Læsetid: 6 min.

Citatfusk og værre fejl

Krarup læser historien, som tidehvervspræster læser Bibelen
26. marts 2005


INTERMETZO
Først rettelsen af en pinlighed begået i halvdannelsens skyggeland, i hvilket vi endnu så kanonløse stakler flakker rundt, dog oplyst momentant som gjort af en venlig mail fra advokat Asger Thylstrup. Marcel Proust, skriver advokaten, er det ikke, således som klummisten fejlagtigt hævdede sidste lørdag, der i storværket over alle storværker i europæisk litteratur, På sporet af den tabte tid, formulerede aforismen: evigt ejes kun det tabte. Det kunne for så vidt godt være Proust, hvis man med forkølet energi skal forsøge at redde sit tabte ansigt; Proust siger jo så meget om tid, fortid, livets hast, erindring og anden vemod, og Asger Thylstrup er da også elskværdig nok til at komme klummisten til hjælp med citatet: les vrais paradis sont les paradis qu'on a perdus...
Det er selvfølgelig disse ord af Proust, der lå og simrede i klummistens hjernesuppe forleden. Men ikke desto mindre er det Henrik Ibsen, som Thylstrup så rigtigt påviser, der helt præcist taler om det evigt ejede i tabet af dette. Replikken falder i det voluminøse dramatiske digt »Brand« fra 1866, i 4. akts sidste scene, da titelpersonen over for den døende hustru Agnes fremsætter paradokskonstateringen:
Sjæl vær trofast til det sidste!/ Sejrens sejr er alt at miste/ Tabets alt din vinding skabte; –/ evigt ejes kun det tabte.
Så er dét på plads.
En anden og anderledes velvoksen fejltype i forgangne avisuge var pastor Krarups atter gentagne uhyrligheder om menneskerettighederne. Her skal man dog ikke forvente en rettelse fra kronikøren selv, blot henvise til saglige indvendinger fra flere, bl.a. filosoffen Peter Tudvad der endnu engang fastslår, at Søren Krarups antagonistiske synspunkter på et så vigtigt og nyttigt juridisk redskab som mennenskerettighedserklæringer og konventioner bygger på en besynderlig vildfarelse.
Krarup hævder således at menneskerettighederne er ideer og ikke love og derfor ikke kan være en ret eller rettighed, fordi en lov er forbundet med pligt, og når der ikke er tale om pligt, er det ikke en lov, og derfor kan det heller ikke være en rettighed, hvilket ganske enkelt er noget vås, ligesom den med mor der ikke kan flyve, fordi hun er en sten og derfor ikke et menneske.
Mennskerettighedsbestemmelserne indgår til Krarups oplysning i landenes lovgivning, hvor de er føjet ind i overensstemmelse med internationale konventioner, det hele vedtaget af relevante lovgivende forsamlinger på ganske samme måde som alle andre love og vedtagelser og derfor gyldige som sådanne. Hvad andet? Krænkes disse love, disse lovfæstede menneskerettigheder, kan myndighederne sanktionere over for de pågældende lovbrydere, inklusive landes institutioner, som kan indklages for en menneskerettighedsdomstol, såfremt man mener, at ens eget lands domstole har uret. Det hjælper ikke altid; det sker, at tvivlsomme stater slipper godt fra krænkelser. For eksempel Danmark, der for tiden bevæger sig betænkeligt nær for ikke at sige på kanten af internationalt og altså dermed også nationalt vedtagne bestemmelser. Og dét på flere områder – for eksempel med hensyn til isolationsfængslinger og ikke mindst inden for den fremmedlovgivning, som Krarup er medansvarlig for. Søren Krarup kan selv finde andre eksempler, som for eksempel da en dansk journalist for nogle år siden blev frikendt for at krænke racismeparagraffen ved at formidle andres fremmedfjendske synspunkter. Her blev en dansk domstolsafgørelse underkendt af Menneskerettighedsdomstolen, hvilket da må glæde Krarup, der jo forlanger racismeparagraffen fjernet.

Determineret demagog
Menneskerettighederne er ikke som sådan føjet ind i den danske grundlov, hvilket atter understreger vigtigheden af på et tidspunkt at få denne revideret og dermed supplere eller snarere bekræfte de borgerlige rettigheder som Krarups idébårne erklæringer, der fører os alle lige ud i nazismen, eller hvad det er for noget plidderpladder og intellektuelt svindel, manden vælter af sig. Men det er sjovt med Krarups ind- og udfald gennem årene: Takket være en uomtvistelig formuleringsevne, dyrisk alvor, retorisk aggression, samt bemærkelsesværdig skriveflid, får præstepolitikerens lodrette brølere, eller hvis man skal være fin på den: tautologiske urimeligheder, ofte lov til at stå uanfægtede hen. Ordentlige folk orker jo ikke, og det går vel over en dag. Men inden man ser sig om, er sådan et menneske faktisk toneangivende i et politisk parti, guru for landets herskende borgerlige elite, rent faktisk en af magthaverne i landet og, i hvert fald så længe madam Kjærsgaard holder skansen, uafsættelig levebrødspolitiker. I sandhed er det ikke de sagtmodige, der arver riget, derimod determinerede demagoger med Jesus ved hånden og denne særegne usårlighed, som de fundamentalt og fanatisk troende nu engang besidder.
Én ting er afgørende i branchen, man indrømmer aldrig egne fejl eller misforståelser, så hellere trække en nation med sig i afgrunden. Muligvis hænger denne egenskab sammen med en biologisk betinget konstitution, som er beslægtet med autisme. Der findes kun én synsvinkel, den rigtige, nemlig ens egen; såfremt denne åbenbart viser sig ikke at holde, er det ikke en selv, men virkeligheden der skal laves om på. Således lander Krarup på sit månevrøvl om menneskerettighederne, hvis tilblivelseshistorie og karakter han rask væk, og formentlig bevidst da manden dog kan læse, fordrejer groft. Uden at overpsykologisere synes denne personlige konstitution også at være statsministerens. Måske er dennes egenfremstilling i virkeligheden ikke et konstant spin, som mange efterhånden går og har det stadigt dårligere med, og som jo altså også kostede ham 10.000 personlige stemmer ved valget og Venstre fire mandaters tilbagegang.
Måske, og meget tyder på det, er mandens adfærd mere dybdebetinget og i den forstand ikke mere bevidst tilrettelagt, end netop disse psykiske mekanismer determinerer, hvilket ikke gør det behageligere. Da slet ikke for de borgere der ikke sympatiserer med parti og/eller person. Man kan sagtens forestille sig at Fogh Rasmussen ikke mener, eller ikke evner at mene eller indse, at han i sin tid fejlede og derfor faldt.

Omgangen med historien
Opmærksomme læsere vil måske huske fra tidligere klummer at Fogh Rasmussen i sin tid måtte gå som skatteminister efter at have begået kreativ bogføring og siden groft vildledte Folketinget. Man kan forestille sig at en person med den skitserede psykiske struktur omformulerer den virkelighed, i hvilken han dengang befandt sig, akkurat som samme person siden, og akkurat som Krarup, skalter og valter med historien utvivlsomt i den opfattelse, at dér er sandheden (om besættelsen), hans sandhed, den eneste. Så kan man ellers diske op med kilder, lærde artikler, bøger, osv. Svaret på dét er at opfinde afledningsbegreber som ’smagsdommere’ eller imødegå protester mod disse åndelige overgreb med ren skinbarlig fusk for ikke at sige løgn.
Man behøver foruden statsministerens nærmest stalinistiske omgang med historien blot tænke på Krarups behandling af Brandes. Eller et lillebitte, men meget sigende eksempel på Krarups debatmetode, også fra kronikken, hvor kronikøren fremhæver Magna Carta og beskriver det berømte håndfæstningsdokument, som var det »den engelske offentlighed, dvs. adelen og borgerne, [der] ville binde hånden på den upålidelige og lunefulde kong John«. Det bruger Krarup som argument, skønt fremstillingen er falsk. Den engelske offentlighed! My foot!
Baronerne, vasallerne, tvang en kriseramt centralmagt til fremover at forelægge skatterudskrivningen i vasalrådet, Magnum Concilium. ’Borgerne’ (en betegnelse fra den franske revolution) som var et forsvindende mindretal, havde ligesom befolkningsflertallet af ufri bønder, der betalte, ikke en skid at skulle have sagt. Kilderne afviser romantikernes opfattelse af Magna Carta som forstadiet til et folkefremgroet demokrati. Intet tyder i øvrigt på, at John Lackland som kendt i Robin Hood var særskilt upålidelig. Og sådan er det hele vejen igennem.
.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu