Læsetid: 4 min.

Globale radikale gennembrud

I Latinamerika vinder venstrefløjsregeringer frem, men venstreorienterede partier i gammeldags socialistisk forstand er der næppe tale om. I en række lande er den traditionelle bipolaritet ved at blive brudt for alvor
10. marts 2005

INTERNATIONALT
Vi kender bipolariteten primært fra præsidentvalg rundt omkring og i en svagere form herhjemme imellem de to store partier, Venstre og Socialdemokraterne. Denne politiske strukturering betyder, at politik er lig ’enten-eller’. Kort fortalt: højre eller venstre; frihed eller lighed; kapitalisme eller socialisme; fascisme eller kommunisme; minimalstat eller socialstat; markedsøkonomi eller statsplanlægning osv.
Sandheden er, at enhver seriøs analyse af samtlige velfungerende moderne samfund afslører blandingsøkonomier, hvor offentlige stabilisatorer er blandet sammen med private virksomheder. Økonomierne er resultat af kompromiser mellem de politiske ideologier.
Latinamerika er interessant, fordi der er nybrud på vej. I 90’erne så vi nybrud i USA og EU: Blair inkorporerede markedsøkonomien i det gamle arbejderparti og skabte opportunistisk et nyt parti støttet af de liberale. Clinton indoptog republikanernes liberalisme, men bevarede drømmen om velfærdsstaten med det resultat, at små, åbne økonomier som den danske og den nordiske velfærdsmodel i det hele taget blev idealbilledet på det perfekte samfund. Danmark blev alle tiders forbillede for verdens mest magtfulde person.
Men mange (Informations læsere undtaget selvfølgelig) glemmer ofte den sydlige halvkugle, når de påstår, at de er internationalt orienterede og har globalt udsyn. Handelsblokken Mercosur bestående af Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay (PABU) repræsenterer et nyt latinamerikansk alternativ til den USA-genererede frihandelsblok omfattende samtlige amerikanske lande fra nord til syd. Den sidste frihandelsaftale fungerer nemlig ikke i praksis. Luis da Silva i Brasilien, Hugo Chavez i Venezuela, Nestor Kirchner i Argentina og Tabare Vazquez i Uruguay er alle fire statsledere, der mere eller mindre bryder med afhængighed af USA, og de placerer sig midt imellem Castro og Bush.
Den nye partikoalition Frente Amplio i Uruguay har brudt to-parti-systemet for første gang nogensinde. Det er ligeså historisk som, at sydamerikanske lande har indført demokrati, hvilket er sket på ganske kort tid. For hver generation synes der i Latinamerika at blæse nye politiske vinde, og de sidste 40 år er det gået fremad. Dog ikke uden ubehagelige tilbageslag.

Fredelige revolutioner
På få år er de sydamerikanske lande gået fra diktaturer til demokratier. Prøv engang at sammenlign dette med situationen i Irak. Erfaringerne fra både de sydamerikanske og østeuropæiske stater er, at demokrati vokser op indefra igennem radikale gennembrud – fredelige revolutioner – og at de ikke voldeligt kan påtvinges udefra. USA har begået samme fejl som Sovjetunionen. Militær aggressivitet er en boomerang på længere sigt.
USA er på fallittens rand statsøkonomisk set, mens de fleste virksomheder etableret i Nordamerika har stor succes. I Sydamerika er Chile, Venezuela med flere økonomiske succeshistorier med fremgang. Såkaldte ’samba-obligationer’ forgylder investorerne – også i Danmark, hvilket kan ses i investeringsforeningernes regnskaber. Har man derimod investeret i USA for nylig, kan virksomheden have haft nok så stor vækst og profit, uden at det giver overskud, der kan omveksles til europæisk velfærd, fordi den amerikanske dollars kursfald smider barnet ud med badevandet.
De radikale gennembrud i verden i dag siden årtusindskiftet er sket i Latinamerika (bortset fra Cuba). Et gennembrud skabt af kreative personer og virksomheder, der har nydt godt af socialliberale politiske rammer. Der er lang vej op til nordisk og europæisk standard, hvad angår velfærd, og der er lang vej op til nordamerikansk standard, hvad angår produktivitet. Men Latinamerika er i store træk på rette vej, fordi der er sket radikale gennembrud i retning af at bryde den politiske bipolaritet og gennemføre sunde blandingsøkonomier.
Også Østeuropa har oplevet radikale socialliberale gennembrud, og EU hjælper til i kraft af markedsadgang.

Reelle reformer
Globalt set går det imidlertid mindre godt med de radikale gennembrud, fordi Afrika og specielt Asien i vor tid udgør de helt store befolkningsrige områder på kloden, og i disse lande går det langsomt med progressive humanistiske reformer, som afhjælper de enorme problemer, overbefolkning og lavt uddannelsesniveau skaber.
I den sammenhæng er det kun en detalje – om end en meget vigtig detalje – at der findes enklaver i Indien og Kina, hvor nyrige og højt uddannede skaber vækst og lever fedt. Der er tale om cirka 25 millioner mennesker i Kina og Indien tilsammen, som er rige i vestlig forstand, men det forslår som en skrædder i helvede, eftersom de kun udgør én procent af befolkningerne.
Japans udvikling 1960-95 er en historie for sig, som mange lande på vej op i vækstgear med en liberaldemokratisk strategi kan lære meget af. Kina er en økonomisk succes de sidste 20 år, hvilket størstedelen af indbyggerne i Riget i Midten nyder godt af. Demokrati er ikke altid forudsætningen for fremgang, men det er en god garanti mod tilbageslag. Her vil radikale gennembrud mest handle om respekt for menneskerettigheder og pluralistisk demokrati. Det kinesiske kommunistpartis liberale økonomiske politik har båret frugt, og i en vis forstand er de interne til- og fravalg i étpartisystemet udtryk for demokratisk fremgang sammenlignet med århundreders kejservælde.
Styret i Kina er ligeså lidt demokratisk som store dele af den vestlige verdens virksomheder, hvor også netværk, selvsupplering, ’den rette ideologi’, ekspertvælde og nepotisme er almindeligt. Begge typer af organisationer trænger til radikale demokratiske frisindede gennembrud, men revolutionære ideer skal gennemføres som en (hverken for hurtig eller langsom) proces, således at det i realiteten er reformer. Reformer, som styrker ytringsfrihed, markedsøkonomi og socialt ansvar. Sådan noget kan man aldrig få for meget af – heller ikke i Danmark.

*Boye Haure er nationaløkonom, cand. polit og medlem af hovedstadens radikale hovedbestyrelse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu