Kronik

Fede forsøgsobjekter

Da jeg gik i skole i 1970’erne, var klassens tykke elev et oplagt drilleobjekt. Heldigvis havde jeg for travlt med sunde fritidsinteresser til at hoppe med på den galej. Nu 30 år senere er fedme blevet et populært medieobjekt. Samfundet har stillet skarpt på fedme og fedmeforskerne står på spring for at kapre fede forsøgsobjekter
7. marts 2005

Kronik
Kunne den vestlige verdens fedmeepidemi i virkeligheden ikke være forudset? Industrialiseringen og den teknologiske udvikling i landbrug, fiskeri og fødevareindustri har ført til et overflodssamfund.
Supermarkederne bugner, og den største frustration er at vælge blandt det enorme udbud af middelmådige fødevarer. De ældre, som sultede under verdenskrigene, vil uden tvivl berette, at mæthed er at foretrække frem for sult.
Maskiner styrker fødevareproduktionen, men aflastning af muskelkraft har også sat kroppen i skyggen. I hvert fald i arbejdslivet. Øget automatisering, processtyring fra computere og virtuel internetkommunikation, har deaktiveret kroppen yderligere. Overgangen fra industri- og produktionssamfundet til videns- og kommunikationssamfundet skaber yderligere grobund for hjernekraft på bekostning af muskelkraft. En undtagelse er de kreative fag, som film, teater, musik og kunsthåndværk, hvor håndens arbejde endnu er central.

Overflod af mad
Hjernen kræver en daglig dosis druesukker, men kroppen har ikke brug for så meget brændstof i et stillesiddende arbejdsliv. En overflod af mad er fristende og spisevaner fortrænges ikke uden videre. Således kan fedme betragtes som et tidsfænomen med uoverskuelige konsekvenser, hvor omfanget ikke kendes endnu.
Diskussionen drejer sig især om, hvordan fede skal tilpasse sig normerne, selv om et alternativ er at indrette samfundet til fede. Private firmaer skræddersyr allerede X-large produkter. Således vil jeg ikke blive overrasket over en ’fed produktportefølje’. Tøj til at vokse i og biler med dobbelte sæder, forstærkede fjedre og bremser.
Når fedme omtales som et problem, skyldes det bekymring om økonomi og ikke om forringet livskvalitet. Sundhedsbudgettet belastes med overvægtige, som får målt blodtryk og blodkemi for derefter at få ordineret kolesterolsænkende medicin eller anden behandling.
Det kan modvirke fedmens følgesygdomme: karforsnævringer og i værste fald hjertekrampe eller blodprop. Det er besværligt at forebygge, og mange må have korpusset på værksted.
Det er belastende og kan give nederlag, hvis opfølgning hos diætister ikke hjælper. Forskere og medicinalfirmaer har set det voksende marked for sundhedspleje, og jagten er gået ind på den perfekte slankepille.
Fede forsøgsobjekter er velkomne, selv om nogle sikkert med vemod ser sig selv som en lille brik i et stort kommercielt spil. Motivationen er den store gevinst, en såkaldt blockbuster på medicinmarkedet.
Den videnskabelige interesse er forståelig nok. Imidlertid savnes en mere samfundsorienteret fokus på at opnå større erkendelse, forståelse og accept af fede som et offer for vestens stræben efter at erstatte kroppens funktioner med teknologi. En udvikling, som er foregået hovedkulds – uden at analysere de mulige negative konsekvenser.

Fede medieobjekter
Fede troner frem på skærmen, fordi tv har lugtet penge i tragiske skæbnehistorier fra det virkelige liv. Kampen mod vægten. Dovne ædedolke, som nogle har ondt af, mens andre afskyr og tager afstand fra dem. Der er lidt dyrehave over det, hvor fede holdes i bur, så omverdenen kan se de svulmende kroppe, hvor fedtet skvulper, mens maven dingler et sted mellem benene.
Det er også et tidsfænomen, at de uskrevne grænser for blufærdigheden skrider, når kameraerne krænker privatlivets fred. Imidlertid er det ikke lykkedes at fjerne fedmebyrden fra de store kvinder og mænd, som er resultatet af fedmeepidemien.
Det kan skyldes, at fedme er et symptom på konflikten mellem det primitive menneske og nutidens overflod. Appetit reguleres i hjernen, og urinstinkter styrer en mani med at oplagre fedt til magre tider. Når depoterne er bygget op, forsvarer kroppen indædt den højst opnåede vægt. Instinktet giver biologisk mening, velvidende, at hungersnød engang kunne indtræffe og udslette en stamme. Cirkulerende hormoner stimulerer fødesøgning, så snart et vægttab registreres. Det er forunderligt, hvorfor denne adfærdsmekanisme tilsyneladende virker stærkere hos nogle, mens andre ikke har besvær med at regulere vægten.
Et indlysende svar er, at fedme skyldes en blanding af urinstinkter og nutidsstress. Sidstnævnte i en bred betydning. Nogle er fra naturens side bedre til at spise portioner, som passer til behovet. Stofskiftet er måske bedre justeret, og motivationen til fysisk aktivitet er højere.
I 1970’erne cyklede og spadserede vi meget, men i dag bliver mange børn kørt i bil til skole og fritidsaktiviteter. Rammerne for at dyrke idræt giver til gengæld gode muligheder for kropslige aktiviteter. Imidlertid stjæler digitale medier som computer og tv meget opmærksomhed fra idrætsklubberne. Passivisterne fortrænger aktivisterne.

Nutidsstress
Nutidsstress dækker over relevante forhold, der bringer mange ud af ligevægt. Fedme kan være en modreaktion på nedtrykthed. En slags opgivende trøstetilstand, hvor trøstespisning medfører en hård straf. En fedtbyrde, som skal slæbes af sted hver dag. En slags sadomasokisme?
I takt med, at kernefamilien brydes ned, vokser singlekulturen stadig. I kølvandet følger risiko for ensomhed. Fedme kan være en modreaktion på manglende omsorg, forståelse og tryghed.
Det fører videre til kærligheds- og seksuallivet, som ofte er tabubelagt og derfor svært at berøre. En uskreven regel er, at en velplejet og soigneret krop er et godt aktiv i et parforhold, når der skal indfries seksuelle drømme og ønsker. Derfor kan partnerens pres være en gulerod til at ændre livsstil.
Hvis belønningen for en veltrimmet krop er en villig partner, som ønsker erotisk, seksuelt samvær, så burde det være motivation til at gå i gang med det samme.
Samvær er et nøgleord for sociale relationer. I vores uforståelige jagt på hastigere vækst og forandring, er der ikke noget at sige til, at nogle vælger at stige af ræset. Der er heller ikke noget at sige til, det er svært at finde harmoni mellem arbejde, familie og fritid.
Har jagten på velstand for længst nået et klimaks, hvor ofrene er de ulykkelige, der pines, mens de slæber rundt på en synlig fedtbyrde?
Som antydet er fedme en kompleks problemstilling i krydsfeltet mellem arvelære, hjernefysiologi, kredsløbslære, ernæringsvidenskab, fødevareteknologi, erkendelsespsykologi og sociologi. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at problemstillingen ofte forsimples.
Budskaberne fra kostprofeterne er harmoni mellem indtag af mad og drikke samt fysisk aktivitet. Det virker logisk, at konsekenvensen af en doven, forædt livsstil bliver fedme. Det er en årsag til de mange henvisninger til madens og læskedrikkenes indhold af energi.
Paradokset er, at øget bevidsthed om nødvendigheden af sund kost og rigelig motion endnu ikke har givet mærkbare resultater.

Tværfagligt fedme-team
Har vi forstået fedme godt nok? Svaret kommer ikke ved at stoppe mennesker i et bur og måle deres stofskifte, selvom forskning i arvelighed og stofskifte er relevant. Derimod er tværfagligt samarbejde vejen frem. Ikke den sædvanlige indspiste tværfaglighed mellem akademikere, men med ligeværdig deltagelse af fodfolket, som møder overvægtige ude af psykisk og fysisk balance.
Der er en tendens til, at læger har monopol som sagkyndige i fedme, selv om de først og fremmest er uddannet til diagnosticering af sygdom og ordinering af medicin. Fedme kræver imidlertid forståelse og forebyggelse, hvilket der nu er åbnet mulighed for gennem motion på recept. Vore forfædre ville sikkert vende sig i graven over, at vi nu er så langt ude, at bevægelse skal ordineres.
Et oplagt skridt er, at koble fedmeproblematik sammen med kompleks viden om det sociale menneske. Varige livsstilsændringer er vejen frem, og derfor er viden guld, som kan definere, hvordan vestlige samfund skaber de bedste rammer for livssstilsmønstre, som kan genskabe den kropslige balance og det harmoniske liv. Vi bør tage afstand fra at betragte overvægtige som fede forsøgs- eller medieobjekter, men som socialt ligeværdige, der både kan være harmoniske og afbalancerede, selv om de bærer en tung synlig byrde, som mange ønsker at slippe af med.

*Henrik Rosendahl Kristiansen er fødevarekonsulent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu