Kronik

Klassekamp anno 1930

Ved Socialdemokraternes ekstraordinære kongres i dag spiller klassekampen igen en rolle, fordi formandskandidat Frank Jensen støvede begrebet af. Dagens kronikør ser på den i litterær belysning
12. marts 2005

KRONIK
I disse dage, hvor klassekampen erklæres alt fra stendød til sprællevende, kan det være både interessant, spændende og til tider endog morsomt at dykke ned i litteraturen fra 1930’erne – en periode, hvor klassekampen sidenhen sjældent har føltes mere levende.
»Så længe hele arbejderklassen ikke kan stå samlet om spørgsmålet akkord eller ikke akkord, så længe kan du og jeg ikke gøre noget ved det.«
Forklaringen kommer fra en arbejder på skibsdokken i Nils Nilssons Dokken fra 1933, og er dækkende for den grundholdning, som den socialistiske realisme i 1930’erne forsøger at videregive. Mens den socialdemokratiske kulturpersonlighed Julius Bomholt argumenterede for en ny social litteratur, som skulle tage arbejderklassens problemer op til debat, skrev forfattere som Erling Kristensen, Harald Herdal, Mogens Klitgaard og H.C. Branner litteratur som på den ene eller anden måde kommenterede og ofte kritiserede det omgivende samfund. I denne kritik stod klassekampen centralt, men det blev samtidig på mange forskellige måder, at den kom til at spille en rolle i de realistiske romaner i perioden.

Engageret og organiseret
Klassekampen har altid været tæt knyttet til socialismen, og derfor forventer man da også at finde store og voldsomme uoverensstemmelser mellem arbejdere og arbejdsgivere i den socialistiske realisme. Det viser sig da også snart, at klassekampen har en helt central rolle i Hans Kirks dobbeltroman Daglejerne og De ny tider fra henholdsvis 1936 og 1939. Deri møder vi den lille landsby Alslev, som i takt med opbygningen af en cementfabrik bliver industrialiseret, og klassekampen kommer hurtigt til at stå mellem arbejderne og direktøren Høpner på cementfabrikken. Der er dog langt fra tale om nogen bitter kamp, for det viser sig ofte, at de to grupper har fælles interesse i, at arbejdet på fabrikken kan opretholdes. Høpner går endda så langt, at han, da arbejderne har vundet en strejke, yder et økonomisk bidrag til, at arbejderne kan fejre det på ordentlig vis. Denne samarbejdsvilje er dog et særsyn i den socialitiske realisme. I langt de fleste romaner beskrives arbejdslederne som både hårde, uretfærdige og skånselsløse, helt uden følelser for arbejdernes liv og levned. Det karakteristiske for den socialistiske realisme er, at arbejderne tilsyneladende hverken mangler mod, vilje eller muligheder for at organisere sig. Det handler om at stå sammen, og enhver strejke for at opnå bedre vilkår, støttes af den samlede arbejderflok. I den socialistiske realisme er det således aldrig et spørgsmål om, ’hvorfor’ der skal føres klassekamp, men udelukkende et spørgsmål om ’hvordan’.

Doven, dum, usolidarisk
Helt anderledes ser det ud for arbejderne i socialrealismen. I Harald Herdals Man skal jo leve fra 1934 forsøger arbejderen og kommunisten Albreksen stædigt at engagere arbejderne til at holde liv i klassekampen. Desværre lader det ikke til, at teoretiske artikler om arbejdernes dårlige økonomiske vilkår organiserer store folkemængder. Man aner hurtigt frustrationen hos Albreksen, for »hvad skulle man stille op med dem, en klasse, der ikke havde sin lige i tålmodighed, sløvhed, uoplysthed og ugidelighed.«
Arbejderen er dum, doven og usolidarisk, og på den baggrund er det ikke nemt at opretholde en klassekamp. Selv om arbejderne bor i store boligkarréer, hvor de kan komme hinanden ved, er det også småt med solidariteten i hverdagen. De snyder og bedrager hinanden, og alle forsøger konstant at få det økonomisk største udbytte.
Denne usolidariske holdning, fornemmer man, opstår dels fordi arbejderne frygter arbejdsløsheden, dels fordi nogle af arbejderne sidder for økonomisk solidt i det. Klassekampen er altså på sin vis fraværende i socialrealismen, til stigende bekymring for Albreksen, fordi det kun er med til at gøre arbejdernes vilkår dårligere.

Bristede illusioner
I dagens Danmark lyder argumentet for klassekampens død ofte, at de to ’kampdygtige’ klasser ikke længere eksisterer. Kigger man igen på litteraturen i 1930’erne, tyder meget dog på, at klassekampen ikke nødvendigvis kun har bestået mellem arbejderklassen og arbejderlederne.
Det bliver især tydeligt, når man ser på den kritiske realisme, som ofte omhandler den nederste middelklasse. Flipproletaren, som den typiske person i denne klasse så ofte er blevet kaldt, er splittet mellem ønsket om social opstigning (flippen), og en dårlig økonomisk position (proletaren). For flipproletaren vil kampen mod samfundet således også forblive håbløs. For han er på forhånd dømt til at tabe i et kapitalistisk samfund, hvor de (økonomisk) svage ofres af de stærke.
Denne kamp skildres blandt andet hos Mogens Klitgaard i romanen Der sidder en mand i en sporvogn fra 1937, hvor hovedpersonen Lundegaard gang på gang må se sine fremtidsvisioner briste. Lundegaards ønske om at blive økonomisk uafhængig forbliver en utopi, en drøm, og da han til slut forsøger at begå selvmord, lappes han blot sammen og sendes med et venligt ord ud på gaden igen.
Flipproletarens tragiske skæbne udmønter sig ofte i den pessimistiske konklusion, at samfundet kun er med til at nedbryde individet og på ingen måde giver ham nogle muligheder for at agere anderledes, end han gør. Fordi individet er fastlåst og handlingslammet, ender det ofte i frustration over, at det nærmest er umuligt at tage kampen op.

Magtbegær
I den psykologiske realisme får klassekampen et helt andet perspektiv først og fremmest fordi, romanerne ofte omhandler den bedre middelklasse og overklassen. Hos H.C. Branner i romanen Legetøj fra 1936 foregår der hårde psykologiske magtkampe i legetøjsfirmaet. Huset som netop består af de tre samfundsklasser – proletariatet i kælderen, middelklassen på kontoret og ledelsen på toppen – strides indbyrdes om magten, som hver enkelt forsøger at tilrane sig ved hjælp af forskellige psykologiske kneb. Og selv om ledelsens motto er, at »så længe vi står sammen, står vi stærkt«, er det kun tomme ord, når den enkeltes karriere står på spil. Hos overklassen overskygger magtbegæret til fulde fællesskabsfølelsen.
Den psykologiske dimension i klassekampen bliver yderligere udbygget hos Knud Sønderby i romanen To mennesker mødes fra 1932, hvor der konkret bliver taget udgangspunkt i en kærlighedsaffære mellem to mennesker fra to forskellige samfundsklasser. Klasseforskellen udmønter sig i store problemer, fordi deres interessesfærer er helt forskellige. Alligevel fornemmer man i slutningen af romanen, at det ikke er et håbløst projekt at få kærligheden til at sejre.

Bøndernes sammenhold
Både den psykologiske og den kritiske realisme udvider klassekampsbegrebet til at omhandle mere end kun arbejdere i blå overalls. Og måske er det netop dette, vi kan bruge i denne forbindelse. For alt for ofte bliver begrebet ’klassekamp’ udelukkende kædet sammen med arbejdere og arbejdsledere, som om klassekampen er et levn fra fortiden. Tilsyneladende har klassekampen dog aldrig været indskrænket til kun at bestå mellem de to klasser, og selv i 1930’erne, hvor klassekampen var særdeles levende, var der mange forskellige grupper involveret.
Som Bent Vinn Nielsen har været inde på i artiklen ’Frank og klassekampen’ i Information, så er de færreste uenige i, at der reelt eksisterer klasseforskelle i vores samfund. Men hvad med kampene?
Læser man litteraturen i 1930’erne, kan man blive i tvivl om, hvad begrebet klassekamp dækker over. For bortset fra den socialistiske realisme er det særdeles småt med strejker og revolutioner. Faktisk er der så store problemer med overhovedet at skabe et sammenhold, at hovedpersonen hos Erik Bertelsen i Folk på en fabrik får klar besked, da han spørger til sammenholdet mellem sine arbejdskolleger på fabrikken: »Måske finder du lidt ude mellem bønderne. Herinde er det ikke.«
I 1930’erne smuldrer solidariteten, præcis som flere og flere argumenterer for sker i nutiden.
Pointen er, at ingen af den grund har været i tvivl om klassekampens eksistens og berettigelse i 1930’erne, og det helt store spørgsmål er så, hvorfor vi har så store problemer med at erkende dens eksistens i dag.
Det kan litteraturen i 1930’erne (heldigvis) ikke give svar på, men måske kan den hjælpe til at gøre forståelsen af klassekampsbegrebet bredere.

*Sune Weile er cand.mag. i dansk og historie

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu