Læsetid: 6 min.

Ungdom i tide

En af regeringspartiernes hedeste ambitioner i kampen mod andre livsformer er tilsyneladende den endelige nedkæmpelse af ungdommen
Debat
5. februar 2005

Intermetzo
Regeringspartierne forsøger endeligt og effektivt at få afkortet de uproduktive perioder i førtilværelsen før arbejdsår og pensionering for at få den skønne ungdom til at fylde så lidt som muligt i det samlede forløb og ligge samfundet minimalt til last og byrde. Stramme krav til studietider, hyppige evalueringer, udskillelsesforanstaltninger, og så de konservatives seneste lyse idé: Et statskontrolterrorkorps på skolerne med myndighed til at strangulere de rektorer, der ikke svinger krabasken, dét er de kæreste redskaber. Kontrol af det ukontrollable, inddæmning af det vildtvoksende. Den åndelige bærebølge i det hele er en småborgerligt og materialistisk orienteret dyrkelse af individ, familie og den såkaldt individuelle frihed hævdet ført i en værdi- og kulturkamp vendt mod humanisme og menneskelig solidaritet, som er hadeordene i liturgien.

VKO-menneskeideal
Det nye VKO-menneskeideal – med varierende intensitet i de tre partier – synes at være egoisten med det evige spørgsmål på læben: Hvad er der i det for mig og mine og kun for os? At skrabe til sig og få det meste for mindst og mere end andre er parolen, hvilket naturligvis i denne tilstræbte samfundstype bedst sker ved høj livsindkomst og maksimal indtjening opnået så tidligt som muligt.
Målet er dejuvenalisering af samfundet – et delvis selvskabt og meget grimt fremmedord, passende således som bestræbelsen er grim – for denne systematiske nedkæmpelse af ungdommen. Det er ikke første gang i verdenshistorien, at sådanne topstyrede bestræbelser har været ført for at komme de formative og uberegnelige år til livs. Totalitære systemer kender til fænomenet, hvor ungdommen pakkes ind og uniformeres og med vold og magt fratages aldersklassens evner for det udskejende og dermed nyskabende. I 1600-tallets europæiske strenge samfundsorden med Gud i vold er det et velkendt fænomen, at børn opfattedes som ufuldstændige voksne og, som billedkunsten viser til overmål, udstyredes som sådanne. Selv småbørn i overklassen – tre år og frem blev majet ud i kavaler- og damekluns med stofrige barokskørter og håret opsat, drengene med paryk (lus) og barnekårde i balgen. Oplysningstiden erkender i samspil med naturdyrkelsen på noget anden vis de første leveårs særpræg og betydning, afviser barndommen som blot en slags infantilpsykose eller naturens misforståelse, lovpriser til gengæld ungdommen og sværmer for dennes skønhed, saft, kraft, driftighed og dristighed. Med dyrkelsen af inspirationen i den yngre romantik betones det unge i forudsætningen for geniet. »23 år og endnu ikke verdensberømt!« siger Schiller i Don Carlos. (Dreiundzwanzig Jahre und nichts für die Unsterblichkeit gethan). Samme gigantpoet siger i digtet »Resignation«: Des Lebens Mai blüht einmal und nicht wieder: Så sandt som sagt. Grib den gode tid, mens den er der, mens muskler og andet svulmer, pulsen dundrer derudad, åndedrættet dufter af æblemost (hvis ikke af øl), og alt eller temmelig meget stadig er muligt. En gruppe unge, fra hvis kreds man da altid i disse skumle tider har lov til at håbe, at oprøret breder sig, stiftede forleden bevægelsen: Tid til ungdom. De protesterer mod den konsekvente og udsigtsløse kapitalisering af egne og jævnaldrende og yngres bedste år. De afviser regeringspartiernes krav om prøver i børnehaven, eksaminer på højskolen og hæsblæsende studieforløb.
De vil have noget ud af de sprælske år og ikke for enhver pris være færdige og nyttige og voksne, så de kan komme til at ligne båtnakkerne i Venstres Ungdom, renskurede kloninger af Fogh Rasmussen med drømme, der ikke rækker meget videre end kreativ bogføring, vildledning af Folketinget og magt og magtens prærogativer forvekslet med livsindhold. I Venstre ytrer sig ganske vist et ungdomsoprør, en anden og alt i alt ganske traurig opstand i skikkelse af to borgmestre(!), to fløse. De to ungersvende gør op med en næsten jævnaldrende, at dømme efter adfærd et umodent menneske, Jens Rohde, og vil have denne Christiansborgtilpassede åndelige ætling af Fogh Rasmussen ud og selv være folketingsmedlemmer. Altså samtidig med at de to fortsætter som borgmestre i hovedstaden; det kan ikke gå hurtigt nok med at tilsidesætte den sidste mikroskopiske rest af noget, der måske engang var mere bløde værdier og måske i sit udspring drømmen om fjernelsen af pamperiets alt for længe lagte klamme hånd på byens hus. Hvad er de nu, de to tilsammen? Værre end parodien på alle oprørs retfærdiggørelse, pamperen med P som i Pind. Sådan nogen som de to skulle skamme sig eller sendes til Saltholm. For hvad? For ikke at formulere et oprør mod det mål, de har sat sig selv, mod det de selv vil være: Endnu mere magtfulde, endnu mere inde i varmen, endnu nærmere pamperiet i disse dobbeltstillinger, som kun et demokratisk underskud kan finde rigtigt.

Udbytning
Trøsten, hvis det er en trøst, er, at partiformanden og hans håndgangne er endnu mere fikserede på egne positioner og ikke lader unge Pind & co få foden indenfor. Og hvis de alligevel får det – vælgerne opfører sig jo temmelig ejendommeligt i disse år – vil de efter forlydender i Venstres flok blive trampet over, hvad de har af tæer på alle sammenlagte fire ben. Foruden de mange andre, de utvivlsomt har skaffet sig.
Men tilbage til de rigtigt unge, oprørerne mod tidsånden. Det er glædeligt, at de siger fra, og at det ikke kun er (os) halv- og snart helgamle kværulanter, der frygter fremtiden på andres vegne. Velmenende folk i de ældre klasser har selvfølgelig forsøgt at sætte en almen humanistisk betonet frygt i system – i Minoritetspartiet; men på en måde og med ideer, så den netop forbliver velmenende og frygtsom. Jamen Herregud, borgerløn og fyfordemdersidderdernedeiBrysselogbestemmerdethele!
Hvor patetisk kan det blive! En verdens uforanderlighed som svøbt i Retsforbundets mumiebind. Så trods alt hellere VU eller KU med skrårem og cykelpumpe, selv om de også efterhånden i deres snæversyn og populisme er akkurat så ligeglade som moderpartierne med den enestående chance for Europa, EU og landene har skabt i denne livsfarlige verdensdel. Bedst er som antydet, at de unge – ikke ligesom, men dog i en eller anden forandringens tradition, som for snart 40 år siden – endelig rejser sig og siger fra: Nu kan denne kyniske, dødtriste, humorforladte biologiske undertrykkelse og dybest set udbytning være nok!

Modstand
De unge, såfremt det rigtigt bliver til noget mere, hvad man inderligt må håbe, kan og bør kuldkaste alle eller de fleste herskende forestillinger i den nuværende magtelite om at kunne styre som planlagt på kommende årgange og generationers vegne og cementere et samfundssyn, som evolutionistisk betragtet er en fare for artens udvikling og overlevelse. Erobr (hvilket er svært i bydeform) klasselokaler og auditorier, diskutér i tide og utide, organisér, selv om det er møghamrende besværligt, protester, om I så bliver mødt med had og foragt og demonstrer, selv om I bliver mødt med endnu mere had og foragt i de borgerlige blade og skønt de ensrettede håner Jer. Husk, at flere af dem, der råber højst op mod kritikken af det nuværende regimente og tidsånden og som skriver i fine gamle aviser selv var oprørets folk engang i deres ungdom: Jespersen, Pittelkow, Hedegaard o.s.v. Ganske vist tilhørte de og visse andre et betondoktrinært mindretal med ambitioner – også dengang – men alligevel, en slags oprør var det dog, og det de langt flere præsterede, førte meget godt med sig, da alting så ud til at gå i sten i de tider. Så se at komme ud med papskilte og transparenter, svin gaderne til med opråb om en anden mulighed, end den Fogh Rasmussen og kloninger kun kan fatte fra sit kaffebord med kniplingsdug.Vi er en kreds af mimrehoveder, der gerne viser, hvordan man svinger plakatfarvepenslen. Og klipper huller i transparenterne, så man ikke blæser væk i vort forfærdende klima, som trods klimaændringer sammenholdt med et ugunstigt valgresultat sagtens kunne gå hen og skræmme de bedste af de unge langt. Gå til modstand!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her