Læsetid: 4 min.

Hverdagsmiljø – et moderne tabu

Da jeg spurgte, hvorfor hun ikke tog toget, kom spørgsmålet tydeligvis bag på hende. Det havde hun slet ikke overvejet
22. marts 2005

KOMMENTAR
Der gik pludselig en koldfront igennem stuen. Åh, nej, nu havde jeg jokket i spinaten igen. Endnu en gang havde jeg ikke forstået, hvad man kan sige højt, og hvad man må nøjes med at tænke.
»Jamen, toget går da lige til døren.«
Det var disse syv formastelige ord, der på et øjeblik havde ændret vejrudsigten for den næste halve time. Et par gamle venner var kommet til middag, og mens vi havde skænket rødvinen op, var talen faldet på hendes nye job i Herning midtby.
Vores normalt miljøbevidste veninde havde fortalt, at hun kørte til arbejde i bil. Det havde overrasket mig, for både de og vi boede i Ry, og der går tog lige fra Ry til Herning.
. Hun tog tit toget til Århus, men i den modsatte retning var jernbanen slet ikke kommet med på lystavlen.
»Det ved jeg ikke, det er nok alt for bøvlet,« kom det tøvende svar efter et øjebliks betænkning.
Og så var det altså, at mine tæer blev helt spinatgrønne. Jeg kom til at sige, at toget faktisk går lige til døren, og at selv om turen tager 60 minutter i tog (mod 45 i bil), spilder man ikke tiden i et tog, sådan som man oftest gør i en bil.
Det skal med i billedet, at både vi og vore venner godt kan lide at blive gået lidt på klingen. Ingen af os gider bruge en hel fredag aften på høflig konversation uden nogen sinde at blive udfordret på meninger og holdninger.
Derfor kom det også bag på mig, da der pludselig blev lukket af for den gode kommunikation, fordi samtalen faldt på hendes privatbilisme. Jeg havde ikke engang nævnt ordet miljø, men alligevel blev min undren opfattet som et angreb på hendes livsstil. Hun hørte mig kalde dem for miljøsvin, og hun læste et ord med fede bogstaver hen over min pande: ’Frelst!’

Bilen og friheden
Hurtigt måtte jeg bakke ud og beklage. Det var ikke min mening at angribe nogen. Jeg forstår udmærket, hvis stressede småbørnsforældre nogle gange vælger den nemme løsning. Men måske var det netop det, jeg ønskede at bore i: om bilen faktisk også medfører en lettelse i hverdagen. Bytter man ikke bare nogle friheder ud for nogle andre? Jo, det er fedt at kunne sove to minutter længere om morgenen, når man af og til har brug for det – men det er altså også fedt at have to timer mere hver eneste dag til at sove lidt, læse lidt, arbejde lidt, eller hvad man nu har lyst til.
Og jo, det er fedt aldrig at ’komme for sent’ til afgangen – men to gange 70 km à 3 kr (= gennemsnitsudgiften ved kørsel i bil) bliver altså til 8.000 kr om måneden!
Enhver må selv vurdere disse argumenter ud fra sine egne værdier, men på strækningen fra Ry til Herning vil toget med mine værdier vinde 9 ud af 10 dage.
Hvad angår miljøbelastninger, mener jeg ikke, at der er nogen i Danmark, som har noget at lade hinanden høre. Ingen af os kan kalde vores livsstil bare noget i nærheden af ’bæredygtig’. Og jeg har da også selv mine ømme tæer – blandt andet netop privatbilismen. Jeg tror ikke, der findes en sandheden om, hvordan man lever bæredygtigt. Måske kan den ene undvære bilen, mens det for en anden passer bedre at købe økologisk mad, at bo i halmhus eller at holde ferie indenlands.

Miljø er utrendy
Det er sørgeligt, at miljø i den grad er gledet i baggrunden i den moderne danskers livsstils-ideal. Miljø passer godt til stearinlys og god mad, når det kan købes som svanemærker eller elsparepærer, eller når det foregår langt væk i Kyoto eller Johannesburg. Men når miljø handler om indretning af vores stressede dagligdag, bliver det hurtigt for besværligt.
Nogle gange viser det sig, at hvad alle regnede for miljøvenligt, faktisk ikke var så godt alligevel. Så går der teknik i spørgsmålet, og mens eksperterne diskuterer på tv, sidder vi andre som tilskuere med al vores gode vilje, men uden noget at have den i. Følgen er frustration, afmagt og en konstant dårlig samvittighed.
Der er ingen hjælp at hente fra nutidens regeringer, der midt i overforbruget har som hovedambition at øge forbruget yderligere. Altså er der kun os selv til at gøre noget. Og da dét er for uoverskueligt, ender miljø som en betændt byld, et socialt tabu midt i middelklassens frisind.
Hvis vores diskussion havde fået lov at udfolde sig, havde min veninde – efter at have endevendt alle argumenterne en gang til – måske fortsat konkluderet, at hun skulle køre til arbejde i bil. Men fordi diskussionen indeholdt noget, der kunne tyde på miljøbelastende adfærd fra hendes side, frøs rødvinen til istapper ned gennem halsen på os alle. Hun lever nu videre med en månedlig udgift på 8.000 kr. til daglig transport – uden måske at have gjort sig det klart.
Hvor er det ærgerligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu