Læsetid: 3 min.

Diskontinuitet

15. marts 2005

Besættelse
Besættelsen, besættelsen igen – det er en ren besættelse...
Det er i orden, at historien endevendes på ny, og at nye generationer af historikere gør deres arbejde, finder nye vinkler, nye nuancer, nye detaljer, gerne nye afsløringer – men her er det, man undertiden har en fornemmelse af falsk varebetegnelse.
Jeg hører til dem, der har oplevet besættelsestiden – ikke som frihedskæmper, ejheller som kollaboratør, men som barn. Hvor meget forstår man i alderen 6–11 år? En hel del. Voksne og børn, lærere og elever talte meget sammen om samtidshistorien, og debatten foregik også i skolegården.
Som ’veteran’ har jeg en beklemmende fornemmelse af den måde, besættelsestiden er blevet ’forvaltet’ på i de forløbne seks årtier. Det er noget med, at for os, der har oplevet besættelsen, er forholdet til den – skønt langtfra uforanderligt og ikke nødvendigvis ukompliceret – præget af kontinuitet, ikke af brud. Og at den kontinunitet synes at være gået helt tabt for de efterfølgende årgange, tabt på en eller anden måde, på et eller andet tidspunkt undervejs, og afløst af modstridende myter.

Alt blev diskuteret
Flashback til 1945. Ingen dansker var i tvivl om, at Danmarks rolle i løbet af de ’fem forbandede år’ havde været tvetydig.
Man havde oplevet omsvinget i takt med tyskernes nederlag på øst- og vestfronten. Ingen kunne påstå uden at blive til grin (det blev man let i Danmark, også dengang – og vi grinede af de forsinkede frihedskæmpere, ’6. maj-kæmperne’) – nej, ingen kunne påstå, at Danmark havde optrådt som en samlet og heroisk nation.
Samarbejdspolitikken og modstandsbevægelsen var begge nærværende i alles bevidsthed dengang. Det hele blev diskuteret, og den danske krigstidspolitik blev kulegravet i den parlamentariske kommission. Der var ingen tabu-emner. Den kriminelle side af stikkerlikvidationerne blev også diskuteret – i fuld offentlighed. Det forhastede retsopgør med tilhørende henrettelser var omstridt fra begyndelsen.

Glorien blev pudset
Hvordan går det så til, at unge danskere årtier senere opdager dobbeltheden med forundring og forargelse? Efter formlen »Her gik vi rundt og troede, at...« Og »Vi var blevet bildt ind, at...«
Det er forståeligt, at modstandsbevægelsens glorie blev pudset i efterkrigsårene. Den førende historiker på det område var Jørgen Hæstrup, og hans værk var solidt.
Det var ikke hans fejl, hvis det blev gjort til en bibel og forvekslet med den fulde sandhed om besættelsestiden.

Sober undervisning
Men måske var det dét, der skete – samtidig med, at den realpolitiske side af den danske politik og dens bevæggrunde gik over i historieundervisningens glemmebog.
Hvis unge danskere fra 1960’erne og fremefter er gået ud i livet med billedet af et forenet, kæmpende og antitysk Danmark og derefter har fået et chok på grund af nye historikeres analyser, må de enten have sovet i timen eller været offer for en elendig historieundervisning.
Den sidste mulighed er mere foruroligende end den første. Det er utilgiveligt, hvis den danske folkeskole har forsømt den opgave – absolut overkommelig i betragtning af den viden, der hele tiden har været til rådighed – at give en vægtig, sober og dialektisk undervisning i den danske besættelsestidshistorie, i øvrigt uendelig meget mere interessant end en forenklende myte.

Den relative uvidenhed
Som reaktion opstod den myte, at det officielle Danmark bar på en skamfuld fortid, som det søgte at skjule. At sandheden blev undertrykt.
Værker af en ny generation af historikere – hvis kvalitet ikke skal drages i tvivl her – fik således karakter af ’afsløringer’, ikke nødvendigvis fordi de afslørede noget fundamentalt nyt om samarbejdspolitikken, om modstandsbevægelsen eller om dobbeltheden, men fordi de havnede på et marked præget af relativ uvidenhed.
Nu oplever vi så, at Danmarks statsminister – med en tendens til primitiv moralisme – optræder som talsmand for sandhedsgenerationen. Han lancerer en ny myte, hvis kerne er en åbenbaring om, hvad danskerne kunne og burde have gjort i de skæbnesvangre år.
Et så enkelt budskab forudsætter ikke nogen viden, men tværtimod en vis uvidenhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu