Læsetid: 2 min.

Havregryn og humaniora

Debat
12. marts 2005

Humaniora
Den 2.- 3. marts har Information ved journalist Mette Klingsey, hvis område på bladet er folkeskolestof, direkte refereret til en ny rapport fra Videnskabsministeriet med titlen ’Humanistiske kandidater og arbejdsmarkedet’.
Onsdag den 2. marts formidles i en faktaboks endvidere nogle optagelsestal fra 2004, som er oplysninger fra Den Koordinerede Tilmelding. Sidstnævnte tal skal i den redaktionelle kontekst belægge den påstand, at de ’små fag kvæler humanister’, forstået på den måde, at småfagene tager ressourcer fra de større fag på Humaniora, hvis opgave for fremtiden det bliver at ’sælge højteknologi’.
I de to bidrag citeres udtalelser fra Morten Kyndrup, som er en af deltagerne i den ministerielt nedsatte arbejdsgruppe bag rapporten, og Hans Hauge – en ivrig debattør i det offentlige rum.
Det er dog desværre ikke lykkedes for journalisten at skaffe kommentarer fra de »kvælende fagligheder«, hvorfor Morten og Hans’ fremtidsplaner for Humaniora kommer til at stå som så enestående.
Denne mangel på bredere orientering hos journalisten er beklagelig, alt imens både telefon og email er opfundet. Hvis journalisten ellers havde været i stand til at orientere sig, ville hun f.eks. kunnet have korrigeret faktuelle fejl og modtaget andre synspunkter.
Som artiklerne foreligger, er de anførte optagelsestal for faget arkæologi på KU, SDU og AU forkerte. De anførte tal for faget arkæologi gælder kun faggrenen klassisk arkæologi, og her endda undtaget SDU. I rapporten er arkæologi i øvrigt ikke nævnt en eneste gang, hvorfor de skulle have været ekskluderet af tabellen.

Havregryn i flot design
Indholdsmæssigt er der også tale om forkert adresse. At Morten Kyndrup, der er professor i et æstetikfag, er bekymret over arbejdsløshedstallene, er nemt at forstå.
De æstetiske fag ligger på en kedelig 2. plads i arbejdsløshedsstatistikken i rapporten, og det er derfor ikke underligt, at han mener, at f.eks. havregrynspakker skal have »et lækkert design«. Det synes jeg også, at de skal have.
Omvendt er det meget svært at skaffe arkæologer til udgravningsarbejder i forbindelse med de mange anlægsarbejder i ind- og udland. Vi har store vanskeligheder med at tilfredsstille arbejdsmarkedets behov for kvalificeret arbejdskraft, hvorfor arkæologi-studerende er nødt til at træde til.
At faget arkæologi derfor hører til en »kvælende faglighed«, er direkte usandt. Videnskabsministeren skal vide, at det sådan set er ligegyldigt for universiteterne, om den arkæologiske praksis bliver udført af offentligt ansatte som i Danmark, eller af privat ansatte som i f.eks. England. Bare arbejdet bliver udført fagligt forsvarligt. Og ja, Morten, selvfølgelig er der også brug for æstetikere til at præsentere resultaterne af feltundersøgelserne på en tidssvarende måde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her