Kronik

Et sværd smiler ikke

En udbredt misforståelse går ud på, at hvis et menneske kan snakke to forskellige sprog, så kan det også oversætte imellem dem. Denne opfattelse har intet på sig
Debat
21. februar 2005

KRONIK
Og det er jo så sandt, som det er sagt. Mordvåben er ikke sådan at spøge med. Det havde de to tiltalte i Østre Landsret alligevel gjort i adskillige telefonsamtaler, hvorunder de – for sjov, bedyrede de begge – havde drøftet, hvordan de ved hjælp af pistol og ammunition skulle skaffe sig nogle gysser. På den konto havde de nu siddet varetægtsfængslet i godt et år.
De var begge tyrkere. Den ene hed til efternavn Kiliç, den anden Gülmez. Eftersom det første ord betyder ’et sværd’, og det andet ’smiler ikke’, dannede de tilsammen et nykreeret ordsprog, som de med fordel kunne have taget ved lære af i tide. Nu sad de så i anklageskranken med en tolk imellem sig.
Tolken har jeg kendt gennem en menneskealder, første gang mødtes vi i et fly til Istanbul for 30 år siden. Han hedder til fornavn Viron. Det virker ikke særlig tyrkisk, og er det heller ikke. Manden er nemlig græker fra den konstantinopolitanske minoritet. Men det virker unægtelig heller ikke særlig græsk. På grund af sin indsats i frihedskrigen for små 200 år siden er Lord Byron stadigvæk særdeles populær blandt grækere. Det engelske efternavn er blevet til et græsk fornavn.
Ud af de seks retsdage gik en hel del tid med oversatte telefonaflytninger. Først skulle man igennem anklagerens oplæsning, derefter afspilledes båndene. Det var en træls forestilling; men den havde dog sine lyspunkter.
Anklageren – en ret ung fyr iført sin blåbortede kappe og den særdeles sibilantiske titel ’statsadvokatsassessor’ – bøjede sig frem og fortsatte: »Knep den kusse,« sagde han.
Det skulle han ikke have gjort. Det syntes Kiliç heller ikke. På et vist tidspunkt fik han ordet for at bede de tilstedeværende om undskyld. Ikke for det planlagte rovmord, heller ikke for anklagen om narkohandel i stor stil, men for at der i telefonsamtalerne var blevet brugt så mange uhøviske udtryk. Da han på et af båndene blev spurgt, om ammunitionen nu også passede til pistolen, så man kunne være sikker på, at ofret blev slået grundigt ihjel, svarede han overbevisende: »Som pik i kusse.«
Grunden til at anklageren ikke burde have formuleret sig på den måde, er imidlertid ikke sippethed, men at han serverede adskillige grammatiske bommerter på én gang. Politiet har tydeligvis brugt en oversætter, hvis sproglige formåen ligger på det jævne.

Faxe er en sodavand
. Der skal også en del teoretisk ballast til, indsigt i hvordan sprog er opbygget og fungerer. I Danmark bor der en masse tyrkere, som kan tale dansk og tyrkisk lige godt, det vil ofte sige lige dårligt. Det er den slags folk, der har gjort begrebet tosprogethed mis-liebigt. I sig selv er det jo en fordel at kunne mere end ét sprog, men naturligvis ikke hvis de blokerer for hinanden.
For nylig havde jeg et sådant tilfælde tæt inde på livet. Jeg var blevet bedt om at gennemlæse manuskriptet til en dansk-tyrkisk ordliste forfattet af en tyrker født og opvokset i Danmark og i besiddelse af en dansk studentereksamen. Det var en underholdende opgave, for man fik et tydeligt indblik i hans ordforråd på begge sprog.
Et sted i grundbogen forekom sætningen »jeg har faxet et brev«. Det blev i ordlisten forklaret med »faxe = en slags sodavand«. Et andet sted stod der: »Jeg skal med femmeren til Nørrebro«. Det blev på tyrkisk til: »Jeg skal bruge fem kroner for at rejse til Nørrebro«. I bedste pagt med Tyrkiets militaristiske traditioner blev sætningen »han er helt ung«, til »han er en ung helt«. Den pågældende er tydeligt nok opvokset i et miljø, hvor det ikke er normalt at betjene sig af en telefax. Det kan man ikke fortænke ham i, for det er stort set kun på kontorer, man gør det. Derimod har han nok sin daglige gang i kiosker, hvor der sælges Faxe kondivand.
At han ikke er klar over, at en femmer kan være både en mønt og en bus, er mere besynderligt, for jeg ved tilfældigvis, at han bor på Nørrebro. Et sted kløjs han i noget béarnaisesovs, som han gengiver med bolonez sosu, dvs. det fluidum man kommer på spaghetti bolognese. Jeg spurgte en tjener, hvad béarnaise egentlig hedder på tyrkisk og fik at vide, at »man spiser det aldrig i Tyrkiet. Det kan selvfølgelig godt gengives med bernez sosu; men ingen ville ane, hvad ordet betød.«
Kort sagt: Oversætteren gætter ud i det blå, hver gang han støder på noget uden for sin begrebssfære. Det er det samme, der er sket i ovennævnte tilfælde i Landsretten. Han har stået over for et tyrkisk udtryk, som han ikke har formået at analysere grammatisk, og har så introduceret et par danske gloser på må og få.

Uvante konstellationer
Et sikkert tegn på, at en oversættelse er dårlig, er, at den opererer med meget sjældne eller helt uvante ordkonstellationer. Ved søgning på nettet har jeg fundet i alt ét tilfælde af »knep den kusse«, men hele 32 af det tyrkiske udtryk amini sikeyim. Den danske version består af en bydemåde og et pronomen samt et substantiv. Imperativer på dansk er altid anden person uden forskel nutildags mellem ental og flertal. Men det tyrkiske udsagnsord er ikke anden person, det er første person. Dér har vi den første bommert.
Den næste består i, at der ikke er noget pronomen i den tyrkiske version. Det kunne der sagtens have været – det ville have heddet o eller su – men det er der altså bare ikke.
Tredje bommert består i, at verbet ikke er en imperativ, men en konjunktiv. Tyrkeren har ikke anet, hvordan han skulle gengive en konjunktiv, hvad der ikke er så mærkeligt, for dansk betjener sig stort set ikke af den slags. Endelig har han også negligeret, at den tyrkiske akkusativ er udstyret med en possessiv bøjningsendelse, som betyder enten ’din’ eller ’hendes’.
Oversætterens svage punkt er ikke blot hans begrænsede kendskab til dansk sprog, men lige så meget hans manglende føling med modersmålet. Han kommer sandsynligvis fra et hjem, hvor man taler dette sprog og ser tyrkisk fjernsyn, men han har formentlig aldrig fået sy-stematisk undervisning i grammatik og ordforråd og er derfor ikke i stand til at analysere specialudtryk, som det foreliggende på relevant vis.
Af historiske årsager er der stor forskel på de påvirkninger, som dansk og tyrkisk har været udsat for i tidens løb. På dansk har man et massivt pres fra engelsk. Det gav sig i retten det udslag, at den ene forsvarer, en kvinde i 50’erne, brugte glosen indicere, hvor anklageren, der var ca. 15 år yngre, konsekvent sagde indikere. Derimod har man ikke en tilsvarende påvirkning i Tyrkiet. For det første har man af nationali-stiske grunde en stærk purisme, som går ud på at erstatte udenlandske ord med hjemlige. Og for det andet er det som regel fransk, man låner fra, hvis det endelig skal være.
Sådan en dims, som en masse mennesker sidder ved dagen igennem, hedder på engelsk en computer. Det er ganske naturligt, eftersom det den giver sig af med er to compute. Den engelske glose er analytisk, idet den indeholder en endelse, som angiver funktionen. På samme måde som en painter giver sig af med to paint. Det danske ord udtales og skrives helt ligesom det engelske, men der er en væsentlig forskel: På dansk er ordet syntetisk, man kan ikke dele det op i to funktionelle elementer, for der findes intet udsagnsord som hedder at compute. Selve maskinen hedder på tyrkisk bilgisayar, dvs. informationstæller. Et ganske udmærket analytisk udtryk, men som altså på ingen måde lydligt minder om engelsk.
Her ser man endnu en bommert. Havde oversætteren kendt til den tilfældige kutyme, at man på dansk kan bruge et syntetisk engelskpræget udtryk til at gengive noget, der på hans modersmål optræder som et analytisk oversættelseslån, så ville han have haft gode chancer for at indse, at den korrekte oversættelse til dansk af det udtryk, han har misforstået grammatisk, såmænd er: fuck.
Det kan meget vel være tilfældet, at han både kender og bruger dette ord, for det gør alle og enhver her til lands, selv små skolebørn. Men han har altså ikke været vidende om, at den ganske normale tyrkiske oversættelse af det engelsk verbum to fuck er sikmek. Derfor laver han en oversættelsesfejl, der er lige så misvisende, som hvis han i en dansk tekst havde brugt glosen informationstæller i stedet for computer.

Eder uden kraft
At eder og andre slangudtryk med tiden mister en hel del af deres kraft, er ganske normalt. Ingen tænker på, at søreme egentlig betyder »gid Satan må æde mig, hvis det, jeg siger, ikke er rigtigt.« Eller at for pokker har noget at gøre med en sygdom (kopper), der i fordums tid var lige så frygtet som aids nutildags.
På samme måde har både den engelske og danske brug af fuck (you) efterhånden ingen som helst seksuelle overtoner. Hvis man absolut vil undgå at bruge et udenlandsk udtryk, må resultatet blive noget i retning af skide være med det. På den måde får man så alligevel reddet en konjunktiv i land! I øvrigt blev begge frifundet for det planlagte rovmord på en polak, der havde meddelt at han var i besiddelse af 600.000 dollar stammende fra et bankrøveri i Ukraine. Kiliç er formentlig nu i sit hjemland, for hans eneste tilknytning til Danmark var, at han besad et falsk dansk pas. Ved hjælp af dette havde han i nogle år været bosiddende i Hamburg; men en dag blev der ildebrand i huset, og uheldigvis blev hans pas kontrolleret af en Bulle, der kunne tale dansk og derfor hurtigt konstaterede, at det kunne den anden ikke. Tosprogethed kan altså faktisk være til nytte. Så efter at have afsonet en straf i Tyskland er han blevet udvist derfra.
Den ikke-smilende anklagede har god grund til at opretholde samme grimasse. Han har haft en blandet landhandel i Nordsjælland, hvor han solgte kartofler, gulerødder, falske HT-klippekort og heroin. Det skaffede ham tre år og tre måneder i skyggen. Tilsyneladende har han ikke haft noget særligt økonomisk udbytte af hverken gulerødderne eller heroinen. For som han sagde på et af båndene for at motivere rovmordet: »Nu har jeg slidt og slæbt i 30 år, og hvad har jeg haft ud af det? Ikke en skid.« Sidstnævnte udtryk har noget vist poetisk over sig på originalsproget, både bogstavrim og enderim: Bir bok yok.
I Tyrkiets militære hierarki ville de to mere virtuelle end virtuøse rovmordere formentlig ikke kunne stige højere end til klodsmajor.

*Jens Juhl Jensen er sprogforsker

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her