Kronik

Du glade Grønland

Feststemte mennesker møder dronningen, når hun besøger landet, men 25 år efter etableringen af Hjemmstyret synes udviklingen at være gået i stå. Uafhængigheden har haft konsekvenser
23. marts 2005

KRONIK
I sommer gæstede den danske kongefamilie Grønland. Med vanlig stolthed og hjertevarme ytrede dronning Margrethe sin glæde ved at gense sit elskede land. Flot så det da også ud, da de royale, overalt hvor de kom frem, blev modtaget af glade og feststemte børn og voksne.
Glæde og feststemthed var det syn, som mødte kongefamilien. Hvad de ikke så var en nation i forfald og en nation, hvis drømme og illusioner om en dag at kunne klare sig selv næppe, set med danske øjne, har rod i virkelighedens verden. Hertil har Grønland igennem tiderne i alt for høj grad vænnet sig til at have Danmark som storebroderen, som altid trådte til i nødens stund.
At Danmark og Grønland har knyttet nære bånd er en kendsgerning. Det hele begyndte for alvor med Hans Egede og kristenmissionen. Egede regnes normalt for dansker, selv om han egentlig var nordmand. Dette hænger naturligvis sammen med, at Norge dengang var en del af det danske rige. Med Hans Egede skete der en bosættelse og ikke en besættelse af Grønland. De indfødte var vant til at søfarende kom og tog hjem igen, men Hans Egede blev minsandten boende, og inuitterne forlod gradvist åndemaneriet til fordel for kristendommen. Ingen tvang dem til, at underkaste sig den nye, religiøse tro. De indfødte var talstærke nok til at de så let som ingenting kunne have smidt ham ud, men man vænnede sig efterhånden til hans og kommende slægters tilstedeværelse.

Fyldte kirker
Det er egentlig meget påfaldende, at når man går sig en søndagstur, kan man iagttage, hvorledes store menneskeskarer valfarter til gudstjeneste. Er det helligdag er mange oven i købet klædt i de flotte nationaldragter. Efter kirkegangen at dømme skulle man tro, at grønlænderne var mere overbeviste i deres kristne tro end danskerne; for hjemme i Danmark beklager præsterne sig jo konstant over mennesketomme kirker.
Da jeg første gang blev præsenteret for synet af disse højtideligt klædte kirkegængere, mindedes jeg Gustav Wied, som i indledningen til romanen Livsens Ondskab skriver, at man ikke gik i kirke »fordi man måtte det, drevet dertil af en indre, uimodståelig trang … Man gjorde det, fordi ens nabo gjorde det.«
Der er naturligvis oceaner af tid og geografisk afstand fra Gustav Wieds Gammelkøbing til Maniitsoq (Sukkertoppen) anno 2004. Kirkegangen er blevet en del af grønlændernes kultur og tradition, og er der noget, der er blevet vigtigt for grønlænderne, er det deres kultur og især deres traditioner.

Forceret udvikling
Udviklingsmæssigt adskiller Grønland sig meget fra Danmark. Selv om det ikke direkte fremgår af romanen var Danmark på Gustav Wieds tid nærmest et u-land, præget af social nød og elendighed. Samfundet var ved at omstille sig fra et tilbagestående bondesamfund til en begyndende industrialisering. Udviklingen gik dog langsomt, og vi skal helt frem til 1960’ernes begyndelse, før Danmark bliver et egentligt industrisamfund. Det, som drev udviklingen frem i Danmark, var store kapitalinvesteringer, en industrialisering af landbruget og opbygningen af en velfærdsstat. For at tilgodese de nye krav, som det moderne samfund afstedkom, var det nødvendigt at satse på et højt uddannelsesniveau i samfundet. Knowhow blev Danmarks vigtigste ressource.
Grønland er et enormt stort, men yderst tyndt befolket land. På to millioner kvadratkilometer lever der ikke flere mennesker, end der gør i Vejle Kommune. Landets hovednæringskilde var i sin tid jagt og fiskeri, men i kølvandet på udviklingen i Danmark udviklede Grønland sig også til at blive et industrisamfund, og udviklingen skete givetvis hurtigere, end befolkningen bevidsthedsmæssigt kunne følge med. Den var styret af dansk foretagsomhed inden for alle områder – social- og sundhedsområdet, uddannelsesområdet og ledelsesfunktionerne inden for såvel det private som det offentlige blev også varetaget af danskere.
I 60’erne og 70’erne opstod der et ønske om selvstændiggørelse og en gradvis uafhængighed af Danmark. Det var især den centrale styring fra Danmark, man fandt uhensigtsmæssig. Det endte med, at Grønland fik hjemmestyre i 1979. En total uafhængighed blev der ikke tale om. Grønland forblev en del af rigsfællesskabet og bibeholdt bloktilskuddet. Hjemmestyret trådte i kraft efter at der havde været valg i Grønland, og i Danmark havde sagen også været til debat. I det danske folketing gik man i det store og hele ind for Grønlands selvstændighedsbestræbelser, endskønt Venstresocialisterne mente at bloktilskuddet ikke var stort nok, og Fremskridtspartiet frygtede, at Grønland ville blive ringere stillet end de danske amter.
Nu er der gået 25 år siden Hjemmestyrets indførelse, og udviklingen synes at være gået i stå. Med den naturskønhed, Grønland byder på, ville det være nærliggende at tro, at turismen ville være et område, der var værd at satse på. Turismen er imidlertid ikke konkurrencedygtig. Hertil er transporten alt for dyr. En returbillet fra Danmark koster ca. 10.000 kr., hvilket betyder, at det for eksempel for danskere er billigere at rejse til USA end til Grønland, og for øvrigt foregår al flytrafik fra Grønland til udlandet via København.
Som bekendt fanges der hvert år i tusindvis af tons fisk, rejer og krabber i havet omkring Grønland, men store dele af forarbejdningen og distributionen foregår i Danmark. Der er konstateret store naturressourcer i undergrunden, som endnu ikke er udvundet. En udvinding af disse ressourcer kræver kapital og ekspertise, og disse kvalifikationer er Grønland ikke i besiddelse af i tilstrækkelig grad, og når tidspunktet er inde til at en udvinding og kapitalisering af forekomsterne kan finde sted, må man sandsynligvis konstatere, at det nok er begrænset, hvor stor en del af gevinsten, der, på grund af vidtrækkende koncessionsaftaler, vil tilfalde den grønlandske befolkning.

Ringe sprogkundskaber
For nylig leverede formanden for Grønlands arbejdsgiverforening, Ole Rud, en bredside mod det grønlandske samfund, som han mente var kendetegnet ved manglende initiativ og dygtighed, og kritikken var både rettet mod den almindelige erhvervsaktive, landets administrative ledelse og de ansvarlige politikere.
En nødvendig forudsætning for udviklingen af et moderne og økonomisk uafhængigt samfund er også et velfungerende uddannelsessystem. Der har for nylig været en udsendelsesrække i det grønlandske fjernsyn om Grønland og uddannelserne. Udsendelserne afslørede for det første, at folkeskoleelevernes færdigheder var alt for dårlige, og i det videregående skoleforløb var elevernes motivation for at tage en uddannelse også alt for ringe. Grønlandiseringsprocessen bærer en stor del af skylden. Interessen for at lære dansk har i foruroligende grad været tilsidesat. Og da dansk og engelsk er nært beslægtede sprog, er elevernes færdigheder i engelsk blevet endnu ringere. Dette har haft uheldige konsekvenser for elevernes skolegang i form af meget dårlige afgangseksaminer fra folkeskolen. På gymnasiet og inden for de videregående skoleuddannelser undervises der på dansk, og derfor har mange grønlandske uddannelsessøgende ikke kunnet følge med i undervisningen, og med den tiltagende internationalisering, der er sket i de senere år, er det katastrofalt, at interessen for at lære dansk og engelsk har været så stærkt nedprioriteret.
Endelig kan man desværre også sige, at de sociale miljøer, som de unge færdes i, absolut ikke virker fremmende for udviklingen af en harmonisk fremtid. I aviserne kan man til daglig læse om hungersnød i Tasiilaq, vold, voldtægt, incest og alkoholisme.

Dystre udsigter
I forbindelse med de festligheder, der fandt sted på selve uafhængighedsdagen for 25 år siden, nævnte daværende grønlandsminister, Jørgen Peter Hansen, at grønlænderne ikke måtte forledes til at tro, at nu var Grønlands fremtid sikret, og alle økonomiske og sociale problemer fjernet som ved et trylleslag. Der ville formentlig gå årtier, før dette ville blive en realitet. Jørgen Peter Hansens ord er nok så tankevækkende. Der er gået 25 år siden Hjemmestyrets indførelse. Grønlandske politikere bestræber sig for øjeblikket på at opnå øget uafhængighed alt imens den økonomiske og sociale situation forværres mere og mere.
Hvis Ole Rud har ret i, at initiativet og ekspertisen ikke er til stede i den grønlandske befolkning, ser det sort ud for Grønlands fremtid. Endvidere skal der nok også en holdningsændring til for at forbedre situationen. Der skal ikke lægges skjul på, at danskerne ikke er lige velsete i alle kredse her på Verdens største ø. Der har været en tendens til at give danskerne skylden for alle dårligdomme. Det er især den generation, der kom til efter Hjemmestyrets indførelse, men mange ældre deler ikke den opfattelse.
Grønlændernes selvstændighedsbestræbelse er naturlig og forståelig, men det er næppe hensigtsmæssigt, at tilstræbe selvstændighed for selvstændighedens egen skyld. Langt vigtigere er det at beskæftige sig med spørgsmålet om, hvad der i virkeligheden tjener grønlændernes sag bedst muligt. Der er to muligheder: Enten satses der på at udvikle de ressourcer, som Ole Rud efterlyste – dvs initiativet og ekspertisen, eller også lægger man endnu engang sagen i hænderne på Danmark og erkender, at man ikke har magtet og næppe vil komme til at magte at styre udviklingen i eget land på forsvarlig vis. Der er desværre al mulig grund til at frygte, at Grønland går en meget dyster fremtid i møde, hvis landet kører videre ad det samme spor, som man har gjort i de sidste 25 år.

*Carlo Schmidt er bosiddende i Maniitsoq, Grønland

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu