Kronik

Før de radikale blev coole

Historien om, hvordan et 25 år gammelt traume blev overvundet
17. marts 2005

KRONIK
Den af Anders Fogh ledede regering kan ganske vist fortsætte nogle år endnu. Men valgets helt store vinder var som bekendt Det Radikale Venstre. Efter sigende er det ganske enkelt blevet cool at være radikal. Et højdepunkt af radikal coolness blev nået, da de tre – lad os kalde dem metro-radikale – ungersvende Klaus Bondam, Naser Khader og Morten Helveg Petersen midt under valgkampen optrådte som boyband i Pumpehuset i forbindelse med en radikal event. Det kreative segment – fra stand-up komedianter til caffe latte drikkere – flokkes om det gamle husmandsparti, som til maj fylder 100 år. Hvem skulle have troet, at det ville komme dertil?
Næppe nogen kunne have forestillet sig noget sådant i slutningen af 1970’erne/begyndelsen af 1980’erne, hvor denne skribent var medlem af Radikal Ungdom og Det Radikale Venstre. Som radikal var man dengang alt andet end cool. Man var i de rigtig coole kredse – dem vender vi tilbage til – snarere en lidt ynkværdig skikkelse. Faktisk havde partiet gennem 70’erne kursen direkte mod spærregrænsen på to procent. Ved valget i 1977 gik partiet lige så meget tilbage, som det nu er gået frem: folketingsgruppen bestod nu af sølle seks mandater. Den dengang unge
Niels Helveg Petersen sagde ganske vittigt, at hvis det gik lige så galt ved næste valg, ville partiet komme til at skylde et mandat. Men som der også blev sagt: »Vi vil hellere nærme os spærregrænsen end Fremskridtspartiet.«
Fremskridtspartiet var som bekendt ikke stuerent, hvilket man dengang godt måtte sige højt.

22 personlige stemmer
Jeg kom ganske tæt på den lille radikale folketingsgruppe, da jeg gik i 9. klasse og var i erhvervspraktik på Christiansborg. Det var en stor oplevelse. Jeg husker, hvordan den legendariske Karl Skytte, gårdmand og formand for Folketinget, på et gruppemøde resolut tog stilling til et lovforslag på syngende fynsk: »Hvis det ikke er frivilligt, er jeg imo’«.
Jeg husker ikke, hvad forslaget i øvrigt gik ud på. Men jeg husker, at Bernhard Baunsgaard, bror til den tidligere statsminister Hilmar Baunsgaard og en indædt forkæmper for borgernes retssikkerhed, generøst bød mig på frokost i Snapstinget og tilsyneladende tog mine puerile synspunkter alvorligt.
Højdepunktet af min kortvarige og lidet glorværdige karriere som radikal politiker var, da jeg som 19-årig stillede op til byrådsvalget i Hammel Kommune i 1981. Hammel er som bekendt også den navnkundige bjergrytter Bobby Olsens hjemby. Jeg blev dog ikke kommunalpolitikkens svar på cykelsportens Team Easy On; jeg fik kun 22 personlige stemmer. Kort tid efter meldte jeg mig ud. Egentlig ikke så meget på grund af det dårlige valgresultat, men snarere på grund af en stigende lede ved politisk arbejde i al almindelighed. En ganske bestemt begivenhed var nok udslagsgivende.

Bevægelsernes festival
Radikal Ungdom i Århus arrangerede for ca. 25 år siden en festival, som alle gode kræfter i Århus og omegn var særdeles velkomne til at deltage i. Her skulle være musik for enhver progressiv smag, fra verdensmusik til Rock Nalle. Der skulle være kulinariske indslag fra alverdens kulturer. Alle oplysningsforbund og bevægelser, der arbejdede i de gode sagers tjeneste – OOA (Oplysning omkring Atomkraft), Greenpeace, Miljøbevægelsen NOAH, osv. – skulle have mulighed for at bruge festivalen som platform for alle de gode sager. Entusiasmen blandt de unge radikale var stor og forventningerne til den bredt favnende festival endnu større. Og hvorfor ikke? Hvorfor skulle vi unge radikale stå tilbage for venstrefløjen og deres velbesøgte festivaler? I vores egen selvforståelse stod vi faktisk langt til venstre; i hvert fald i forhold til moderpartiet. Jeg husker, hvordan der blev talt med gysende afstandtagen om en bestemt ungradikal folketingskandidat, der både var tilhænger af EF og Nato? Så kunne det ikke blive meget værre. Vores egen venstreorientering fremgik klart og tydeligt af en T-shirt, som foreningen havde ladet fremstille. Den var påtrykt med en lang række slagord, som ligeså godt kunne have stået i en pjece fra VS.
Så indtraf katastrofen. Det, der skulle have været den tids svar på den nyligt afholdte event på Pumpehuset med de tre metro-radikale tenorer, blev i stedet for en dybt forstemmende oplevelse. Antallet af betalende gæster til den radikale festival var mindre end antallet af mine personlige stemmer ved byrådsvalget i Hammel. For mit indre blik ser jeg stadig hjerteskærende billeder af Rock Nalle gjalde »Go’e Gamle Fru Olsen« ud over en gabende tom sal. Det var mere end pinligt. Det var faktisk en skandale. Radikal Ungdom i Århus gik konkurs og måtte tage navneforandring.

’Rigtig ventreorienteret’
Hvordan kunne det gå så galt? Det er let at se 25 år senere. I dag ville man nok sige, at arrangørerne af den radikale festival ikke var tilstrækkeligt bevidste om deres eget brand. Vi evnede eller ønskede ikke vide, hvordan den potentielle målgruppe af festivaldeltagere mon opfattede de unge radikale. Som nævnt var en radikal dengang nærmest en lidt medlidenhedsvækkende skikkelse. Hvordan kunne vi så i vores vildeste fantasi forestille os, at det ville falde de rigtig coole ind at troppe op til en radikal festival? For det var jo det, vi i vores grænseløse forfængelighed havde forestillet os. Det ville i dag vel nærmest svare til, at den karismatiske Marianne Karlsmose fra Kristendemokraterne forestillede sig, at hun kunne fylde Parken med begejstrede unge kristne til en økumenisk event. Jeg vil fraråde hende at gøre forsøget.
De rigtig coole kredse dengang var naturligvis de rigtig venstreorienterede – med streg under ’rigtig’. For venstreorienterede var de fleste jo i et eller andet omfang. Sværmede Poul Hartling måske ikke for formand Mao? Og lyder Per Stig Møller i nogle af sine skrifter fra dengang måske ikke som en kryptokommunist? Nej de rigtig venstreorienterede og dermed – i overensstemmelses med den dengang fremherskende tidsånd – coole var alle dem, der befandt sig til venstre for Socialdemokratiet. Jo længere til venstre jo bedre. SF kunne lige gå an. Men DKP var nu bedre. DKP/LM, SAP, KAP mv. var måske lige lovlig eksotiske.
Allerbedst var nok VS med de mange fascinerende fraktioner. Dem var vi dybt misundelige på. Her blev dagsordenerne sat. Det studiekredsarbejde, vi kunne svinge os op til med udgangspunkt i Oprør Fra Midtens forestillinger om et humant ligevægtssamfund, var helt til grin i forhold til de smarte og handlekraftige VS’eres politiske arbejde. De havde jo også en sej slangebøsse som logo.
Nu er billedet vendt. Nu er tidsånden med os. Enhedslisten er ganske vist under Pernille Rosenkrantz-Theils dynamiske ledelse blevet noget revitaliseret. Men selv om Pernille har en smart frisure, fik partiet ikke flere mandater ved valget den 8. februar end de radikale fik ved katastrofevalget i 1977. De små partiet på vestrefløjen er helt forsvundet og SF’s folketingsgruppe består af trætte midaldrende mænd og kvinder. De tider er forbi, hvor man følte sig en smule skamfuld over at være radikal. De radikale er nu de coole!
Hvor primitivt det end kan forekomme, føler jeg hævnens sødme med tilbagevirkende kraft. Traumet efter den fatale radikale festival i Århus for 25 år siden er omsider forvundet. Jeg ved nu, hvordan Bobby, Pim og Henning følte, da de kunne hæve armene i triumf en meget tidlig sommermorgen på Champs Elysée. Vi har vundet!

*Mikael Busch er lektor ved Kolding Amtsgymnasium

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu