Læsetid: 3 min.

Katastrofen er et faktum i Nepal – landet er i fuld borgerkrig

En af verdens rigeste konger i et af verdens fattigste lande har afskaffet alle borgerrettigheder og demokrati. Samtidig er borgerkrig i fuld skala en realitet
15. marts 2005

INTERNATIONALT
Tirsdag i sidste uge fejrede Nepal hinduguden Shivas fødselsdag, men over alle fødselsdage i Nepal, selv guders, hviler der nu en tung skygge.
Kongen i Nepal har indført diktatur med sig selv som konge, statsminister og gud. I hans seneste befaling har han beordret alle kvinder i Nepal til kun at gå i de traditionelle hinduklæder: kurta sarwal eller sari.
Der er ikke noget galt med sarier eller hinduisme, men det er der i allerhøjeste grad med demokratiet i Nepal. Kong Gyanendra har bid for bid overtaget kontrollen med landet gennem en lang række snedige og overraskende manøvrer.
Mistanken om, at han pustede til ilden, for at få den aldrig helt opklarede massakre – hvor den vanvittige kronprins myrdede den daværende konge, Birendra, og adskillige medlemmer af kongefamilien i 2001 – til at lykkes, er blevet kraftigt bestyrket. Og snedigt har han formået at sætte de ledende politikere i Katmandu skakmat gennem det såkaldte kongelige dekret fra 2002 og den kongelige overtagelse fra 1. februar 2005.
Overtagelsen er nu lykkedes, og Nepal er fuld gang med at skrue tiden tilbage – ikke bare til før den korte demokratiseringsperiode med partipluralisme, der varede fra 1991 til 2002, men til de tilstande, der herskede under Rana-dynastiet (1846-1951) for at finde en tilsvarende situation i Nepal.
Kongen har afskaffet alle borgerrettigheder, ytringsfrihed, mediefrihed, forsamlingsfrihed, folkestyre og demokrati.
Humanitære organisationer i Asien og Nepal taler nu ikke mere om et Nepal i krise, men om et Nepal i katastrofetilstand.

Nepal i fuld borgerkrig
Oprøret i Midvest-regionen har nu bredt sig til hele landet, og man taler ikke mere om en konflikt, men at Nepal er i fuld borgerkrig. FN-biler kidnappes, alle regeringens kommunalchefer er flygtet til hovedstæderne, de internationale donorer har reelt indstillet alt arbejde uden for Katmandu-dalen, de maoistiske oprørere har stort set fuld kontrol over den vestligste del af landet, Nepal har rekord i forsvindinger af mennesker. Siden november sidste år skønnes det, at mindst 2.000 mennesker er dræbt i borgerkrigen, antallet af nepalesiske flygtninge, der har søgt til Indien, er eksploderet og den generelle lovløshed, der nu hersker, tør ingen tale om.
Kongens seneste og farligste våben er militariseringen af de civile militser, de såkaldte ’landsbyforsvarsstyrker’. Militserne har indledt bølger af hævntogter, hvor de plyndrer, brænder, myrder og voldtager.
Den 20. februar 2005 påbegyndte den nye milits sin kampagne: 700 hjem blev brændt ned og 30 mennesker lynchet i Kapilvastu, ganske tæt ved Lumbini, Buddhas berømte fødested. Dagen efter ankom kongens tre ministre for lov, arbejde og uddannelse og lovpriste folket for dets heltemod til at stå imod terroristerne.
Rygterne siger, at militserne var lokale, som brændte nyankomne flygtninges hytter af, fordi de ikke vil dele deres ressourcer med de interne nepalesiske flygtninge, som er flygtet fra krigen længere oppe i bjergene.

Pres avler modpres
Et kig i historiebøgerne giver os en klar forudanelse af den fremtid, Nepal synes at styre imod. Kong Gyanendra følger nemlig blot i sin fars fodspor – de fatale følger af hans regime er der desværre kun alt for få, der kan huske konsekvenserne af. En stadigt mere hårdhændet undertrykkelse af de fattigste og de glemte regioner uden for byerne synes igen at være opskriften.
Resultaterne af at optrappe brutal undertrykkelse kender vi desværre alt for godt i Asien: Timor, Sri Lanka, Burma, Bangladesh, Filippinerne og senest Thailand. Pres avler modpres, opstand og konflikt. Der bliver talt meget om baggrunden for konflikten, de sociale problemer, fattigdom, etniske stridigheder, kastesystemet osv. Men den mest åbenlyse grund bliver af en eller anden grund altid overset. Vi er blevet for mange, der er ikke plads og ressourcer til os alle.
Den realitet melder sig med stor styrke i store dele af Asien, og forestiller man sig, at Kina ikke havde haft en et-barns politik, ville det asiati-ske katastrofescenarios dimensioner have været nærmest uendeligt håbløse. I Indien, verdens største demokrati, som har rundet et indbyggertal på 1.065 milliarder, er der nu maoistiske oprørere i 156 distrikter i 13 ud af 28 stater. Og i Nepal er der nu konflikt og oprør i alle landets 75 distrikter.
Hvad havde vi regnet med? At Himalaya-glansbilledet ikke kunne krakelere? Klir-klir. Kongen og hans hof har sluppet sine helvedeshunde løs og vig den, der kommer i vejen.

*Ulf Wolff-Jacobsen er managementrådgiver på Equality Development Center i Silgadhi i Nepals Farwest Region, hvortil han er udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu