Kronik

Det svære opgør med fortiden

Næsten 25 år efter et af forrige århundredes værste folkemord stilles de tidligere Røde Khmerer i Cambodja nu til ansvar for deres forbrydelser. Men hvad skal det forestående tribunal egentlig til for?
19. februar 2005

KRONIK
Siden De Røde Khmerers terror-regime blev bragt til ende i slutningen af 1970’erne, har de ansvarlige ledere levet på fri fod i Cambodja.
Argumentet har været, at det fattige land ikke selv havde midlerne til et juridisk efterspil og en retsforfølgelse af de ansvarlige for det folkemord, der kostede en tredjedel af Cambodjas befolkning livet.
Efter næsten seks års forhandlinger indgik FN og den cambodjanske regering i juni 2003 en aftale om rammerne for et tribunal, først i oktober 2004 – mere end 16 måneder efter vedtagelsen – ratificerede det cambodjanske parlament aftalen, hvilket vidner om stor indenrigspolitisk splittelse i det fattige land i Sydøstasien.
Et tribunal mod de tidligere Røde Khmerer ser nu endelig ud til at blive en realitet, selv om der fortsat kan forventes problemer, blandt andet med tolkning af retsmøderne – alene at skaffe tilstrækkeligt med simultantolke til det daglige arbejde bliver et problem. Et andet og måske væsentligere problem er dommerstandens sammensætning – flertallet af dommere skal udpeges af cambodjanerne.

Mangel på uvildighed
I et land, der for 25 år siden forbød al uddannelse og slog store dele af sin befolkning ihjel, er der i den grad underskud på advokater og andre akademikere i Cambodja.
Og de højesteretsdommere, der i dag er oplagte kandidater til Særdomstolen, er alle i lommen på landets ubestridte første mand, Hun Sen. Hun Sen og tre højtstående partikammerater og ministre – der ikke har juridiske eksamener, men har ærestitler ved obskure udenlandske universiteter – er pludselig blevet godkendt som advokater og blevet optaget i Advokatrådet. Som tak for optagelsen kvitterede regeringen med 300.000 kr. og en ny fornem administrationsbygning. Sådan er det politiske liv i Cambodja.
Men hvad skal et retsopgør mere end 25 år efter forbrydelserne egentlig gøre godt for?
Lovgrundlaget for tribunalet er ikke rettet mod bestemte personer, men lige for ligger at anklage de syv kandidater som den internationalt anerkendte menneskerettighedsforsker Stephen Heder i juni 2001 udpegede som de hovedanklagede: Pol Pots næstkommanderende, Nuon Chea (Broder nummer to), og udenrigsminister Ieng Sary (Broder nummer tre), Kapucheas statsoverhoved ,Khieu Samphan, samt Ta Mok, Kae Pok, Sou Met og Meah Mut. Pol Pot døde i 1998.
Disse personer, der spillede en central politisk rolle i Demokratisk Kampuchea, og som må forventes at blive stillet for Særdomstolen, lever i dag i frihed og under amnesti – en amnesti, der må ophæves, hvis de skal retsforfølges.

Tabubelagt emne
Et retsopgør er dog ikke ensbetydende med forsoning, og der må gøres noget mere for at helbrede Cambodja for det kollektive trauma, som Pol Pot-regimet medførte. For cambodjanerne handler opgøret med De Røde Khmerer ikke kun om straf og retfærdighed. Det handler lige så meget om afklaring og om at få svar på et eneste spørgsmål: hvorfor? Hvorfor blev mine børn, mine forældre, mine bedsteforældre slået ihjel? Hvorfor?
Rædselsregimet har i mange år været et totalt tabubelagt emne blandt cambodjanerne, og der findes bl.a. eksempler på ægtepar, som aldrig har fortalt hinanden, hvad der skete med dem mellem 1975 og 1979. Det er derfor noget helt nyt, at mange cambodjanere i dag taler relativt åbent om Pol Pot og hans rædselsregime. Årsagen til lukketheden i forhold til fortiden har sin rod i buddhismen, hvor man ikke skal rode for meget rundt i den tid, der er væk, men derimod fokusere på nuet. En anden væsentlig årsag har været, at de færreste har haft kræfter til at tænke på andet end livets basale opretholdelse, og for mange har det også været for smerteligt og ydmygende at tale om, hvad de blev udsat for af Pol Pot-regimet.
Dertil kommer, at de, der selv har været Røde Khmerer, helst har ville beholde deres fortid som en velbevaret hemmelighed. I de gamle Røde Khmer-områder omkring guerillabevægelsens hovedbyer, Pailin og Anlong Veng, finder man en anden virkelighed blandt de tidligere menige Røde Khmer-soldater.
Her er det ikke muligt at skjule sin fortid som Rød Khmer, og mange fortryder at have brugt så meget af deres liv på at kæmpe for Pol Pots sag. For ikke alene påførte sagen hele landet store lidelser, men enhver cambodjaner går i dag rundt med et glødende had til De Røde Khmerer. Mens det er let at udråbe alle Røde Khmerer som onde skurke, er det også nødvendigt at huske på, at mange menige Røde Khmerer også selv var ofre.
De sultede og døde også, de mistede også familiemedlemmer og venner, de blev også tortureret og dræbt – de fleste af Tuol Slengs ofre var selv Røde Khmerer. De kæmpede, de led, og de tabte – og nu er mange gamle Røde Khmerer bange for, hvordan deres landsmænd vil dømme dem.
Spørger man almindelige cambodjanere i dag, hvad de synes, der skal ske med de overlevende Røde Khmerer, kommer de som regel med et ud af to svar. Nogle svarer køligt og velovervejet: »De skal stilles for en domstol«. Andre svarer vredt: »De skal hakkes i småstykker«. Forskellen på de to svargrupper er, at de velovervejede via menneskerettighedsgrupper, cambodjanske meningsdannere eller vestlige besøgende har hørt om det kommende tribunal, der skal retsforfølge Røde Khmer-lederne. De forstår, at ved at anklage og dømme de ansvarlige Røde Khmerer
kan man finde en form for retfærdighed for regimets ofre.

Blodhævn
Den anden gruppe har aldrig hørt om et så fjernt vestligt, demokratisk begreb som retsopgør – eller for den sags skyld om retfærdighed. De kender kun en slags opgør, nemlig det som har eksisteret i landet i århundreder: blodhævn.
De fattige bønder, der oplevede fordrivelsen fra deres landsbyer og internering og sultedød i de tre år, otte måneder og 20 dage år, de Røde Khmerer var ved magten, vil ikke kunne forstå, hvorfor kun topfolkene skal anklages. Og hvorfor skal der føres en lang og indviklet retssag, hvor anklageren skal lægge øre til deres undskyldninger om, at de ’kun’ parerede ordre, og at de selv ville være blevet slået ihjel, hvis de nægtede. De er skyldige, men det er der også mange andre i det cambodjanske samfund, der er. Hvad med den lokale Røde Khmer kommandant, der levede i landsbyen og i dag forsøger at glemme sin fortid. Hvorfor skal han ikke anklages og have sin straf?
For ikke at tale om den manglende ’kompensation’ for de dræbte familiemedlemmer eller for den jord, som bønderne forlod i 1975, og som de aldrig har fået tilbage. Cambodja var – og er – et fiske- og landbrugssamfund, hvor fiskerettigheder og brugsretten til jord er afgørende for en families eksistens.
Da De Røde Khmerer satte deres massive folkeforflytninger i gang blev jorden lavet om til kollektiver, familier blev flyttet til andre distrikter væk fra den jord, som de havde ejet i generationer. Da de ikke havde papirer på jorden har det siden hen været mere end vanskeligt at få enten jorden tilbage eller gjort et retskrav gældende.
Forsoning regnes for at være afgørende for et nedbrudt samfunds fremtid, men desværre er det også en proces, som åbner op for mange sår i store dele af befolkningen, der er dybt traumatiserede af fortiden, uanset hvilken side, de befandt sig på under De Røde Khmerers styre.

25 år gamle sår
Kampen om fortiden er således ikke gjort med en Særdomstol i Phnom Penh. For de nødhjælpsorganisationer, der arbejder i Cambodja, lægger et stort arbejde i at få gennemført små private – den cambodjanske regering er imod – sandheds- og forsoningskommissioner, der kan få folk til at sætte ord på deres smertelige oplevelser for mere end et kvart århundrede siden. At rippe op i 25 år gamle sår er en smertefuld og skrøbelig proces. Had og bitterhed, der har ligget og gæret i mere end to årtier, har en særlig giftig styrke, og Cambodja har i forvejen en tradition for at løse konflikter og personlige mellemværender ved blodig selvjustits. Deri ligger en stor opgave, der skal løses, hvis Særdomstolen skal bane vejen for ikke alene retfærdighed, men også for forsoning.

*Peter Frederiksen er historiker og chefredaktør for historiemagasinet Historie-nu.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu