Uværdig som statsminister

af Christian Braad Thomsen filminstruktør og forfatter

Det var heldigt for Anders Fogh Rasmussen, men uheldigt for det danske demokrati, at Irak-krigen forsvandt ud af valgkampen. Fogh er ikke en værdig statsminister: Han har ført Danmark i krig på et løgnagtigt grundlag. Hans krigsgrundlag var udadtil identisk med George Bush’, nemlig at Irak var en trussel mod vestens sikkerhed, fordi landet havde masseødelæggelsesvåben og var allieret med Osama bin Laden. Søren Krarup er formentlig den eneste danske politiker, der stadig fastholder krigsløgnen. Så sent som i Folketinget 12. jan. 2005 har han gentaget den paranoide remse, at vi sammen med USA fører »selvforsvarskrig« i Irak. Også på dette punkt lever Krarup i en fortidig verden. Både Bush, Fogh og vi andre vidste udmærket, at begrundelsen var løgnagtig, for ellers havde Bush ikke afbrudt FNs våbeninspektører i deres arbejde med at opspore de påståede masseødelæggelsesvåben. Når de intet fandt, havde han jo være nødt til at skyde en hvid pind efter sin længe ønskede krig.

’Samarbejdspolitiker’
Den krigsbegrundelse, Fogh fik godkendt i folketinget, var derfor også anderledes. Officielt skulle Danmark i krig, fordi Saddam Hussein nægtede at samarbejde med FN. Men netop den begrundelse er en frygtelig boomerang: Saddam Husssein efterkom faktisk FN’s krav om at destruere de masseødelæggelsesvåben, som ikke mindst USA havde hjulpet ham med at fremstille. Og han tillod FNs våbeninspektører at arbejde i Irak. Den, der nægtede at samarbejde med FN, var Fogh Rasmussen. Han negligerede FN’s indtrængende bønner om at lade deres våbeninstruktører fuldføre det påbegyndte arbejde og reducerede sig selv til George Bush’ dikkende lammehale. Samtidig med, at han bagklogt kritiserede samarbejdspolitikken under besættelsen, var han selv en ’samarbejdspolitiker’ af værste skuffe. Fogh havde endda ikke Eric Scavenius’ undskyldning for samarbejdet, nemlig at fjenden stod i landet. Der var ikke risiko for, at USA ville have angrebet Danmark, hvis vi havde fulgt FN i stedet for kritikløst at bakke op bag en krig, som FN kaldte ulovlig.Fogh stiller ofte det ufatteligt dumme spørgsmål, om vi da vil have Saddam Hussein tilbage, lige som hans endnu dummere bagland straks gør os til allierede med Osama bin Laden. Svaret er nej. Men det har hidtil ikke været dansk politik at gå i krig mod et land, fordi det regeres af forbrydere, for så fik vi unægtelig nok at gøre mod både Rusland og mod mange af de lande, der støttede invasionen i Irak. De har selv et despotisk styre. Hvad kvalificerer en despot til, at vi allierer os med ham, og hvad kvalificerer ham til, at vi går i krig mod ham? Bag Irak-krigens tågeslør af løgne har Fogh aldrig villet diskutere dette spørgsmål, som er blevet endnu mere aktuelt efter forlydender om, at Bush forbereder et angreb på Iran. Vil Fogh stadig bakke op? FN’s generalsekretær Kofi Annan har kaldt krigen ulovlig, og når man fører en ulovlig krig, er man, som også Preben Wilhjelm gjorde opmærksom på (Inf. 28. jan.), krigsforbryder. Når Fogh har nægtet at samarbejde med FN, er han ud fra sin egen logik selv et legitimt krigsmål. Tør man håbe på, at de afmægtige fortsat vil nøjes med at bruge rød maling, når nu retsforfølgelse af krigsforbryderen er umulig?