Læsetid: 2 min.

Socialdemokraterne svigter fællesskabet

28. februar 2005

Lyserødt
Historikeren Henrik Jensen foreslår (12.-13. febr.) socialdemokraterne at satse på det forpligtende fællesskab. Jeg vil supplere Henrik Jensens forslag med to pointer.
Først vil jeg vise, hvor langt Socialdemokratiet er gået i retning af at svigte fællesskabet.
Dernæst vil jeg antyde, at samfundsforskerne (sociologerne) har et stort medansvar for socialdemokratiets afsporing.
Kort før valget var der en sidste tv-konfrontation mellem Lykketoft og Fogh. Til slut fik de to partiledere hver ét minut til at præsentere deres tre vigtigste værdier. Lykketoft sagde: frihed, lighed og ansvar. Fogh: frihed, ansvar og fællesskab. Fællesskabet som Lykketoft havde droppet, blev med stor elegance samlet op af Fogh. Det var en utrolig og slående situation.
Sociologerne og de intellektuelle har et stort medansvar for socialdemokraternes afsporing. LO er mit første eksempel. I løbet af de sidste godt ti år har alskens eksperter og konsulenter presset fagbevægelsen til at opgive traditionelle solidariske værdier til fordel for selvrealiseringsværdier.
Traditionelle fagbevægelsesværdier træder i baggrunden til fordel for individualisme, selvrealisering og karriere.

Egoisme og middelklasse
Det andet eksempel er velfærdsstaten. Spørgsmålet er ganske vist, om det ikke er socialdemokraterne snarere end sociologerne, der har opfundet den universelle velfærdsstat. Sociologerne omtaler den som den skandinaviske eller den socialdemokratiske velfærdsstat. Pointen er, at sociologerne standhaftigt fastholder den. De er her i modstrid med den almindelige befolkning, der har den opfattelse, at velfærdsstaten kun skal betale til dem, der har behov. Heri vil jeg se en solidaritet med de svage. Den bliver ødelagt, hvis velfærdsstaten skal være universel og betale til alle mulige, også dem der ikke har behov. Det er en bestikkelse af middelklassen. Det er at skifte solidariteten ud med egoisme. Desuden er den universelle velfærdsstat en ukristelig luksus, hvis vi skal tage hensyn til behovet for global omfordeling og bæredygtighed.
Det tredje eksempel er den generelle opinion. I løbet af de sidste godt 10 år er offentligheden blevet belemret med en hærskare af hurraord, der cirkler om polerne globalisering og videnssamfund. Disse hurraord er en ulyksalig blanding af managementteori og sociologi. I samme periode, men uden projektørlys, udtryktes bekymringer i forskellige internationale rapporter, hos politikere og hos enkelte samfundsforskere. De bekymrede spurgte, om samfundet ikke var ved at miste sin sammenhængskraft (cohesion). Ulige mere bemærket blev højrepopulismen, der på sin egen bastante facon protesterede mod globaliseringen og fællesskabets opløsning. I det seneste år er flere og flere danske politikere igen begyndt at tale om fællesskab. Kun ikke Lykketoft.
Jeg håber socialdemokratiet igen finder frem til et forpligtende fællesskab. Valget sendte uventet en appelsin lige ned i Lykketofts turban, da den kreative klasse stimlede sammen i det radikale venstre. Nu kan socialdemokraterne betragte dem på kritisk afstand og derved få mulighed for selvstændigt at tage stilling til deres gode råd.
På den måde kan de forhåbentlig finde deres egne ben.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu