Kronik

Al den snak om menneskerettigheder

Det er den sædvanlige historie: At fagre ord mange hjerter friste. Hvis man som oplysningstiden kan udslynge mange og fagre ord om frihed og lighed og broderskab, så kan man fordreje hovedet på dem, der ikke er mistænksomme over for fraser og flotheder
Debat
18. marts 2005

KRONIK
Det har undret og ærgret mig, at det tilsyneladende ikke er muligt at få kritikken af menneskerettighederne forstået. I snart mange år har jeg formuleret denne kritik og skrevet flere bøger om emnet, men det er som at slå vand på en gås. Dyrkelsen af menne-skerettighederne fortsætter uændret. Den næsegruse tilbedelse af dette humanistiske gudebillede synes ikke at ville lade sig anfægte. Både på Christiansborg og i den offentlige debat er der intet over og intet ved siden af menneskerettighederne – hverken Vorherre eller den danske grundlov.
Og dog synes sagen mig såre enkel. Hvad er nemlig en rettighed? Svar: En rettighed er noget, som loven giver mig. Med andre ord: Forudsætningen for at kunne tale om rettigheder er eksistensen af en lov. Det er loven, der giver mig ret. Det er loven, der er rettighedernes grundlag. Og hvor der ikke er lov, er der derfor heller ikke rettigheder.
Menneskerettighederne forholder sig ikke til en lov. De forholder sig til en idé. Det var oplysningstidens idé om naturlige og universelle rettigheder for alle mennesker, der førte til dyrkelsen af menneskerettigheder, og hermed er altså sagt, at det er en idealistisk eller ideologisk påstand, når man opererer med begrebet menneskerettigheder. Vi andre er berettiget til at spørge en sådan menne-skerettighedsdyrker: Hvem har givet dig ret, og vi er berettigede til at sige, som Jakob Knudsen sagde til socialisterne i begyndelsen af 1900-tallet: Blive stærke nok!, siger jeg jer, så får I vel bugt med jeres fjender engang. Men snak ikke om ret, medmindre I har løfter fra Gud eller menne-sker at holde jer til.
Et sådant løfte fra Gud eller mennesker – det er loven. Loven i landet eller samfundet har altid karakter af en håndfæstning, for den binder hånden på magthaveren. Sådan har det været fra begyndelsen. Sådan blev det euro-pæiske retssamfund til. Da den engelske Magna Charta blev givet i 1215, var det fordi den engelske offentlighed, dvs. adelen og borgerne, ville binde hånden på den upålidelige og lunefulde kong Johan, og hermed var begyndelsen til ikke blot retssamfundet, men også demokratiet gjort. Det hele hænger sammen med den givne og gældende lov. Det er loven, der binder hånden på tyrannen. For det er loven, der giver borgeren rettigheder.

De onde og sorte jages
Sådan er det i retssamfundet, og dermed er udviklingen i retning af menneskerettigheder i virkeligheden en trussel imod retssamfundet. .
Sådan gik det. Den euro-pæiske oplysningstid opfandt i sin humane idealisme ideen om de mange naturlige og universelle rettigheder, som mennesket havde alene i sin egenskab af menneske, og således var der sat en drift ind i historien, som avlede en evig længsel og bevægelse ud imod horisonten – derud, hvor det herlige land eller det retfærdige samfund eller det perfekte demokrati eller det menneskelige lykkerige lå. Drømmen kunne have forskelligt udseende og forskellige navne. Karl Marx kaldte den for det klasseløse samfund. Adolf Hitler kaldte den for det racerene samfund.
Men de amerikanske menneskerettighedsidealister kaldte den for det fuldkomne demokrati, og som bekendt var det den amerikanske ideologi, der via den franske revolution førte menneskerettighedstænkningen ind i den vestlige udvikling og er endt med at fastslå som en sandhed, ingen tør betvivle, at menneskerettighederne er et andet ord for den evige sandhed.
Men det er stadigvæk sandt, at der er ingen rettighed uden en lov, der giver mig ret. Og derfor er det lige så sandt, at menneskerettighedsideologien er en trussel imod retssamfundet ved at bagatellisere og eliminere sansen for loven som retssamfundets grundlag. Den hellige hensigt eller den gode idealisme træder i lovens sted i menneskerettighedssamfundet. Der bliver en markant forskel på gode og onde, hvide og sorte. De gode og hvide har faktisk ret på forhånd. Mens de onde og sorte stemples og jages som fredløse.
På trods og tværs af loven.
Eksemplerne i den danske nutid er mangfoldige – jf. f.eks. Tove Fergos hæderlige og højtbegavede spindoktor, som et autonomt pressebu-reau fik sat sit sorte stempel på, så at han reelt blev sat uden for loven og nu har fået alle karrieremuligheder ødelagt, eller jf. den behandling, som Pia Kjærsgaard og med hende en stor del af den danske befolkning fik, da magthaverne i offentligheden på samme måde lod sig bestemme af de autonomes ideologi og stemplede hende og dem og i realiteten satte dem uden for loven, idet lov og ret er gjort betydningsløs i et ideologiseret samfund – og situationen lægger op til en overvejelse af, hvad der egentlig er sket i den efterkrigstid, hvor menneskerettighederne er blevet sakrosante.
Verdenserklæringen om menneskerettighederne blev som bekendt vedtaget af FN’s generalforsamling den 1o.december 1948, og i eftertankens perspektiv kommer det til at stå klart – i hvert fald for mig – at det nylige opgør med Hitlers nazisme gjorde den vestlige verden, som vedtog erklæringen, negativt afhængig af nazismen.
Denne dæmoniske ideologi kom således til at bestemme udviklingen, idet alt, hvad nazismen havde været imod, skulle efterkrigstiden være for, og alt, hvad nazismen havde været for, skulle efterkrigstiden være imod. Men dermed blev verden ideologiseret. Dermed blev forskellen på godt og ondt, på sort og hvidt lige så tydelig og hellig som i nazismen. Det politiske blev dermed dæmoniseret. Politik blev gjort til et spørgsmål om verdens frelse.
Og hvor verdens frelse står på spil, kan man ikke lade sig sinke af eller tage hensyn til så underordnede ting som den givne, gældende lov.

Den absolutte godhed
Min påstand er, at retssamfundet er truet af den ideologiske fanatisme, som opgøret med nazismen affødte, og hvor realiteten altså er, at efterkrigstidens negative afhængighed af den besejrede nazisme har lukket nazismen eller dæmonien ind ad bagdøren.
Rettigheder er derfor ikke længere noget, som loven giver. Rettighederne skal mindst være universelle og naturlige for at blive godtaget i et moderne samfund, der har hengivet sig til menne-skerettighedstænkningen.
Når den absolutte godhed står på spil, kan kun absolutte og altomfattende forholdsregler komme i betragtning. Hvis den gode fremtid afhænger af, at de onde sættes ud af spillet, kan en af menneskerettigheder domineret verden ikke nøjes med at lade gældende lov tale.
Derfor er heksejagt en del af nutidens karakteristikon, og derfor minder menneskerettighedernes verden så meget om de samfund, man mente at have lagt bag sig med Stalins Sovjetunion og Hitlers tredje rige. Vort Gulag eller vore kz-lejre er rigtignok af mindre bestialsk art, men de er ikke mindre effektive, fordi de forvaltes af medier og en offentlig mening, som likviderer folk med mindre blodige midler. Forskellen er ens. For realiteten er, at loven skal tjene den højere, hellige sandhed.
Nej, svarer retssamfundet: Loven skal binde magthaverens hænder og således sikre borgerens frihed. Loven er derfor ikke hellig, men nødvendig. Loven er ikke absolut, men relativ eller sækulær.
Eller med Jesu ord: Loven er til for menneskets skyld.
Dette er retssamfundets grundlag med dets afvisning af alle hellige love og al politisk hellighed.

*Søren Krarup er MF for Dansk Folkeparti

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her