer i teknokratiske parader eller bliver pseudo-innovativ og overfladisk. Karussellen holdes i gang af markedsgørelse. Offentlige ydelser underlægges smålige beregninger, mens man glemmer, at den overordnede økonomi ikke er krisefri. Modsætninger og uindfriede løfter nødvendiggør rundelig uddeling af skyldsbeviser, indtil politikerne opdager, at de hellere må holde sig til det de kan regere over, nemlig de sidste kroner i de offentlige indtægter og udgifter. Det foregår i en ånd, som om det offentlige er blevet velgører.
Heldigvis er Danmark ikke uden råstoffer, som det ellers påstås, når dets strålende menneskemateriale fremhæves. Olien i Nordsøen kombineret med søtransport og udflagede virksomheder, der vel bliver ved med at hente overskuddet hjem, kan nok bære os lidt længere. Men så klarer landet sig ikke på trods af sin lidenhed, men på grund af den. Kan man forestille sig Tyskland med en befolkning på 82 mio. som en samling rentierer? Matematikken vil ikke gå op.

I ly af staten
Den nys overståede valgkamp har ikke bidraget til større indsigt i det økonomiske væv Danmark er spundet ind i, muligvis fordi politikere ikke bryder sig om at indse deres egen afmagt. Arbejderne og de marginaliserede spiller sammen med manager’ne på den internationale scene, men mange foretrækker at skutte sig i ly af staten, nationen eller de mægtige. At komme væk fra seniliteten kræver, at man erkender sine muligheder i begrænsningens lys. Når nationalstaten ikke er, hvad den er blæst op til, nytter det ikke at være imod globalisering. Man må være med til at forme den. Det senile samfund bør påtage sig ansvaret for at bruge sin ophobede kapital på en konstruktiv måde. Dets livsgrundlag er strengt taget ikke så kønt igen. Gyllen flyder, overskudsgivende selskaber lukker profitable fabrikker for at tjene endnu mere andre steder (der vil føre til snarligt prisfald på deres produkter, så de skal flytte videre), forsynings- og andre virksomheder opkøber hinanden uden anden grund end at slå kedsomheden ihjel og opnåelsen af en ’langsigtet strategisk markedsplacering’, der falder fra hinanden et par måneder senere.
Udover det kritisable engagement i Irak består regeringens internationale indsats i en faldende u-landsbistand, der står i grel modsætning til et højtflyvende ambitionsniveau om demokratisering og fattigdomsbekæmpelse. Den faldende u-landsbistand er det internationale modstykke til presset på velfærdsydelserne, og de to spilles jo ofte ud mod hinanden. Men problematikken går dybere: på den ene side indvirkningen af udflagningen på Danmark og på den anden side virksomhedernes måde at tjene penge på i verden. Med hensyn til det første kan man spørge, om offentlige ydelser er truet, fordi virksomhederne kan lægge pres på skatterne, lønningerne og arbejdspladserne ved at true med udflytning, naturligvis i den økonomiske nødvendigheds navn. Med hensyn til det andet indeholder en progressiv globaliseringspolitik som et minimum, at virksomheder opfører sig forsvarligt, hvor de end kommer hen – i forhold til miljø, arbejdsforhold og lønninger; at de ikke insisterer på skattebegunstigelser; at de er villige til at bidrage til infrastrukturudvikling og betale rimelige takster for veje, el, vand, spildevand og affald. At de hjælper med uddannelse og sundhedsydelser i nærområdet. At de betaler ordentlige royalties for naturressourcer. Selvfølgelig må de afstå fra bestikkelse, optimere brug af lokale ressourcer samt minimere energikrævende transport. Investerings- og pensionsfonde bør komme på banen og tage nye initiativer i udviklingslande de ikke normalt investerer i. Det drejer sig om kreativ kapitalismekritik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu