Kronik

Da skakhelten blev skurk

Sagen om skakspilleren Bobby Fischer er et lærestykke om retstilstanden i USA – og Japan
16. februar 2005

Sagen om skakspilleren Bobby Fischer er et lærestykke om retstilstanden i USA
– og Japan

KRONIK
Vi kan lade historien begynde i året 1972. Den opløbne brooklynknægt Robert James Fischer, kaldet Bobby, amerikansk stormester i skak, 29 år gammel, mødte det år den sovjetrussiske verdensmester, Boris Spasski, i en titelmatch på Island. Amerikaneren vandt, og han gjorde det i overbevisende stil. Man jublede i USA, Fischer fik overrakt nøglen til byen New York, snakkede i telefon med præsidenten, hvilket er en stor ære, og så videre. Han var en amerikansk helt; han havde slået de røde russere på det felt, hvor de var allerstærkest, ene mand mod et helt system. Efter at have erobret verdensmesterskabet holdt Fischer imidlertid op med at spille seriøs skak, og i 1975, hvor han skulle have forsvaret titlen mod Karpov, trak han sig ubesejret tilbage. Dermed svigtede han sine fans og sit land, og dette var kun den uskyldige begyndelse på hans deroute fra helt til skurk, for ikke at sige landsforræder. En periode på mange år var der nu stille omkring ham, men i 1992 dukkede han så op igen. Jezdimir Vasiljevic, en succesrig bankmand i Serbien-Montenegro, ven af Milosevic, ville gerne sponsere en ’revanchematch’ om VM-titlen mellem Fischer og Spasski. Der var dog det problem, at serberne på det tidspunkt var ramt af en FN-vedtaget embargo, og ved skrivelse af 21. august 1992 forbød det amerikanske finansministerium Fischer at spille denne match under henvisning til et dekret udstedt af præsidenten (Executive Order 12810). Totalt tåbeligt, syntes Fischer, og ved en pressekonference før matchen spyttede han ligefrem på dette officielle dokument. Altså Fischer spillede på trods i Serbien-Montenegro, vandt matchen og præmien på tre millioner dollar. Der blev nu rejst tiltale mod Fischer ved distriktsdomstolen i Columbia, og retten fandt ham skyldig i at have overtrådt præsidentens dekret. Efterfølgende blev der udstedt en arrestordre den 15. december 1992.

Indbyder til øretæver
Dermed har vi så det første uldne punkt. EO 12810, som Fischer havde forbrudt sig mod, var et dekret udstedt af Bush senior uden om kongressen. Sådanne beføjelser har præsidenten ifølge loven: Han kan i krisesituationer handle på egen hånd, når det måtte være nødvendigt. Kravene i loven er ganske vist strenge; der skal foreligge »en usædvanlig og særlig trussel» (50 USC, Sec. 1701) mod USA, og truslen skal komme udefra. De betingelser var ikke på nær opfyldt i dette tilfælde. Serbien udgjorde ikke antydningen af en trussel mod USA. Der var ganske enkelt tale om misbrug af præsidentens beføjelser. På grundlag af denne ulovlige EO blev Fischer dømt, og han stod efter denne dom til fængsel i op til 10 år. I første omgang havde dommen dog ingen konsekvenser. Fischer rejste rundt i verden på sit amerikanske pas, og ingen tog sig af det. Han fik såmænd fornyet sit pas i 1997, så en jaget flygtning var han ikke just. Men så kom 11. september. Nogle få timer efter terrorangrebene fremsatte Fischer i et interview over en filippinsk radiostation nogle yderst amerikanskfjendtlige bemærkninger i den anledning. Han sagde bl.a.: »Yes, I applaud the act. Look, nobody gets that the U.S. and Israel have been slaughtering the Palestinians for years. Robbing and slaughtering for years and nobody gave a shit. Fuck the U.S. I wanna see the U.S. wiped out.« Siger man den slags ting højt, så indbyder man naturligvis til øretæver, uanset den højt berømmede ytringsfrihed; at det er sandt, at USA gennem årene har støttet israelernes undertrykkelse af palæstinenserne, er i denne forbindelse fuldstændig ligegyldigt. Disse bemærkninger nåede, gætter jeg på, efterhånden frem til de amerikanske myndigheder, og da Fischer så i november 2003 i ambassaden i Bern fik udvidet sit pas med et antal sider, henledte han åbenbart opmærksomheden på sig igen; en rød lampe må have blinket i et eller andet kontor i Washington.

Dansen om passet
I april 2004 rejste Fischer fra Filippinerne til Japan. Stadig på sit amerikanske pas fra 1997 med udløbsdato i 2007. Han fik indrejsetilladelse og skulle som turist så forlade landet igen efter tre måneder. I tidens fylde tog han da til lufthavnen for at rejse tilbage til Filippinerne, han fremvi-ste sit pas, men der, den 13. juli 2004, stoppede turen brat. Fischer blev fængslet og i den forbindelse udsat for direkte fysiske overgreb. Begrundelsen for fængslingen (men næppe for brutaliteten) var, at hans pas var ugyldigt, og hans indrejsetilladelse blev derfor sløjfet med tilbagevirkende kraft; altså opholdt Fischer sig nu ulovligt i Japan. De amerikanske myndigheder havde nemlig et halvt år forinden annulleret Fischers pas, hvilket han ikke anede. Dette skulle være meddelt ham ved et brev af 11. december 2003, et brev, som dog aldrig blev afsendt, og som Fischer ikke så, før han sad bag tremmer i Japan. Her har vi næste ulovlighed: Hvis ens pas bliver inddraget, skal man, ifølge amerikansk lov, informeres, så man har mulighed for at protestere inden for en vis frist. Fischer var ikke blevet informeret. Japanerne forberedte sig nu på at deportere Fischer til USA, på grund af dette ugyldige pas, men de fik hård modstand. Fischer og hans støtter protesterede mod den ulovlige annullering af passet. Fischer søgte asyl i Japan, og de mest desperate udveje blev prøvet: Han forsøgte endog at blive gift med en japansk kvinde, som han havde kendt i mange år, oprindeligt fra skakkredse. Mens alt dette stod på, blev han holdt fængslet, måned efter måned. Efter fem måneder tilbød Island, scenen for Fischers store triumf, at tage imod ham og give ham opholdstilladelse, med eller uden pas, derpå kom det ikke an for islændingene.

Forsøg på udlevering
Stadig ville japanerne ikke slippe ham, om end de nu var i bekneb for bare så meget som et påskud; intet lovmæssigt var længere til hinder for, at Fischer rejste til Island, og der var vist oven i købet fortilfælde, hvor noget tilsvarende var sket. Ej heller ville de lade Fischer komme på fri fod, indtil de traf en afgørelse, hvilket japansk lov ellers giver mulighed for. En højtstående embedsmand udtalte: »We can keep him as long as we like. We can eat him if we choose to.« Situationen er nu den, at Fischer har siddet syv måneder i fængsel – officielt for den forbrydelse at ville forlade Japan på et pas, han ikke vidste, var annulleret. Meget lang tid, synes man nok, for så beskeden en forbrydelse. Hvorfor? Svaret er såre enkelt: Amerikanerne vil have fat i Fischer, og de kan ikke få ham udleveret på grundlag af den udleveringsaftale, som består mellem USA og Japan. For hans overtrædelse af EO 12810 er ikke strafbar i Japan og ikke omfattet af udleveringsaftalen. Altså må der bruges andre metoder, nemlig pas-tricket, og det hjælper japanerne så deres gode venner i USA med. At der virkelig er tale om et bevidst trick for at omgå udleveringsaftalen, for så at sige at få Fischer udleveret ad bagdøren, fremgår af en fax, som hans advokat har gravet frem. I faxen, dateret 18. november 2003, anmoder Department of Homeland Security pasmyndighederne om hjælp ved at inddrage Fischers pas, så han kunne blive deporteret fra Filippinerne (hvor han opholdt sig på det tidspunkt). Læg dertil, at den amerikanske stat ifølge israelsk tv dømmer Fischer for at have brudt embargoen ved at spille 20 partier skak – samtidig med at amerikanske missiler via Israel blev eksporteret til Serbien. Det er en uundgåelig konklusion, at når de nu vil have kløerne i Fischer, så er det ikke for hans brud på embargoen. Det handler om hævn; Fischer skal straffes for sine fjendtlige udtalelser over for USA, og dertil er den gamle dom fra 1992 blot et middel, intet andet. Ingen håner ustraffet USA!

Paranoia?
Fischer frygter for sit liv, hvis han bliver udleveret til USA, og det er ikke ren paranoia. Den amerikanske stat vil få adskillige problemer, hvis Fischer bliver stillet for en domstol. Hans forsvarere vil selvfølgelig grave alt muligt frem, som kan svække anklagen, og her er i hvert fald to ting temmelig ubehagelige for staten. For det første ville det komme frem i rampelyset, at fader Bush handlede uden nogen som helst lovmæssig baggrund, da han udstedte EO 12810; at det var et klart tilfælde af misbrug af præsidentembedets magt. For det andet ville det blive offentligt kendt, at denne embargo overhovedet ikke blev taget seriøst, endda i den grad, at USA indirekte forsynede serberne med våben. Der er kun én løsning på disse problemer, og den har Fischer som skakspiller allerede forudset: Fischer måtte dø i fængslet, før retssagen.

Hans Jørgen Lassen er mag.art.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu